Af Camilla Bevensee
Vi er til den første minitræning i en ny sæson, og det vrimler med 3-8-årige. Nogle leger med hinanden, andre med sig selv, og enkelte skal lige se det hele an på afstand fra trygheden bag mor eller fars bukseben. Da klokken bliver 17.00, fordeler børnene og deres forældre sig rundt langs kanten af to rød-hvide stofsnore, der danner to store cirkler i skovbunden; en til de yngste, der stadig går i børnehave, og en til de ældste, der er startet i skole.
Hos de mindste er det tidligere landsholdsløber og juniorlandstræner Ane Linde, der med sin ældste søn tumlende rundt om knæene, byder velkommen.
”Hvor er det godt at se jer. Der er nogle af jer, som har været her før, men mange af jer er også nye, og vi er rigtigt glade for at se jer alle sammen. I dag skal vi prøve orienteringsløb, vi skal lege lidt i skoven, og det skal nok blive rigtigt sjovt,” begynder Ane, inden hun fortæller, hvem de fire trænere er, og starter en navnerunde, der kun bliver med navn, og ikke med et yndlingsdyr også, fordi de er så mange.
Første skridt er farverne
Det sidste af de små interesseredes opmærksomhed, bliver brugt på at introducere farverne på et orienteringskort ved hjælp af store stykker lamineret papir i blå, grøn, gul, sort, hvid og brun. Børnene svarer ivrigt på, hvilke ting der har hvilke farver og pludrer videre, mens flokken begynder at bevæge sig væk fra klubhuset og ned i den lille skov, der ligger rundt om.
Efter nogle minutters gang samles børnehaveholdet inde midt i et område med bøgeskov, hvor bunden er dækket af brune blade og små bøgeris, der endnu ikke er sprunget ud. De farvede skilte fra før, er blevet fordelt mellem forældre, der har stillet sig i en stor rundkreds, og nu forklarer Ane børnene, at når hun nævner en signatur, skal de løbe hen til den farve, de mener, den har på kortet. Hun starter med at råbe ’SØ!’, og efter lidt forvirring, spæner alle de små ben hen mod den forælder, der holder det blå stykke laminerede papir op foran sig. Legen fortsætter og med undtagelse af en grøn farve, der havde gemt sig bag lidt krat, finder børnene alle farverne. Det med at være lidt inde i terrænet er der flere af børnene, der synes, er sjovt.
”Jeg synes, det er sjovt, fordi man også får lov til at komme ind i skoven, hvor der er alt muligt, man skal hoppe over,” fortæller Mikkel på 7 år, da træningen er slut. Han har gået til orienteringsløb siden sidste år, og kan sagtens finde posterne på de orienteringsbaner, der er en del af programmet hver gang.
Med kort i hånden og ude i det fri
Tilbage i skoven er næste aktivitet også reelt orienteringsløb, hvor børnene og deres forældre får et lille kort og bliver sendt ud på små runder, med start og mål samme sted. Der er hængt store skærme ud, og dem, der har prøvet det før, får lov til bare at gå i gang. En anden tidligere landsholdsløber, Emma Klingenberg, giver de nye en lille introduktion og hjælper hver lille gruppe af forældre og børn godt i gang med den første bane.
Det lille skovområde, der har et veludviklet stinet og god sigtbarhed, bliver hurtigt fyldt med glade børn og voksne, der er på jagt efter poster. På kryds og tværs, men især på stierne, suser de små forbi, med forældrene luntende efter, og der bliver peget og diskuteret, hvilken retning den næste post mon ligger i. Efter en halv times tid er de fleste af familierne trukket op til klubhuset igen og har sat sig langs stofsnorene i de to cirkler. Nu bliver der delt riskiks og en lille frugtstang ud til alle for lige at få blodsukkeret lidt op igen efter alt den spænen rundt.
Inden familierne tager hjem, har de mulighed for at sætte sig sammen med de andre og spise en medbragt madpakke, og her fanger magasinet Orientering Ellen på 8 år og hendes far Simon. Sammen med lillesøsteren på 6 år har Ellen gået til orienteringsløb i et års tid, og hele familien er enige om, at det er en rigtig sjov sport. Udover at man lærer meget og får mange nye venner, synes Ellen også, at det er dejligt at man hele tiden er udenfor til orienteringsløb.
”Det er sjovt at finde posterne, men jeg synes det er det hele, der er sjovt. Det er også dejligt at være udenfor, i stedet for en sport, hvor man skal være inde i en hal, det er ikke helt så sjovt her om sommeren. Man kan opleve meget sjovt ude i skoven, og hvis det regner, tager man bare regntøj på, og så er det stadig fint at løbe,” fortæller Ellen.
En god måde at være sammen som familie
Far Simon er enig.
”Jeg synes, det er en god måde at være sammen med mine børn på. Fodbold og håndbold og badminton kan også noget, men det her kan noget andet. Det er ikke det der, hvor man står ude på sidelinjen eller sidder og venter i en hal. Vi forældre er meget mere med, og det kan jeg godt lide. Det er en rigtig god familiesport, hvor man kommer ud i naturen og får noget frisk luft på en børnevenlig måde,” forklarer Simon, der selv prøvede orienteringsløb i militæret og siden har løbet flere åbne løb.
”Det er jo også en sport, hvor børnene lærer nogle vigtige ting meget tidligt, lærer at navigere, og jeg synes ikke, det er for svært, når det bliver introduceret på den måde med farverne og banerne, der er tilpasset den aldersgruppe. Vi bor også mere eller mindre midt i en skov, så det er fedt at vide, at ens børn ikke er bange for skoven og godt kan finde hjem, hvis de går derud,” fortæller Simon videre.
Solen er gået ned bag trætoppene, og kun enkelte stråler trænger igennem til pladsen foran Silkeborgs klubhus, der så småt er ved at være tømt. I græsset ligger en halvt spist agurkestav og nogen har glemt en jakke i størrelse ”meget lille”. De mange børnefamilier er gået mod parkeringspladsen, hvor børnene er blevet sat i autostole og kan se frem til et bad, inden de bliver lagt i seng. Sidste år gik hele forårssæsonen, uden at det regnede til minitræning i Silkeborg OK én eneste gang, og man kan da kun håbe, at vejret er med de engagerede trænere igen i år.
Orientering Online 