Fra landsholdsløber til drømmejob

Af Camilla Bevensee

”Der er ikke nogen løbere, der kan komme og sige til mig, at jeg ikke ved, hvad jeg snakker om. Jeg ved præcis, hvor hårdt det er, for jeg har været der og gjort det hele selv. De skal nok klare det, det er der andre, der har gjort før dem.”

Sådan lyder det fra Tue Lassen, der som landstræner har en lang og flot eliteorienteringskarriere i ryggen, når han hjælper de bedste danske løbere til at udnytte deres fulde potentiale.

”Der er ofte to slags trænere: topatleten, der selv har en masse erfaring at tage udgangspunkt i, og den videnskabeligt funderede træner, der har uddannet sig til en masse viden, som så danner grundlag for at være træner. Den videnskabelige tilgang kan ofte blive mødt af en skepsis om, at den type trænere ikke ved, hvad de snakker om, og ikke kender sporten eller ved, hvor hårdt det er,” forklarer Tue Lassen.

Tue har begge dele med i bagagen; 7 VM- og EM-medaljer, håndfulde af internationale top-10 placeringer og en kandidatgrad i idræt med speciale i idrætsfysiologi. Det sidste er en vigtig del af Tues trænergerning, men interessen for fysiologien, og hvad der sker i kroppen, var også en stor drivkraft for ham i hans karriere som landsholdsløber og eliteatlet.

Da Tue fik sin første træner som 15-16-årig, begyndte han at få øjnene op for, hvordan kroppen fungerer, og hvordan man kan påvirke den med træning. Der blev plantet et frø, der lige så stille begyndte at spire. 

”Jeg kan ikke sige, om det kun lige var det, der inspirerede mig til, hvad jeg gerne ville uddanne mig som, men der fik jeg i hvert fald indblik i mange af de fysiologiske mekanismer. Jeg lærte, at træning ikke bare er træning, og at man kan justere det på alle mulige måder i forhold til, hvad man gerne vil opnå med det. Min træner satte mig i gang med intervaltræning og styrketræning og lærte mig om træning generelt,” fortæller Tue om mødet med sin første træner, professor i idrætsvidenskab og tidligere landstræner i orienteringsløb, Klavs Madsen.

Da Tue senere begyndte på en bachelor i idrætsvidenskab, på Norges idrætshøjskole, var det også en iver for at forstå sin egen krop og træning, der drev ham.

Motiveret af udvikling

Sport var den helt store interesse for Tue Lassen, da han voksede op. Alle hans eftermiddage brugte han i selskab med en bold af en slags, hvor han øvede sig på forskellige ting

”Når jeg kom hjem fra skole, skulle jeg ud at spille tennis op ad muren. Øve mig på forskellige slag eller ned på fodboldbanen sammen med en kammerat og øve at lægge den ind over. Det var bare sport, det drejede sig om fra morgen til aften og i alle frikvarterer,” fortæller Tue, der voksede op uden for Faaborg på Sydfyn, med to ældre brødre og sine forældre, der også alle er, eller har været engageret i orienteringsløb.

Tue har også altid løbet, og altid været god til det, uanset om det var løb efter en bold på en græsbane eller efter poster i skoven. Siden han blev trukket med til orienteringsløb som barn, har sporten fyldt meget, men skader, især i knæene, har drysset bump ud på den ellers lige vej mod VM-medaljerne.

Den første længere skadespause for Tue kom, inden han skulle på efterskole. Osgood-Schlatter, en irritationstilstand omkring knoglefremspringet lige under knæet, der rammer børn og unge i voksealderen, gjorde, at han ikke løb en meter i et år.

”Det er lidt sjovt at tænke tilbage på den måde, man behandlede det på dengang. Jeg fik at vide, at det ville tage et år, så kunne jeg løbe igen. Så fra den ene dag til den anden, stoppede jeg med at løbe, og så nærmest på dagen et år efter, begyndte jeg at løbe igen,” fortæller Tue, der ryster lidt på hovedet ved tanken om, at han så konsekvent fulgte hvad ”en eller anden praktiserende læge havde fundet ud af, ved at slå op i en bog.”

