Frivillighed Inspiration Uddannelse

Tag en træneruddannelse i DOF, og bliv inspireret af andre trænere

Der er flere gode grunde til at tage en af Dansk Orienteringsforbunds trænerkurser. Det fortæller fire af deltagerne, der afsluttede enten børnetræner-, ungdomstræner- eller cheftræneruddannelsen i starten af april.

Af Camilla Bevensee

”Jeg kan bruge den viden, jeg har fået på trænerkurset både som hjælpetræner i klubben, men også til selv at blive en bedre orienteringsløber.”

Sådan lyder det fra 16-årige Sebastian Røysland Maltby fra Søllerød OK, der har været afsted på ungdomstræneruddannelsen i Dansk Orienteringsforbund. Han går hver uge til ungdomstræning i klubben, og da hans træner spurgte ham, om det ikke var noget for ham at komme på træneruddannelse, syntes han, at det var en god idé.

Sebastian kom afsted med to andre unge løbere fra klubben og her bagefter, er han ikke i tvivl om, at det var den rette beslutning at melde sig til.

Uddannelse i egen udvikling

”Jeg synes, at det har været en god mulighed for at lære noget om, hvorfor vi træner, det vi gør, og hvorfor ungdomstræningen er tilrettelagt, som den er. Undervejs er der blevet sat nogle tanker i gang, og jeg har lært rigtigt meget om, hvordan man træner o-teknik og tillærer sig nye tekniske, fysiske og mentale færdigheder gennem forskellige øvelser, som jeg også kan bruge i min egen træning,” forklarer Sebastian.

Træneruddannelserne tager udgangspunkt i Træning af Børn og Unge-konceptet, også kaldet TBU, der er bygget op efter en tankegang, om at der er en mere hensigtsmæssig rækkefølge at lære forskellige færdigheder i, og hvor forskellige øvelser og evaluering af disse skal sikre, at det er den pågældende færdighed, der trænes.

Konceptet er tilpasset børn og unges udviklingsniveauer i forhold til både det mentale og det fysiske. På træneruddannelserne er det udover U18-træner Astrid Ank Jørgensen og landstræner Jeppe Ruud, forfatterne til TBU-bogen og tankerne bag, landstræner Tue Lassen og sportschef Anders Bachhausen, der underviser.

Ifølge Sebastian Røysland Maltby var det meget givende for ham at arbejde så systematisk med o-teknisk træning, som TBU-bogen lægger op til, men han synes også, at det var spændende at dykke ned i de mere sportspsykologiske dele af det at træne og løbe orienteringsløb.

”Det var virkelig lærerigt at tænke træningen som en helhed, med det fysiske, tekniske og mentale som lige vigtige dele. Og så lærte jeg noget, jeg ikke vidste om motivation – at der findes forskellig slags motivation, og at man kan være motiveret at forskellige grunde til at træne, men fx også til at ville være træner,” forklarer Sebastian.

På jagt efter ny inspiration

For flere af de andre trænere, der netop har færdiggjort en af uddannelserne, har motivationen for at komme afsted, ikke været selv at blive bedre, men muligheden for at få ny inspiration med hjem.

”Jeg meldte mig til for at få noget ny inspiration og nogle nye idéer, og så ville jeg gerne lære mere om TBU-bogen, som jeg synes, er rigtig godt bygget op,” fortæller 37-årige Karina Boen Skouenborg, der er minitræner i OK Snab Vejle og har taget børnetræneruddannelsen hen over vinteren. Hun startede o-træningen for de mindste i Vejle for næsten 5 år siden, da hendes egne børn var små og har stået for den hver onsdag lige siden.

”Jeg har gjort det, jeg syntes var det rigtige, men har fokuseret på, at det skulle være bygget op om leg, og være sjovt, og det skal det stadig gerne være, men samtidig med at man kommer rundt om de forskellige dele af deres udvikling som helt små. Og der er strukturen i TBU-bogen rigtig god i forhold til at bygge videre og ovenpå,” forklarer Karina om det udbytte, hun har fået af at være afsted på børnetræneruddannelsen.

Karina har fået konkrete idéer med hjem, men hun håber, at flere vil overveje at tage en træneruddannelse fremover, så der bliver mulighed for at sparre og dele erfaringer med endnu flere trænere.

”Jeg synes, det er en god idé, at så mange som muligt tager en træneruddannelse, så man har noget viden at trække på ude i klubberne, og så der er en anledning til at mødes og snakke om det, også selvom det er online,” forklarer Karina, for hvem kombinationen af onlineundervisning og en weekend med fysisk fremmøde var medvirkende til, at det kunne lade sig gøre at deltage.

Træneruddannelserne foregår online tre gange i november, hvorefter deltagerne har nogle måneder til at løse en hjemmeopgave, inden de alle sammen mødes til en fysisk undervisningsweekend i slutningen af januar.

”Dét, at der var så meget, som foregik online, gjorde, at det godt kunne lade sig gøre for mig, ellers havde jeg nok ikke deltaget. Samtidig var det også rigtig godt med den weekend, hvor vi kunne mødes og komme ud i skoven og få prøvet nogle af de ting af, vi havde lært,” fortæller Karina.

