Elite Landshold

Landstræner: Danske WRE-løb har stor værdi

En gang imellem dukker en lille forkortelse på tre bogstaver op i forbindelse med en orienteringskonkurrence, W-R-E. Det står for World Ranking Event og betyder, at der bliver løbet om point til verdensranglisten i eliteklasserne H/D-21. Men hvorfor skal klubberne, der i forvejen har nok at se til med at arrangere et DM eller et andet større konkurrenceløb kaste sig ud i, at deres stævne opnår WRE-status? Det har vi snakket med landstræner Jeppe Ruud om, og han synes, det er simpelt: ”Målet må være stævner af høj kvalitet.”

Af Camilla Bevensee

”Det betyder virkelig meget for løberne at kunne løbe om verdensranglistepoint på hjemmebane,” fremhæver landstræner Jeppe Ruud, som den første grund til, at de danske klubber skal melde sig på banen som arrangører af WRE-løb.

Den vigtigste grund er dog ifølge landstræneren, at det er med til at sikre høj kvalitet på et løb, uden at det kræver meget ekstra af arrangørerne.

”Jeg synes ikke, der er nogen grund til ikke at gøre det og prøve at følge den tjekliste, der er, både for ansøgningen og selve arrangementet, for den hjælper også til, at man er sikker på at få lavet et godt stævne med høj kvalitet, og det tænker jeg jo egentlig, at alle arrangører er interesserede i,” forklarer Jeppe Ruud, der også mener, at flere danske løb burde være WRE-løb.

”Jo flere danske løb, der bliver lavet som WRE-løb, jo nemmere er det for de danske løbere at komme til at deltage i mange WRE-løb og få point til verdensranglisten,” uddyber han.

Men hvad er et WRE-løb egentlig, og hvor besværligt er det at lave?

”Et WRE-løb er et event, hvor man følger nogle standarder, der skal sikre, at den er fair, og at der er høj kvalitet på konkurrencen. Der er fx krav om kvalitetssikring af kortet i forhold til korttegningen og til print, ekstra backup på tidtagningen med video og sådan nogle ting, der sikrer, at der bliver en god kvalitet på det sportslige,” fortæller Jeppe Ruud, der sammen med sin landstrænerkollega Tue Lassen stod bag det sidste WRE-løb, der blev afholdt i 2021, da de arrangerede ’Christmas Sprint’ d. 30. december i Silkeborg centrum.

Ingen sag for de danske arrangører

Jeppe Ruud mener ikke, at de ekstra detaljer, der skal på plads, før et løb kan blive godkendt som WRE-løb, er noget de dygtige arrangører, der er i de fleste af landets klubber, ikke kan håndtere.

”Det kræver lidt ekstra, men det er helt klart overkommeligt for de klubber, vi har i Danmark. Mange er vant til at arrangere løb med høj kvalitet og international deltagelse, og manualen for, hvad der gælder, når man skal lave et WRE-løb, er nem at forstå, så der er på den måde en ret udførlig tjekliste, som klubberne kan gå efter,” forklarer den rutinerede træner, der tror, at det er noget andet, der står i vejen for at flere danske løb får påhæftet WRE-forkortelsen.

”Jeg tror, at en barriere for at arrangere løb med WRE-status kan være, at man ikke tror, at det er så vigtigt. En del af det er måske, at arrangørerne ude i klubberne ikke ved, hvilken værdi det har for løberne, at der er verdensranglisteløb, som er nemme at komme til, inden for landets grænser,” forklarer Jeppe Ruud.

”Det giver en enorm stor værdi for løberne, fordi det er point, der bliver set på i mange sammenhænge. Det kan jo være et mål for den enkelte løber at placere sig godt på den her liste, men én af de ting, man konkret bruger pointene til, er til at bestemme startrækkefølgen til de store konkurrencer. Har man mange point, får man en god startplads, og det kan jo i sidste ende føre til bedre resultater for løberne på vores landshold,” fortsætter han.

”En anden ting, man skal tænke på, er, at det tiltrækker løbere fra andre lande, at et løb er et World Ranking Event. Er man ude i god tid, kommer det ind på IOF’s kalender, og der er mange dygtige løbere, der gerne vil rejse efter WRE-løb, fordi pointene også bruges til at rangere løberne på mange måder internt i de nationale forbund, og i nogle lande bruges de endda som et udtagelseskriterie,” forklarer Jeppe Ruud.

Miri Thrane Ødum var en af de løbere, der manglede et tællende sprintløb inden WRE-sprinten i Silkeborg i december, så hun kom og gav den gas for holdet og skrabede de nødvendige point sammen.
Foto: Iben Valery

Den ultimative holdindsats

Det er ikke kun på den individuelle rangliste, at løbernes World Ranking-point har betydning. De har også en betydning i en samlet nationskonkurrence, hvor de ti bedste løbere på både sprint- og skovdistancerne, tæller til en samlet placering på listen over nationer, opdelt i en dame- og herreliste.

”Sidste år lå både vores damer og herrer nummer 10 i ’Federation League’, som det hedder. I løbet af sæsonen fik flere af vores løbere mange point og rykkede op på verdensranglisten, og vi blev opmærksomme på, at det var muligt for damerne at rykke ind i top-6 i nationskonkurrencen,” fortæller Jeppe Ruud.

En top-6 placering i ’Federation League’, ville ikke være ligegyldig, for det betyder nemlig, at de danske damer får hele otte pladser på hver distance til World Cup, hvor fx EM i Estland, i år er en af afdelingerne. Derfor var det også en selvfølge for de danske trænere, at de skulle prøve at gå efter det.