Undervejs i skadesforløbet, havde Tue en kort karriere som bordtennisspiller, for han skulle finde en sport, hvor man brugte benene så lidt som muligt. Da der var gået et år, og han skulle begynde at løbe igen, havde han en oplevelse, der overbeviste ham om. at han blev nødt til at komme tilbage.

”Jeg kan huske den første løbetur, jeg skulle løbe efter et års pause. Jeg kunne løbe 5 minutter, før jeg blev nødt til at stoppe og lægge mig ned, fordi mine ben eksede fuldstændigt. Der fandt jeg ud af, at jeg gerne ville det, og at jeg gerne ville tilbage og løbe igen. Jeg skulle tilbage og være aktiv, for den følelse af at skulle i gang igen, var virkelig ikke rar,” fortæller Tue, der med en målrettet indsats kom hurtigt tilbage på benene.

Tue kunne lige så stille løbe mere igen, og da han kom på efterskole ved Himmelbjerget, hvor der var orienteringsløb på skoleskemaet, blev det naturligt at begynde at tage træningen mere seriøst.

Op igennem gymnasiet blev træningen mere struktureret, og selvom han havde en god træner i kulissen, skulle han gøre det meste selv. Storebrødrene og deres træningskammerater var rykket videre, så de fleste træninger, løb Tue alene. Det lærte han rigtig meget af, og han fandt en motivation i udviklingsprocessen, der blev gennemgående i hele hans karriere.

”Jeg har altid gjort tingene rigtigt meget selv, for der var ikke nogen andre, der gjorde det for mig. Jeg trænede altid selv og skulle planlægge og gennemføre alle træninger alene. Jeg havde ikke nogen, så det var mig, der skulle tage initiativ, og det gjorde, at jeg lærte at motivere mig selv. Det tænker jeg er en rigtig vigtig evne at have, hvis man vil være rigtig god,” fortæller Tue, der prøver at støtte de atleter, han nu er træner for, i at have en lignende tilgang.

”Min karriere har lige så meget været motiveret af at se, hvor god jeg kunne blive, og af at se, hvor meget og hvor hårdt jeg kunne træne, som den har været motiveret af at præstere og vinde,” fortæller han og fortsætter:

”Jeg prøver at dyrke den samme indre motivation hos de løbere, jeg er træner for nu. De skal også selv finde ud af, hvorfor de gør det her, og hvorfor de synes, det er sjovt. De skal selv tage initiativ til de tiltag, der skal udvikle dem, og de skal selv lave deres planer,” fortæller Tue.

For den 36-årige fynbo, handler rollen som landstræner om at facilitere uddannelse og udvikling af løberne, og han har endnu ikke lavet en træningsplan for nogen af dem, han følger op på.

”De skal lære at gøre det selv, og så hjælper jeg dem på vejen. Det er en mere pædagogisk tilgang til at være træner, i forhold til at sige ’træn sådan her’, synes jeg. Det er der nogle, som godt kan lide, og andre, der ikke har den samme nørdede tilgang, som har sværere ved,” forklarer Tue. 

Det, han selv lærte mest af som løber, var at finde ud af, at man kan gøre tingene på mange måder. Der er ifølge Tue mange veje til at blive god, og det er ikke nødvendigvis den samme vej, der fungerer for alle. En vigtig indsigt i, at alt i kroppen er forbundet, har også været med til at forme den tilgang, Tue har til træning i dag.

”Med den meste træning vil man gerne prøve at målrette den mod noget specifikt og bruge træningen til at forbedre et eller andet. Men alt hænger sammen i kroppen, og derfor, når du påvirker noget ét sted, påvirker du også noget næsten alle andre steder. Du kan ikke isolere indsatsen fuldstændigt. Derfor er det i virkeligheden ikke så vigtigt, om du træner på den ene eller den anden måde, det handler mere om en forståelse for, hvad forskellig træning gør og gør mest af,” forklarer Tue, der heller ikke selv har trænet efter en gylden opskrift, men har prøvet mange forskellige træningsformer og -pas af.

