Af Camilla Bevensee
Siden Emil Øbro kom til Aarhus for 4 år siden, har han trænet med Elitecenteret, og det gør han stadig næsten hver dag. Elitecenteret er landsholdets træningstilbud til landsholdsløbere og løbere lige uden for landsholdet, som er bosat i Aarhus. Landstrænerne Tue Lassen og Jeppe Ruud, står for at planlægge og afvikle de daglige træninger, og så er der en fysisk træner fra Team Danmark tilknyttet styrketræningen.
”Det er nemt at der er så mange træninger, der er planlagt, så man skal ikke planlægge supermeget selv. Og så ligger alting jo ret centralt i Aarhus, og man kan cykle til det hele,” fortæller Emil Øbro, om hverdagen i Aarhus, hvor løberne også kan få hjælp til at få det hele til at gå op med studie, bolig og transport.

Foto: Jeppe Ruud
Der er et dedikeret sportskollegie, hvor mange af de Aarhus-bosatte landsholdsløbere bor, side om side med andre unge, der dyrker sport. Her bor Emil også, dog i kollektivudgaven, i et lille hus ved siden af det regulære kollegie. Her bor han sammen med to andre orienteringsløbere. Derfra kan han løbe til og fra de fleste træninger, og det er smart når man skal nå at træne to gange om dagen de fleste dage.
En typisk træningsuge for Emil, ser sådan ud:
Mandag morgen – Styrketræning med Elitecenteret
Mandag aften – Moderat tur med løbefællesskabet Runaar
Tirsdag morgen – Intervaller med Elitecenteret
Tirsdag aften – O-teknisk træning med OK Pan Aarhus, ofte fællesstart
Onsdag morgen – Rolig løbetur
Onsdag aften – O-teknisk træning med TC Aarhus
Torsdag morgen – O-intervaller med Elitecenteret
Torsdag aften – Rolig løbetur
Fredag morgen – Styrketræning med Elitecenteret
Fredag aften – Rolig løbetur
Lørdag – To løbeture, ofte er en af dem intervaller
Søndag – Langtur
Sabbatår i Aarhus
Der er ikke meget der adskiller sig, hvis man går igennem kollegiets fællesrum og ned ad gangen, og spørger landsholdskammeraten Malin Agervig Kristiansson, hvordan hendes hverdag i Aarhus ser ud. Forskellen er dog, at Malin kun har boet i byen siden oktober, og stadig er ved at lære det hele at kende. Malin bruger sit sabbatår i Aarhus, hvor hun har fundet et deltidsarbejde tre gange om ugen, og ellers bare kan fokusere på at træne.

Foto: Jeppe Ruud
”Jeg sad i foråret sidste år og tænkte at jeg skulle læse efter sommerferien, men jeg kunne mærke at motivationen ikke var der, til at læse videre med det samme. Jeg har i mange år tænkt, at det ville være spændende at prøve at bo i Aarhus og træne med Elitecenteret. Og nu hvor der skal være VM i Danmark i år, og jeg ikke skulle studere, passede det bare perfekt at give det et skud,” fortæller den svenskfødte orienteringsløber, der kunne rejse hjem fra sit sidste junior VM i september, med en guldmedalje fra sprinten om halsen.
Hun er kun lige rykket op i ’de voksnes’ rækker, men alligevel træner hun allerede ganske meget, og det er ikke mange af de organiserede træningstilbud Emil nævner, som hun ikke også benytter sig af. Hun prøver dog at balancere belastningen, ved at holde lidt fast i nogle af vanerne fra Sverige, hvor rulleski og svømning, var en fast, og sjov pointerer hun, del af ugeprogrammet.

