Elite WOC2022

Kan du holde på en hemmelighed?

Det første VM i sprintorientering nogensinde er overstået, men forud ligger uendeligt mange forberedelser. Nogle kalder det endda for ”VM i forberedelse”, da sprintdistancer er ekstra krævende at arrangere – mange skal involveres samtidig med, at kort, baner, afspærringer skal holdes hemmelige i flere år indtil sidste sekund, hvor løberne får kortet i hånden. En langtrukken og krævende opgave, så hvordan gør man det?

Af Helge Lang Pedersen

Klokken er 16:18, datoen er torsdag den 30. juni, og karantænen for VM sprintfinalen er netop bekræftet lukket. Så er deltagerne afskåret fra omverdenen og kan ikke længere få information om banerne. Jeg drager et dybt lettelsens suk! Nu kan VM-banerne ikke længere blive lækket i utide. En kæmpe lettelse! Og jeg har endda kun kendt banerne et halvt års tid. Andre har skullet holde på hemmeligheden i både 3, 4 og 5 år.

Man holder jo altid banerne hemmelige for deltagerne i o-løb, så hvorfor skulle VM være noget særligt? Én ting er, at der er meget på spil ved et VM. For deltagerne, hvor mange er mere eller mindre professionelle og lever af deres resultater – og måske nogle derfor kunne føle sig fristet til at prøve at få en fordel ved at få lidt mere information om banerne. På den anden sides står arrangørerne, som har brugt usandsynligt mange timer på forberedelserne, hvorfor det ville være ubærligt, hvis konkurrencen blev ødelagt af en utidig afsløring af kort eller baner.

TV2s ekspertkommentator Lars Lindstrøm tester sprintstafetbanen.

Et VM i sprint kaldes også nogle gange et VM i forberedelse. Danmarks landshold satte selv nye standarder for detaljeret forberedelse ved VM i Italien 2014, hvor de tegnede kort tegnet ud fra Google Street View, plantegninger over byens bygninger og mange andre informationer, som var tæt på at være lige så godt som arrangørernes. Det gode kendskab til løbsområdet er med til at sikre, at man kan løbe hurtigere, og man er også mere tryg ved, at man er forberedt på, hvad der venter. Som arrangør stiller man alt offentligt tilgængeligt kortmateriale til rådighed for løberne, så de kan forberede sig på lige vilkår, men man søger også at holde alt det ikke-tilgængelige materiale så hemmeligt som muligt.

Som arrangør ønsker man at overraske deltagerne, så deltagerne på dagen bliver udfordret på deres evne til at træffe lynhurtige og gode vejvalgsbeslutninger, uanset, hvor godt de har forberedt sig.

Alle tre sprintløb ved VM blev afholdt i byernes centrum, så de smukke bykerner kunne blive vist frem for TV-seere og tilskuere. Men at få tilladelser i en bys centrum er en helt anden opgave end for en park eller et universitetscampus. I Vejle skulle 114 porte være enten åbne eller lukkede. Ikke én måtte være det modsatte. Når man skal have så mange tilladelser, må man starte i meget god tid, og man må også fortælle ejerne, hvad det går ud på, så de ved, hvad de giver tilladelse til. Man må så bede dem om ikke at give informationen videre til nogen, som måtte kunne få fordel af det. I alle tre byer havde banelæggerne været kreative med at få tilladelse til at løbe gennem private baggårde, nogle steder sågar gennem butikker og andre passager, som normalt ikke ville være åbne. Alt sammen for at gøre det vanskeligere for deltagerne at gætte baneforløbene på forhånd, men også noget, som gav behov for flere tilladelser og involvering af flere personer.

For at gøre baneforløbene yderligere vanskelige at forudse, anvender banelæggerne vejspærringer, som betyder, at deltagerne ikke bare kan løbe den nærmeste vej. Men sådan nogle skal man også have tilladelser til, ligesom kommunen skal give tilladelse til lukning af løbsområdet for kørende trafik, inden konkurrencerne starter. Og kommuner har en – normalt ganske fornuftig – politik om, at de offentliggør vejspærringer i god tid på deres hjemmesider. Men det ved løberne godt, hvorfor de følger interesseret med i offentliggørelser på de samme sider. Så her skal arrangørerne overtale kommunerne til ikke at være for specifikke, når de annoncerer lukning af byen – med potentielle borgerklager til følge, fordi borgerne ikke har fået klar besked.

Hedvig Valbjørn Gydesen løb en flot sprintfinale og havde foreløbig bedste tid, da hun kom i mål. Her sidder hun i førerstolen og bliver interviewet.

Procedurer for behandling af kort og baner

Én ting er tilladelser fra kommunerne. De skal trods alt ikke have banerne udleveret, så risikoen for, at de kommer til at offentliggøre banerne, er tilsvarende mindre. Men allerede lang tid før løbene er der mange andre end banelæggerne, som har behov for at kende banerne.

