Analyse Elite Landshold

Den første store medalje

I oktober blev årets Junior European Cup (JEC) afholdt i Tyskland, hvor mange af de danske juniorer præsterede på topniveau og kunne rejse hjem med flere medaljer i kufferten. En af dem var Oscar David Broman Jensen, der kunne lægge en sølvmedalje både fra sprinten og langdistancen i bagagen efter nogle hårde dage med konkurrencer. Læs med her, hvor han fortæller om sin oplevelse.

Af Oscar David Broman Jensen

Det var meget svært at få forberedt sig ordentligt til JEC, da der ikke var nogen gamle kort over området, vi skulle løbe i.  Normalt bruger jeg op til flere timer om ugen i ugerne op til et stævne, hvor jeg mest af alt kigger på gamle kort over området. Jeg laver nogle gange baner, men oftest er det bare dét at have set kortet før, som hjælper mig med at få en ro, når jeg starter og ikke bliver overrasket i startøjeblikket, når jeg vender kortet. Men her var ingen kort, men bare en lang beskrivelse af terrænet i instruktionen, som man kunne læse og så gætte sig frem til, hvad det betød. Men selv om noget af det var skrevet lidt kryptisk, kunne jeg sammen efter et par kig på Google maps konkludere, at terrænet, vi skulle løbe i, var delt i 2 forskellige terræntyper. En del, som var meget storkuperet med en masse stendetaljer, og en anden del af løbsterrænet, som var mere eller mindre flad og meget åben og diffust.

Min optakt

Jeg var blevet meget mere sikker i min orientering i månederne op til JEC. Jeg havde fokus på de rigtige ting for mig, og det var at være meget bevidst om, hvad jeg gjorde, og det var en ting, jeg synes, jeg har manglet førhen. Samtidig var jeg i knaldgod form. Jeg havde løbet masser af gode træninger og konkurrencer, hvor jeg kunne se, at jeg havde højt niveau, hvis det hele ellers bare spillede mentalt og teknisk. Så inden JEC havde jeg en god selvtillid og vidste præcis, hvad jeg skulle gøre for at klare det godt: frem for alt have fokus på det tekniske og hele tiden være opmærksom på min plan for strækket. Men vigtigst af alt: ikke lade mig forstyrre af alle de udefrakommende faktorer og tanker, der kunne komme og forstyrre min orientering. Min præstation på sprinten dagen før, hvor jeg fik løbet en sølvmedalje hjem, gav også en masse selvtillid og blod på tanden til at forsøge at gøre det samme i skoven.

Mine forventninger til langdistancen ændrede sig lidt undervejs i løbet af weekenden. Det gik fra, at jeg, inden jeg tog afsted mod JEC, havde tænkt, at hvis jeg gennemfører et godt teknisk løb ville jeg være glad, hvis jeg kunne løbe mig i en top-10. Men efter en god sprint så skruede jeg lidt op for mine forventninger til mig selv til at være minimum en podieplacering (top-6).

Mit løb

Stræk 1-3

Det er altid vigtigt med en god start. Jeg tog den lidt med ro, fordi jeg nogle gange godt kan komme til at give alt for meget gas ud af starten. Jeg fik dog hurtigt forenklet de første to stræk, og så var det bare ned til den store sti op i post 1. Videre mod post 2, op ad bakken og over de to udløbere og skulle posten være på den tredje. Til post 3 får jeg læst kortet lidt forkert og tror, at den skal sidde nedenfor rækken af styp. Jeg kommer dog ned i den store slugt og ser, at jeg har læst det helt forkert. Der tager jeg lige et stop og ser, at jeg skal op på den anden side. Lige der var der mange stressede tanker, der kom frem og frygten for at blive indhentet begyndte at melde sig – men jeg tog den med ro. Jeg vidste, at der var plads til de små fejl, hvis man kan kalde det her en fejl, og gik direkte tilbage til orienteringen.

Stræk 4-7

Der er ikke så meget at sige om disse poster. Jeg kom så småt ind i et godt flow og fik ro på min orientering igen.

Stræk 8-9

Her var de første lange stræk, og til begge burde jeg nok have stoppet, inden jeg løb afsted, men fik kun gjort det ved post 7. Jeg identificerede en linje af stier, der pegede direkte ind i posten, og så var det bare at finde hen til dem. Jeg brugte ikke lang tid på at tænke over så mange andre vejvalg, fordi jeg inden løbet havde besluttet mig for bare at tage et valg og så gennemføre det ordentligt. Ved post 8 bliver jeg lidt forvirret over, hvordan den er placeret, samtidig med at jeg indhenter en løber. Derfor kommer jeg afsted i et udløb og i en fart, som ikke helt var det, jeg havde planlagt. Jeg får dog hurtigt rettet op på fejlen og holder mig til min plan fra starten. Jeg overvejede i et kort øjeblik, om jeg skulle begynde at ændre planen, nu jeg var et andet sted, end jeg havde planlagt, men kom igen frem til at jeg bare skulle holde min plan og gennemføre den.

