Bredde Historie

Er tiden løbet fra os? – bud på et nyt logo

I mange år har det rød-hvide logo med en løber og kompasnål været Dansk Orienteringsforbunds identitet. Tidligere var det – som de færreste af os måske ved – et træ med en post omkranset af en kompasrose. Er tiden inde til, at det er noget helt tredje?

Af Iben Valery

Findveji.dk, orienteringsløb.dk og do-f.dk.

Tre forskellige platforme, der har det til fælles, at de hører under Dansk Orienteringsforbund. Det er bare ikke lige til at regne ud, fordi de alle har forskellige logoer – noget der måske bliver lavet om på snart.

Snakken om at revurdere DOF’s identitet er et emne, der jævnligt bliver vendt i Hovedbestyrelsen. Senest i efteråret 2021, hvor det ikke kun blev ved snakken, men idéen blev taget et skridt længere. Her blev et bud på et nyt logo nemlig præsenteret.

Gennem tiden er der dukket nye platforme op, der alle er en indgang til orienteringsløb. De har dog alle forskellige logoer.

Et forældet logo

Det er grafisk designer Tenna Nørgaard Landsperg, der står bag forslaget til et nyt design. Hun er selv orienteringsløber og har været det i mange år, men for en kort stund har hun skiftet brillerne som orienteringsløber ud med brillerne som grafiker.

”Set med professionelle øjne, er vores nuværende logo lidt gnidret og kan være svært at forstå, hvis ikke man er orienteringsløber,” siger Tenna Nørgaard Landsperg.

Som orienteringsløber er man vant til, at logoet dukker op jævnligt, og vi forbinder med det samme det lille rød-hvide symbol med at løbe og finde vej i skoven. Hvis man ikke er en del af sporten, er koblingen ikke nødvendigvis lige så naturlig, og forvirringen, der kan opstå, er bare én af grundene til, at det kan være en god idé at overveje nye muligheder.

Et logo skal nemlig afspejle en virksomheds identitet, og det gør det nuværende logo ikke nødvendigvis, mener formand for Hovedbestyrelsen Poul Kristian Mouritsen. Han fremhæver flere faktorer, der er afgørende for, at det giver god mening at kigge på forbundets grafiske udtryk.

”Logoet rummer jo ikke alle dele af o-sporten, da det indeholder en person, der løber orienteringsløb, og så er der den del med, at vores platforme har mange forskellige grafiske udtryk,” siger formanden for Hovedbestyrelsen.

En ændring af logoet kan derfor både være mere inkluderende og være med til at skabe en rød tråd i forbundet.

Tenna Nørgaard Landsperg, som har designet det nye forslag, har blandt andet også designet logoerne til Findveji og orienteringsløb.dk. Sidstnævnte er lavet med udgangspunkt i et grundlogo, som forslaget til DOF-logoet også er lavet ud fra. Tanken er, at man kan tilføje små elementer til grundlogoet alt efter, hvilken platform det tilhører.

”Vores logoer hænger ikke sammen, hvis man gerne vil markedsføre sig og skabe en grafisk identitet. En ændring af logoet er et lille skridt i at få startet en sammenhæng,” siger Poul Kristian Mouritsen.

Tennas bud på et nyt logo til forbundet. Det indeholder et træ og en post og teksten DOF, der kan skiftes ud.

Gammelt, men godt

Som inspiration til det nye logo, har Tenna været i gemmerne for at finde det helt gamle DOF-logo. Et logo der for mange er ukendt.

Det gamle DOF-logo forestiller et træ med en post og kompasrose, der omkranser det hele. I sin præsentation af sit forslag anbefaler hun at tage løberen ud af det nuværende DOF-logo og lade natur, post og kompas være de elementer, der føres med videre.

Det gamle DOF logo.

”Jeg synes, der er rigtig mange gode og visuelt genkendelige ting ved det gamle logo, så jeg har taget elementer derfra og gjort det mere tidssvarende,” forklarer Tenna.

De rød-hvide farver – som tilmed er de danske – får lov at bestå, mens løberen og den gamle kompasnål er pillet ud. Selvom de fleste forbinder orientering med løb, er det fx også ski-orientering og mtb-orientering, og målet er at skabe en identitet, hvor alle føler sig repræsenteret.

Samtidig skal logoet være simpelt og let genkendeligt, og det skal ikke indeholde elementer, der gør det mere rodet end højst nødvendigt, uddyber grafikeren. I sidste ende er det ganske få ting, det bør indeholde.

”Orienteringsløb er mange ting i dag, men fælles for det hele er at komme ud i naturen og finde poster og bruge kompas. Så det er det, jeg har forsøgt at koge det ned til,” siger Tenna Nørgaard Landsperg.

Dette er Tenna Nørgaard Landspergs forslag til forskellige DOF-logoer. De har samme udtryk, men med et enkelt element, der ændres, alt efter hvilken platform logoet tilhører.

En svær proces

Det nye logo er endnu kun et forslag, og der nedsættes derfor et udvalg i foråret 2022, som skal arbejde med idéen om et nyt logo. Arbejdet med det nye logo er en del af forbundets 2022-plan, og vi kan derfor forvente at høre nyt inden årets udgang.

Hvad mener du om, at forbundet muligvis skal have nyt logo? Kontakt redaktionen på orientering@do-f.dk og fortæl os, hvad du mener.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s