”I løbet af efteråret, fandt vi ud af, at to af vores dameløbere manglede et tællende løb på sprint. Alle konkurrencer var løbet, men hvis vi stod for at arrangere en sprint med WRE-status, kunne vores damer, lige akkurat rykke ind som nummer 6 i nationskonkurrencen ved årsskiftet,” fortæller Jeppe Ruud, og idéen til sprintløbet i Silkeborg opstod.

Der blev kaldt ”alle mand på dæk”, og de to landstrænere fik godkendt deres løb og fik stablet en WRE-konkurrence på benene. På trods af mange afbud i sidste øjeblik blev løbet gennemført, og de løbere, der manglede et tællende løb, fik skrabet de sidste point til sig.

Og ganske rigtigt faldt afgørelsen i slutningen af januar, og den flotte præstation var officiel: de danske damer har otte pladser i World Cuppen. Resultatet cementerer en indsats, hvor det danske hold løb sig højere op på listen af nationer, og det er takket være en bred holdindsats.

”Det er virkelig en holdkonkurrence, hvor det ikke nytter at have tre medaljetagere til VM, og så ikke have andre løbere, der tager point. Det gælder om at have en bred gruppe løbere, der kan præstere på et højt niveau, kontinuerligt over mange løb,” fortæller Jeppe Ruud, der også som træner synes, det er en fed konkurrence.

”Den her nationskonkurrence er også virkelig motiverende som træner, for det giver indblik i, at vi har en stor gruppe løbere, der præsterer flot igen og igen og høster point til holdet, både hos herrerne og damerne. Næste mål er jo at rykke længere op på listen, og at herrerne også kommer med i top-6, hvilket slet ikke er umuligt,” fortæller Jeppe Ruud.

Som det ser ud nu, går herrerne ind i det nye år, som den 8. bedste nation og har dermed seks pladser på hver distance til World Cuppen.

World Ranking-point

Til en række løb hen over sæsonen, er det muligt for løbere i H/D-21 klassen at hente ’World Ranking’-point til en verdensrangliste på udvalgte konkurrencer, man kalder ’World Ranking Events’ (WRE). For hver løber er det de fem bedste sprintløb og fem bedste mellem- eller langdistanceløb inden for en periode på 2 år før den pågældende dato, der tæller til ranglisten for henholdsvis sprint- og skovdistancer.

Der er også verdensranglister for MTB-O, Ski-O og Trail-O.

Læs mere og se den aktuelle verdensrangliste her: https://ranking.orienteering.org/?ohow=F

Vi gør det allerede ret godt

Selvom ønsket fra landstræneren lyder på, at vi skal have flere World Ranking-løb i Danmark, kan vi bryste os af at være det land, hvor der blev afholdt flest WRE-løb i 2021. Hele 13 konkurrencedage havde status som et WRE-løb, herunder 3x Danish Spring-løb, DM i mellemdistance og sprint, to dage arrangeret af WOC 2022-arrangørerne i forbindelse med en træningslejr i efteråret, og hele fem løb arrangeret af FIF Hillerød i forsommeren. Det sidste løb var årsafslutningen i Silkeborg, som landstrænerne stod for.

Om den høje frekvens skyldes, at vi har haft kortere og mindre restriktive nedlukninger af aktiviteter som løb og konkurrencer end de andre nationer, er ikke til at vide, men hvis de løb, der var i kalenderen i andre lande, men som blev aflyst af den ene eller anden grund, tælles med, ville Danmark stadig være den største arrangørnation af de internationale ranglisteløb sidste år.

I 2021 blev der på verdensplan gennemført 96 WRE-løb i fodorientering. Fra Hong Kong til Brasilien og fra Japan til Colombia, og i hele Europa, kastede arrangører sig ud i at leve op til kvalitetskravene i håbet om at tiltrække internationale løbere, og at deres egne nationale stjerner kunne skrabe nogle point til sig til verdensranglisten.

Efter Danmark var Spanien og Italien, med 8 gennemførte WRE-løb, i toppen af listen over lande med flest afholdte verdensranglisteløb sidste år, efterfulgt af lande som Schweiz og Norge, med henholdsvis 7 og 6 løb.

Federation League

I Federation League dyster alle nationer mod hinanden i en konkurrence baseret på verdensranglisten og de enkelte løberes World Ranking-point lagt sammen for hver nation.

Det samlede pointtal for hver nation regnes ud, ved at pointene for de 10 bedste atleter fra hver nation på henholdsvis sprint og mellem-/langdistance lægges sammen, således at pointene på mellem-/langdistance tæller dobbelt.

Top-6 af nationer får 8 pladser på hver distance til World Cup-afdelingerne det følgende år. Nationer placeret fra nummer 7 til 14 får 6 pladser på hver distance, og resterende nationer får fire pladser på hver distance. Nationens placering regnes ud separat for mænd og kvinder.

Som det ser ud nu, er de danske damer nummer 6 i ’Federation League’, mens herrerne er rykket op på en 8. plads, og damerne står altså til at få 8 pladser på hver distance, og herrerne 6 pladser på hver distance til World Cup løbene i 2022.

Læs mere og se den aktuelle stilling i ’Federation League’ her: https://ranking.orienteering.org/flt/?

Skal din klub være WRE-arrangør?

Læs mere og find guidelines og skabeloner til arrangører af et World Ranking Event på IOF’s hjemmeside. https://orienteering.sport/orienteering/internal/event-organising/organising-wre/

Nations League stilling 2021 og Nations League stilling 2022:

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s