Da han boede og læste i Norge, som ung seniorløber, havde han for eksempel lange perioder, hvor sne og skader gjorde, at han ikke kunne træne særligt meget løb. Der blev crosstrainer og langrend i stedet for den måde, han kunne rykke sig fysisk. Uanset om det var løb eller alternativ træning, var Tue optaget af den påvirkning, træning havde på kroppen, og af, at man kunne måle indsatsen og se effekten bagefter.

”Jeg var meget fascineret af, hvordan jeg kunne påvirke kroppen, og selvom der ikke er én opskrift på, hvordan man bliver god, er der en masse indikationer på, at man kan gøre meget for at påvirke kroppen på den rigtige måde. Jeg brugte meget tid på at måle på effekten af træningen for at få et indblik i, hvad der så var sket, hvad der var blevet forbedret,” forklarer Tue, der i sit arbejde som landstræner også forsøger at hjælpe løberne til at finde interessen for, hvad der foregår inde i kroppen, igennem data, tests og analyser.

Den opmærksomhed, han selv giver den enkelte løber, er han også bevidst om, hvordan han fordeler. Ofte kan man ifølge Tue, som træner nemt komme til at fokusere mest på dem, det går godt for. I virkeligheden er det dog sjældent dem, der har brug for den ekstra opmærksomhed, men snarere dem, der er skadede eller har andre udfordringer, der har brug for den ekstra hjælp.

”Jeg bruger meget min erfaring fra, hvordan jeg selv har haft det i skades- eller modgangsperioder, så jeg kan sætte mig i løbernes sted og hjælpe dem videre med genoptræningen og med at finde motivationen. At have en grundlæggende viden om anatomi og skadeshåndtering fra min uddannelse er helt essentielt her,” forklarer Tue, der ”heldigvis” også har haft mange af de skader, som løberne får, så han kan forstå smerten og ømheden, og dele ud af, hvordan han selv overkom skaden.

Da den mentale brik faldt på plads

Selvom Tue trænede meget og fik en masse viden om de fysiologiske mekanismer i træningen, havde han i lange perioder i starten af sin seniorkarriere svært ved at præstere, når det virkelig gjaldt. 2009 var især et hårdt år, hvor tingene heller ikke rigtigt fungerede i træningen, og studiet på Norges Idrætshøjskole trak tænder ud.

”Det var rigtig hårdt at kombinere et studie med meget fysisk aktivitet og praktisk undervisning med at træne selv. Der var ingen energi, så jeg udviklede mig ikke særlig meget og kæmpede med at få det til at fungere mentalt, når det så endelig gjaldt,” fortæller Tue om tiden i Oslo.

Han begyndte at snakke med Kenneth Buch, som boede i Oslo, ikke langt fra hvor Tue boede. Dengang var han træner i Halden SK, og senere har han været landstræner på det danske landshold frem mod VM i Norge i 2019. Kenneth ville gerne hjælpe Tue med det mentale og introducerede den unge løber for den mentale dimension af at præstere, og hvor meget det betyder, ikke kun i præstation, men også i træning og i livet generelt.

”Det var virkelig en øjenåbner. Han lærte mig en mere accepterende tilgang til tingene, som stammer fra mindfulness. I starten var træningen ikke relateret til fysisk træning, men i stedet handlede det om at styrke sin generelle koncentration og evne til at holde fokus på ting,” forklarer Tue, der vaskede op, kørte bil og trak vejret med ekstra opmærksomhed.

Han lærte at acceptere, at tanker har lidt deres eget liv nogle gange, og at det kan være svært at styre.

”Tanker kommer, og man bestemmer ikke selv hvornår og hvilke tanker, der dukker op. Det er man nødt til at blive god til at acceptere. At være opmærksom på, hvornår tankerne kommer, og så lære at få fokus tilbage på de ting, man gerne vil, det er helt essentielt for at kunne præstere,” forklarer Tue, der med vedholdenhed, langsomt fik styr på det mentale og begyndte at præstere til de store konkurrencer.

”Fra 2010 og frem har det mentale bare fungeret, og derfra har jeg præsteret næsten hvert år,” konstaterer Tue.