VM-organisationen brugte et professionelt dokumentdelingsprogram box.com. Før man fik adgang til de følsomme områder, skulle man skrive under på, at man sørgede for at holde sin computer med de nyeste opdateringer og nyeste beskyttelser mod virus, og at man i det hele taget forstod, at man skulle være omhyggelig med, hvem man talte med om hvad. Allerede dér blev man småparanoid.

Selv med adgangen til box.com, lå kortfilerne og Condes-banefilerne i forskellige mapper – man kunne således godt have adgang til kortfiler uden at kende banerne. Igen for at reducere risikoen for spredning af informationen.

Når vi hver især skulle arbejde med banerne, loadede vi kort- og banefiler ned på vores pc’er og havde dem kun lokalt. Hver gang vi var færdige med dem, slettede vi dem – og hentede så et nyt sæt i box.com næste gang, vi skulle bruge dem.

Når vi skulle dele informationer om arenaer, placering af TV-lastbiler, placering af TV-kameraer, brugte vi kort fra Google og ikke o-kort – igen for at sikre, at kort og baner blev delt med så få som muligt.

Når o-løb skal være en TV-idræt, så er der mange involverede

Når disse linjer læses, skulle TV-udsendelserne fra VM gerne være frit tilgængelige fra IOFs live-side (se link nedenfor). Ønsket var at formidle vores idræt som en let forståelig og spændende action-sport og naturligvis vise vores værtsbyer fra deres bedste side. For at det kan lykkes, er der mange interessenter, som skal arbejde sammen. Vi skulle koordinere de endelige baner med TV-producere og IOFs folk, som planlagde placering af reklamebannere.  De havde behov for at arbejde med PDF-dokumenter med baner på de rigtige kort. Det var ikke helt trygt for os at skulle udlevere dem, efter vi havde arbejdet efter ovennævnte retningslinjer i årevis.

Igen blev banerne alene delt via lukkede box-drev – videresendelse af baneinformation via mails eller ikke-sikre onlinedrev var bandlyst. En risiko er, at man får tilsendt et link til et dokument. Hvis man har en standardopsætning af eksempelvis dropbox, så kan alle, som modtager linket til et dokument, også få adgang til det. Og det er meget let at komme til at videresende en mail med et sådant link til nogen, som ikke skulle have haft det. Sådanne aktiviteter sikrede box.com os imod, men vi måtte sikre, at andre ikke kompromitterede sikkerheden ved brug af mindre sikre systemer.

Kameraerne forsøger at fange Miri Thrane Ødum, der bliver sendt ud af Jakob Edsen på sidsteturen til sprintstafetten.

Og så skulle vi også dele baneinformationer med folk, som skulle lave baneanimationer for os – folk, som vi ikke kendte, men som vi måtte håbe havde den rette etik. Heldigvis var de fleste internationale samarbejdspartnere vant til at arbejde med fortrolige informationer, så det gik fint, men håndfladerne blev gradvist mere svedige, jo tættere vi kom på løbene, og des flere personer banerne blev delt med.

Fremvisning af baner før karantænelukning

Jo tættere på løbet, man kommer, des mere skizofren bliver man. Banerne skal holdes hemmelige for deltagerne, men stadig flere skal kende dem. TV-kommentatorerne har en særlig interesse. For at kunne kommentere levende og indsigtsfuldt, må de kende banerne, så de kan forberede sig. Men o-løb er en lille verden, og gode kommentatorer har ofte også relationer til løbere. Vi holdt banegennemgange aftenen før løbene, hvor nogle var med i lokalet med gardinerne trukket for – mens andre var med online. Sidstnævnte havde højtideligt lovet ikke at optage eller tage skærmdumps, men det kunne vi ikke kontrollere, så vi måtte stole på dem. På møderne viste vi også de film, som indledte TV-udsendelserne, så de var klar til at fortælle om dem på de eksakte tidspunkter, som produceren på forhånd havde fortalt, at de ville blive vist.

På løbsdagen kunne de tilstedeværende kommentatorer gennemløbe banerne. Vi havde én person – Henning – som havde ansvaret for, at ingen kort blev udleveret i utide. Så Henning mødte os på stedet for banegennemløb, udleverede kortene, og stod klar til at samle dem ind igen, så snart sidste kommentator var retur fra sin bane. Før de startede, blev hver enkelt kommentator udspurgt om deres urs GPS-funktion, og de blev afkrævet garanti for, at deres løbetur ikke havnede på Strava eller lignende steder. Løberne kender kommentatorerne og følger interesseret med på deres profiler op til start på løbene.

Så snart karantænerne lukkede, blev baneinformation og information om længden af de forskellige vejvalg delt med kommentatorerne i et onlinedrev, så de fik alle informationer på dette tidspunkt.

Så vidt vi ved, er det lykkedes at holde på vores hemmeligheder. Skulle det ikke være lykkedes, er der alligevel ikke noget at gøre ved det nu, så lad gerne være med at fortælle os, hvis du ved noget andet…

Link til IOFs livesider: https://orienteering.sport/event/world-orienteering-championships-2/sprint-relay/

Der blev taget billeder og givet autografer til alle fansene fra U1-kursus, som havde valgt at tage på tur til WOC og heppe!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s