Stræk 10-22

Nu var der sket et fuldstændigt skift i terrænet, og det hele var meget mere åbent og man kunne se rigtig langt. Så det var bare at sætte kompasset på og se et punkt langt fremme. Men selvom det så meget hurtigt ud, var det alligevel lidt tungt. Man sank lidt ned i mosset, og det gjorde det ret hårdt – ikke bare fysisk, men også mentalt. Jeg følte næsten ikke, at jeg kom frem. Men igen tog jeg de tanker og pakkede dem væk og i stedet fokuserede på min orientering.

Stræk 23-25

Nu begyndte jeg godt at kunne mærke, at kroppen var træt, og det er også her, jeg laver det eneste rigtige bom, som er til post 23. Jeg kommer op på toppen ved posten og ser en post, der ligger i en lille slugt og tænker: perfekt! Og begynder at løbe væk fra posten. Jeg kigger dog lige på kontrolnummeret og ser, at det ikke er den. Jeg tager lige to skridt tilbage, kigger igen og ser, at det stadig ikke passer. Så folder jeg kortet ud og kigger på postbeskrivelsen og bliver endnu en gang bekræftet i, at det ikke passer. Men jeg er jo sikker på, at jeg er på den rigtige høj, og det her er en lille slugt. Jeg får kigget på kortet igen og må konstatere, at jeg ikke er langt nok. Jeg begynder derfor i roligt tempo at bevæge mig nærmere og nærmere posten, mens mit hoved er ved at eksplodere med tanker om, at dér tabte jeg det hele. Jeg ser dog den rigtige slugt, men ingen post og igen tvivler jeg, men løber lige helt hen til den og ser posten, ser på nummeret. Det var den! På de næste 2 stræk kan jeg dog godt mærke, at jeg føler, jeg skal hente det tabte, og derfor laver jeg også en lille krog til post 24. Der tænker jeg, at det skal fanme stoppe nu. Jeg registrerer, at nu løber tankerne af med mig, og jeg presser mig igen tilbage til fokus om at orientere. Og så op ad den stejle bakke til post 25 kommer jeg igen tilbage til, at nu skulle jeg bare have fokus de sidste par poster.

Stræk 26-32

Nu skiftede terrænet helt igen tilbage til det storkuperede og meget detaljerede. Der kom nogle krævende halvlange vejvalgsstræk. På vej ned i post 26 ser jeg en franskmand løbe op og rundt. Det får mig til at se det vejvalg, og da indser jeg, at man kan løbe på kurven hele vejen til posten, og det var lige det, jeg havde brug for efter stræk 25. Så der beslutter jeg mig for at løbe rundt. Da jeg passerer arenaen halvvejs på strækket, håbede jeg lidt på at høre nogen, der heppede, men det var der ikke, og igen begyndte mine tanker at angribe mig: ”Åh nej jeg er sikkert langt efter”, var det første der kom. Men jeg kunne jo ikke gøre noget ved det, andet end at kæmpe mig igennem det sidste, og igen pressede jeg mig til at skubbe de tanker væk og holde fokus det sidste stykke. Til post 29 ser jeg igen, at man ved bare at løbe lidt rundt kan spare en del kurver. Og til post 31 havde jeg faktisk set posten på vej til 27, og derfor tænkte jeg bare at gøre det simpelt og løbe over på den samme sti som jeg løb på til 27, og det lykkes! Og så var det bare ned til sidste-posten.

Stræk 32-mål

Igen håbede jeg på heppekor! Denne gang var de der, og de bar mig det sidste stykke i mål. Jeg kommer i mål uden at forstå noget af det, som speakeren fortæller om en eller anden, der kommer ind til ny top-7 og tænker, at det var nok ikke topplacering i dag. Jeg går derefter over til Anders Bachhausen og siger, at det gik da helt udmærket, ingen store fejl. Og så kigger han bare på mig og siger noget i retning af ”altså du ligger også 1’er, så det har nok også været bedre end det”. Det overrasker mig totalt. Jeg er helt målløs, og på vej op mod mine ting bliver jeg mødt af hele holdet, der kommer springende af glæde på mine vegne. Jeg kunne stadig ikke helt forstå, hvad jeg lige havde gjort.

Eftertanker

Når man er sølle 15 sekunder efter, tænker man altid, at det kunne jeg godt havde fundet derude. Men jeg kan ikke være andet end tilfreds og overrasket over min præsentation. Jeg ved nu, at mit topniveau er helt til podie, og det giver bare en masse blod på tanden. Når jeg kan komme til et mesterskab med et mål om top-10 og så komme hjem med 2 sølvmedaljer, så kan man kun være lykkelig.

Jeg er allerede i skrivende stund så småt begyndt at kigge frem mod junior-VM næste år. Det er mit sidste år som junior og med en god vintertræning, så håber jeg på at kunne kæmpe med om medaljerne der også.

Men 20, 10,5 km, 420 m

1. Pascal Schärer                                       Switzerland                       1:05:34
2. Oscar David Broman Jensen                 Denmark                             1:05:49
3. Romain Discher                                     France                                 1:07:15

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s