Man gør det så godt man kan

Evnen til at acceptere de svære tanker og det pres, man nogle gange kan være under, har Tue også haft brug for i sine første to år som landstræner. Som en del af et helt nyt træner- og lederteam på landsholdet, og kort efter en Corona-pandemi oven i, var der ikke meget tid til at nusse med en trænerfilosofi eller gøre sig de store tanker om tilgangen til arbejdet.

”De første par år her, har handlet mere om brandslukning end om at bevare et langsigtet strategisk overblik. Alt er hele tiden blevet rykket på grund af forskellige ting, og det har været svært at komme op til overfladen og få det overskud, der skal til for at få kvalitet i tingene,” forklarer Tue.

”Det er først her det sidste halve år, at jeg for alvor har fået tid til at tænke over, hvordan jeg er er træner. Indtil da, når jeg snakkede med nogle løbere, så tog jeg det bare som det kom, ud fra min bedste overbevisning,” fortsætter han.

Nu hvor Corona-pandemien er kommet lidt mere på afstand, har Tue haft lidt mere tid til at reflektere over sin tilgang til trænergerningen. Han tager selvstændigheden og den indre motivation, hvor fokus er på udvikling, med sig fra sin egen karriere. Han bruger også sig selv som eksempel i mange situationer, men han er bevidst om, at det ikke er alt, man kan lære ved at se bagud.

”Det er vigtigt, at vi har en innovativ tilgang til at udvikle den måde, vi gør tingene på. Jeg ved ikke noget værre end dem, der hænger fast i fortiden. Det er fint at lade sig inspirere og bruge historien, jeg bruger også min egen historie og erfaring, men man kan ikke bare kopiere fortiden ind i en nutidig kontekst og tro, at det har den samme effekt,” konstaterer Tue og fortsætter:

”I den måde jeg prøver at være træner på, har jeg ladet mig inspirere meget af, hvordan jeg har set andre trænere og ledere agere, både i orienteringsløb og i andre sportsgrene. Det er tydeligt, at dygtige trænere har forskellige spidskompetencer, det kan være fagligt, relationelt, organisatorisk, strategisk, ledelsesmæssigt, men også områder, hvor jeg synes de kunne blive bedre. Jeg prøver at tage alt ’det bedste’ fra de trænere og ledere, jeg har stiftet bekendtskab med, og bruge i den måde, jeg er træner på, men også arbejde med de ting, jeg ikke synes, jeg er god nok til eller ikke gør nok af.” 

Inddrager løberne i planlægningen

Den innovative tilgang og iveren efter at blive bedre kommer til udtryk i flere aspekter af den måde, Tue er træner på. Udover at han lægger meget af ansvaret for udviklingen over på løberen selv, har de i trænerteamet også prioriteret at have en åben tilgang til planlægningen af landholdsaktiviteter, hvor løberne har mulighed for at komme med indspil til, hvordan det oplæg trænerne præsenterer, kan blive endnu bedre.

”Vi har prioriteret at høre fra løberne selv, hvad de synes er fedt og motiverende at træne, og hvad de tror ville give dem de optimale muligheder for at udvikle sig,” fortæller Tue og fortsætter:

”Vi skal selvfølgelig sikre, at vi går i den rigtige retning imod de mål, vi har, som er definerede i forhold til vores samarbejde med Team Danmark. Det handler om at tage medaljer, i bund og grund, så det må ikke stikke i retninger, som ikke går den vej, men alt inden for den ramme prøver vi at holde meget åbent.”

Håbet er, at der med den åbne tilgang bliver skabt en motivation for løberne for at tage mere del i deres egen træning og udvikling, både individuelt og på gruppeniveau.

”Hvis jeg ikke var der, ville de kunne gøre det selv, fordi de selv har prøvet det, selv har rykket rundt og justeret og fundet ud af, hvad det har af betydning,” forklarer Tue og fortsætter:

”De lærer hele tiden og bliver klogere på sig selv. Mange af de unge især tager meget ved lære. Jeg har ikke en forventning om t de skal kunne alt muligt, jeg har en forventning om, at de lærer af det, de gør, så de ikke gentager deres fejl og bliver bedre til for eksempel at lave en bedre træningsplan næste gang,” ligesom han selv lærte af sine fejl, da han var landsholdsløber.

