Skal jeg gå 3. tur?

Af Andreas Duc Jørgensen

Med mange poster og en lav makstid var stafetholdet forberedt på en stresset dag i skoven, hvor det handlede om hurtigt at få læst sig ind på det detaljerede og stenrige terræn. I PræO tæller man dog point ud fra, hvordan hver løber på afstand får tydet kort og poster i terrænet indenfor en fastsat makstid. Det var fra start af klart, at Danmark var godt forberedt på den lave makstid og skiftede over til 3. tur som det første hold, så Andreas ikke skulle stresse med at nå i mål.

”Det var en kæmpe fordel for os, at jeg kom alene af sted på min tur, så der var god plads på stierne til at få læst terrænet uden at skulle skubbe til alle de andre hold og kæmpe om pladsen”!

Modsat gik det for Finland, hvis sidste tur endte med at spurte sin bane igennem med minimal tid til at forstå terrænet, fordi de første to finner havde taget sig al for god tid.

Ligger Danmark virkelig nr. 3?

Seneste VM fandt sted i 2019, og flere løbere var derfor sultne på at være i ilden igen. Det var også tydeligt, da feltet var historisk tæt i toppen, med hård kamp om podiepladserne. Til sidst på stafetten har alle løbere en tidspost, hvor tiden herfra sammen med holdets antal ’fejl’ fra banen afgør ens placering.

Dog får alle en midtvejsstilling, lige inden holdenes sidste tur på skift går til tidsposten, og til mange nationers overraskelse lå Danmark foreløbigt nummer tre! Dog skarpt forfulgt i det uhyre tætte felt, hvorfor intet var afgjort endnu. Danmark havde formået kun at lave to fejl ude på banen, hvor den ene endda blev ’annulleret’. Det var sjovt at høre hviskende stemmer i karantænezonen spørge, om det virkelig kunne passe, at Danmark var så godt med.

De mange andre lande i toppen havde i modsætning til Danmark gemt sin stærkeste løber til sidst, hvoraf flere har vundet et hav af guldmedaljer før. Derfor var det ikke forventeligt at kunne fastholde podiepladsen, og holdet endte som en flot 10. plads, og forbedrede sig således med to placeringer siden seneste VM i Portugal.

En historisk lang PræO-maraton

De polske arrangører havde varslet baner med historisk mange poster. Den individuelle disciplin bliver afgjort over to etaper, hvor første bane havde 40 poster, så med mere end tre timer i ilden per etape, var der lagt op til nogle meget lange dage skoven under den polske hedebølge.

Selvom en tidsgrænse på 2h14 lyder af meget for at løse 40 poster, er det langt fra tilfældet, og flere løbere endte også med at gå over makstiden. Banerne kræver ofte, at man ser ind i terrænet fra forskellige steder på stierne, hvorfor vi alle fra start løber frem og tilbage på stierne i tidspres. Med et snit på 3:12 pr. post var vi forberedt på en stresset løbefest, hvor det skulle gå stærkt med at få læst sig ind og tydet terrænet, og derudover har et PræO-kort mange flere detaljer sammenlignet med et almindeligt orienteringskort, så det ville klart blive en udfordring.

Har jeg fået stemplet alle poster?

Med en startliste på mere end 150 løbere blev udfordringen ikke mindre af, at der hurtigt opstod en del mylder af løbere på stierne, hvor man måtte gøre lidt brug af de ”usportslige spidse albuer” for at komme hen og stå ved ”de gode steder” på stierne, hvor der var god sigtbarhed ind i terrænet. Johanne startede ud lidt over middagstid og mærkede klart, hvordan det var en udfordring at bevare fokus i den kraftige hedebølge.

”Det var meget hårdt at koncentrere sig i varmen, holde overblik og huske at få stemplet ved alle poster på banen,” påpeger Johanne, da posterne på kortet af gode grunde ikke altid står i nummerorden. Et par enkelte deltagere glemte endda et par poster, hvilket koster dyrt ved et VM, og det var ikke nemmere på 2. etape, hvor banen var splittet ud på to kortudsnit for læsbarhedens skyld. Her var det nemt at ’glemme’ en post, når man hele tiden løber frem og tilbage ad stien for at læse terrænet bedre.

Så selvom marginalerne ikke helt var på Danmarks side i år, var det en fornøjelse at være med til et VM igen og konkurrere på nogle super gode kort. I PræO er alle lande i Europa med i medaljekampen, og vi kan som hold også være tilfredse med vores indsats i det absurd hårde felt af deltagere, i hvad der må siges at være et ”udebane-terræn”.