Foto: Jeppe Ruud
Vi sætter kursen mod Gøteborg
Apropos Sverige, så lever en anden stor fraktion af det danske landshold, en parallel tilværelse ca. 200 km mod nordøst (i fugleflugt selvfølgelig), i hvad der for mange er kendt som et sandt orienteringsmekka; Gøteborg. Her må Line Cederberg, der indtil i sommer, også boede i Aarhus, nøjes med den alternative træning, indtil hun er ovre den skade i foden, der det meste af vinteren, har forhindret hende i at løbe.
Efter et år i Aarhus, på kollegiet hvor Malin og Emil bor, er Line tilbage i samme lejlighed hun forlod, og nu bor hun der sammen med landsholdskammeraten Annika Simonsen. Ligesom i Aarhus er der ikke langt til tingene i den svenske storby. Line bor lige op ad af den store skov øst for Gøteborg, og hendes klub, Göteborg Majorna, har deres klubhus kun halvanden kilometer fra lejligheden. Det er et stort plus for Line, da interval- og o-teknisk træning med klubben flere gange om ugen, til forskel fra de landsholdsstyrede træninger i Aarhus, normalt er den primære træning for hende. Udover at træningerne holdes i klubregi, er der også andre ting, der er anderledes end i Aarhus.

Foto: Jeppe Ruud
”Den største forskel fra Aarhus, er at det er meget mere selvstyret her. Der er en masse tilbud, men man laver sine egne aftaler på en helt anden måde. Der er også en meget større gruppe af løbere her, som ikke er deciderede eliteløbere eller på landsholdet, men som bare løber meget og har et højt niveau for at løbe med på 10-mila og svenske mesterskaber,” fortæller Line, der synes at det er fedt, men også synes at det kunne noget at træne med Elitecenteret, hvor man bare skulle møde op, så stod der en træner klar, og så skulle man bare løbe træningen.
”Man bruger nogle gange meget energi på at skulle koordinere alting selv, men på den anden side, er der lidt mere plads til forskelligheder her, og til at træne noget, der er mere individuelt tilpasset,” forklarer Line, der også synes at det er fedt at kunne træne med mange forskellige folk i Gøteborg.

Foto: Jeppe Ruud
Fra barndomsværelse til rækkehus
En af dem, der kunne finde på at dukke op på en af de træninger, klubberne i byen holder sammen, er landsholdskammeraten Søren Thrane Ødum, der i oktober flyttede til byen sammen med to kammerater fra o-løb. De bor i et rækkehus ved motorvejen, ikke så langt fra den samme store skov, Skatås, som Line bor ved. Søren er medlem af den anden store orienteringsklub i Gøteborg, IFK Göteborg, og træner ofte med dem.
En typisk træningsuge for Søren, kan se sådan ud:
Mandag – Styrketræning med nogle af de andre danskere
Tirsdag aften – Intervaller med klubben, med spisning bagefter
Onsdag aften – O-teknisk træning med klubben, rolig fællesstart med gaflinger
Torsdag morgen – Sprinttræning for gruppe der satser mod VM, løberstyret og planlagt
Torsdag morgen – Natcup eller teknisk træning med Gøteborgs Orienteringsforbund
Fredag – Styrketræning selv, evt. rulleski
Lørdag – Konkurrencetræning på kort, eller intervaller, selvorganiseret
Søndag – Langtur i terræn, selvorganiseret
Udover at træne en masse, har Søren et deltidsjob, han kan lave hjemmefra, når det lige passer ind. Han vil gerne starte med at studere til sommer, men vurderer at han skal blive lidt bedre til svensk, hvis det, som han håber, skal være i Gøteborg.
Det bliver ikke noget problem for Malin Agervig Kristiansson, der som bekendt også har et svensk pas, og hun ser også Gøteborg som næste stop, når hun skal til at have næsen i bøgerne på den anden side af sommeren.
Emil Øbro, har derimod netop færdiggjort sit studie til miljøteknolog i Aarhus, og prøver nu at finde finansiering til sin satsning frem mod VM til sommer, igennem et deltidsjob.

Foto: Jeppe Ruud
Og uanset hvor i verden landsholdsløberne bor, er VM i Trekantområdet til sommer et fælles mål for dem alle. Lige med undtagelse af dem, der som Line Cederberg, i stedet har EM i Estland til august, som det primære mål i år. Line har tidligere vist hvor stærk hun er i skoven, og det bliver spændende at følge både hende, og de andre løbere til årets mange internationale konkurrencer.