Drømmejobbet

Det motiverende i, at man som løber bliver lyttet til, og at trænerne anerkender, at man har noget at byde ind med, er også en erfaring, Tue tager med fra sin egen tid på landsholdet. Som en stabil figur igennem næsten 15 år har han bidraget meget til udviklingen af kulturen på holdet.

”Jeg har været meget aktiv på landsholdet, både i forhold til at være en rollemodel for de andre løbere, men også i forhold til at spille trænerne gode. Jeg er kommet med mange indspil til dem omkring, hvad der fungerede, og hvad jeg syntes, vi skulle gøre anderledes. Jeg har nok altid bidraget meget, men der er blevet lyttet mere og mere. Men jeg har også følt, at jeg har haft meget at bidrage med,” fortæller Tue, der hele tiden har tænkt, at han gerne ville bruge det at kunne dele ud af sin viden til noget på et senere tidspunkt.

Det tidspunkt er nu, hvor Tue som landstræner for den største landsholdsgruppe hidtil, har rig mulighed for at trække på sine egne erfaringer som løber. Efter mange år, hvor orienteringsløb var hele hans verden, var han glad for, at han kunne blive ved med at være en del af sporten, da han stoppede som aktiv i 2019.

”Orienteringsløb har været en kæmpestor del af mit liv i mange år, så det ville også være meget svært for mig at stoppe helt med det. Jeg tror, jeg ville savne det. Som træner kan jeg stadig være i sporten og miljøet, som jeg har været glad for i mange år,” fortæller Tue om, hvorfor han har valgt at gå trænervejen.

”Jeg kan ikke se noget for mig, som jeg hellere vil lave. Det er jo drømmejobbet, i hvert fald indtil videre,” fortsætter han.

For Tue har den største motivation for at vælge vejen som træner dog været, at han kan få lov til at arbejde med mennesker, og ikke bare hvilke som helst mennesker, men med de mest motiverede af slagsen.

”Det, der er fedt ved at arbejde med elitesportsudøvere, er, at de er så motiverede for det, de laver. Jeg har stor respekt for dem, der klarer at motivere andre, der i udgangspunktet ikke er motiverede, men det her med at få lov til at arbejde med nogle, der har valgt det, de laver, til og brænder for det, det er bare fedt,” forklarer Tue, der ligesom i sin aktive karriere, stadig er drevet af at udvikle sig og blive bedre til det, han laver.

”Der er mange ting, jeg gerne vil blive bedre til. Det kan være rimelig kompliceret at være træner, og det er ofte svært at holde overblikket. Det har jeg oplevet i forhold til både opfølgning af løbere og afvikling af samlinger. Når det brænder lidt på, eller der pludselig er meget travlt, vil jeg gerne blive bedre til at bevare overblikket og roen,” fortæller Tue, der erkender, at fordi det ofte handler om, hvor langt man har formået at tænke ud i fremtiden og forberede sig på forskellige situationer, er det ikke helt lige til.

”Når vi allerede nu kigger på, hvordan vi kan forberede os mod VM i 2023, handler det jo også om at bevare overblikket i forhold til, hvad vi vil på længere sigt, og tænke alle de ting, der skal ske på vejen mod et fremtidigt mål ind i en helstøbt strategi,” forklarer Tue, der har en kalender, der hen over sommeren er propfyldt med konkurrencer og mesterskaber, som han heldigvis glæder sig til at være en del af.

”Noget af det, jeg kunne mærke var rigtigt fedt sidste år, var den glæde og nogle gange lettelse, jeg følte, når en af dem, jeg har arbejdet med, lykkedes. Følelsen af at de klarede det, og måske også bedre end forventet, og den der fornemmelse af, at alt arbejdet og alt det, vi har været igennem, har været noget værd for nogen. At det giver mening for løberne at stå på den anden side af det – det er fedt at opleve. Og det tænker jeg ikke kun gælder i år, men det bliver nok højdepunktet hvert år,” slutter landstræneren af.