Familiefar Kasper Tofte, der er minitræner i Odense OK, er enig i, at det er en fordel med onlineundervisning, når man skal have familielogistikken til at gå op. Kasper tog ligesom Karina på børnetræneruddannelsen for at få sat noget struktur på den træning, der allerede bliver lavet i klubben.

”Det var rigtigt godt at få sat det, vi allerede gør, ind i en ramme – den her TBU-ramme, som jeg synes, er virkelig brugbar og nem at forstå. Vi gør det jo på vores måde i Odense OK, men at se, at det også kan gøres på andre måder, har været rigtig spændende, og jeg er i gang med at tale med de andre trænere om, om vi ikke skal forsøge at få mere struktur på træningen ud fra TBU-konceptet,” fortæller Kasper Tofte, der også nød at tale med de andre trænere.

Satte tanker i gang om rollen som træner

En anden af dem, der også var afsted for at få ny inspiration, var Irene Mikkelsen fra Horsens OK. Hun fungerer som cheftræner i klubben og efter at have taget alle de andre uddannelser, meldte hun sig på cheftræneruddannelsen, der efter at have været aflyst på grund af for få tilmeldte, endelig blev til noget.

”Det vigtigste for mig har været at komme afsted og høre, hvordan man gør i andre klubber. Det giver også virkelig meget at få nogle nye øjne på det, man selv gør, og få input til, hvad der skal være det næste skridt,” fortæller Irene Mikkelsen, om hvorfor hun valgte at tage en træneruddannelse.

Irene er stor fan af Træning af Børn og Unge-konceptet, og hun har læst bogen fra ende til anden. Hun bruger den både, når hun laver den årlige træningsplan for klubtræningerne, og når hun planlægger den enkelte træning i detaljer. Alligevel synes Irene, at der var meget at hente ved at være på cheftræneruddannelsen.

”TBU-bogen er virkelig et mesterværk, en guldgrube af materiale, viden og overvejelser, og kurset er en enestående mulighed for at diskutere indholdet direkte med forfatterne selv, og få deres feedback på, hvordan jeg har valgt at implementere det i min klub,” fortæller Irene, der tager en masse input til, hvad næste skridt i udviklingen af træningen i Horsens OK kan være, med hjem fra uddannelsen. Den gav også anledning til refleksion over hendes rolle som ansvarlig for at koordinere klubbens træning.

”Det man også indser, når man læser bogen og får undervisning i cheftrænerrollen, er, at der er mere i det end bare at bestemme, hvilken skov man skal træne i. At være cheftræner handler også om at formidle kulturen i klubben og om at få de værdier, der er i klubben, til at gennemsyre hele træningssetuppet,” forklarer Irene, der ikke er meget for at se sig selv som chefen.

”Jeg er vel egentlig cheftræner, og det er jo en rolle, indså jeg på uddannelsen, der er større end at være træningskoordinator. Man er ofte også en slags mentor for de andre trænere og skal sørge for, at de har det godt og har den information og de materialer, de skal bruge for at lave en rigtig god træning. På den måde handler det mere om at lede end om at bestemme, og så kan jeg godt forliges med at blive kaldt ’chef’,” griner Irene, der også har ambitioner om at tage den sidste del af træneruddannelserne, nemlig personlig træner-uddannelsen. Hun vil ikke tage den, fordi hun skal ud at være personlig træner for nogen, men som en del af sin cheftrænerrolle.

”Jeg tænker på det, som at jeg fra klubside gerne vil være med til at hjælpe de unge løbere i de situationer, hvor de står med mange forskellige trænere og ressourcepersoner, der siger alle mulige forskellige ting til dem. Jeg vil gerne forstå, hvordan den personlige trænerrolle er, og hvad jeg kan forvente som klub og cheftræner, at de varetager,” forklarer Irene, der håber, at en øget forståelse kan være med til at skabe det samarbejde mellem klub og personlig træner, som, hun synes, mangler.

”Jeg kunne godt tænke mig, at vi havde et tættere samarbejde, personlig træner og klub imellem, så det store ansvar for formidlingen af træningen og prioriteringen imellem de forskellige tilbud, ikke kun ligger hos løberen. Jeg ser den personlige træner-uddannelse, som en brik i cheftrænerrollen, der skal bidrage til at skabe et rum, hvor vi kan snakke om, hvordan vi får det til at fungere bedst for løberen,” uddyber Irene, og anbefaler uddannelsen, som hun er glad for at have fået støtte til at deltage i fra Horsens Kommune.

”Jeg vil anbefale alle at tage med på træneruddannelserne. Det er et fantastisk forum for læring og erfaringsudveksling med førsteklasses undervisere.”

Det er muligt for alle medlemmer af klubber under Dansk Orienterings-Forbund at tilmelde sig træneruddannelserne via O-service, når tilmeldingen åbner senere på året. Indbydelser og information om uddannelserne bliver tilgængelige på O-service og Uddannelsesplatformen i god tid inden opstart.

Træneruddannelser 2022/2023*

Modul 1 – ONLINE, mandag d. 7. november 2022

Modul 2 – ONLINE, mandag d. 14. november 2022

Modul 3 – ONLINE, mandag d. 21. november 2022

Modul 4 – FYSISK, lørdag og søndag d. 27.-29. januar 2023, et sted i Jylland eller på Fyn

Modul 5 – ONLINE, en mandag sidst i april, nærmere dato er under overvejelse

*Der tages forbehold for ændringer.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s