Af Camilla Bevensee
”Vi skal jo ikke lave MTB-O i Viborg Kommune, selvom det er her, vi har adresse. Det skal Viborg OK selv lave. Vi vil gerne prøve at flytte det ud til andre steder, hvor der ikke bliver lavet mountainbikeorientering.”
Sådan lyder det fra Jørn Svensen, medstifter og medlem af mountainbikeorienteringsklubben Navet MTB-O, da han bliver spurgt ind til formålet med at stifte en ny klub, der udelukkende fokuserer på mountainbikeorientering.
”I mange klubber er der jo kun en enkelt eller to, der kører MTB-O mere regelmæssigt, og de er jo langt fra i stand til at arrangere noget på egen hånd. Deres klubber fokuserer selvfølgelig på fodorientering, fordi det er det, flest medlemmer laver, og det er de løb, der kommer flest til,” forklarer Jørn, der med den nye MTB-O-klub vil samle kræfterne til at arrangere under samme fane, så der på sigt kan komme flere løb og træninger i kalenderen for de MTB-O-interesserede.

Et naturligt næste skridt
Jørn er selvfølgelig ikke ene om initiativet. Klubben er den formelle kulmination og forlængelse af et mangeårigt ’vi’, der sammen har arrangeret mountainbikeløb i det meste af Jylland. De har i mange år lavet tekniske træninger til hinanden og for andre, og det virkede som et naturligt skridt at sætte et navn på indsatsen bag de mange aktiviteter.
Holdet, der tæller aktive ryttere og ildsjæle fra flere forskellige klubber, har som noget helt centralt været med til at lave den årlige MTB-O-camp hele fem gange, og det er også arbejdet med denne, der har motiveret det erfarne arrangørteam til at stifte en selvstændig klub.
”Vi synes jo, det giver mening, at det overskud, der fx bliver skrabet sammen, når vi laver de her camps, går til at finansiere flere aktiviteter og MTB-O-ture for dem, der har lagt en masse arbejde i at tjene pengene. Inden vi stiftede den her klub, gik pengene jo bare i de forskellige klubkasser, men nu kan vi sikre, at de går til at lave endnu flere aktiviteter inden for mountainbikeorientering,” forklarer Jørn Svensen.
Navet MTB-O har indtil videre ikke de store udgifter, og de overvejer ikke at slå sig ned et fast sted med et klubhus, da de gerne vil bruge så mange af de penge, de tjener på at lave fede ture for medlemmerne. Det ville også gå imod formålet med klubben, der netop er at udbrede sporten og arrangere løb og træninger i de områder, hvor der ikke er andre, der gør det.
”Det handler jo mest om Jylland, fordi at der på Sjælland er nogle klubber, der er gode til at lave arrangementer, og det skal vi jo ikke begynde at blande os i. Der er ikke et behov for, at vi arrangerer noget der. Det er mest på Jyllandssiden, for de klubber der arrangerer MTB-O aktiviteter nu, ligger her i Midtjylland og i Østjylland, men hvis man kigger nordpå, sydpå og vestpå, så er der ikke så meget at komme efter,” konstaterer den rutinerede mountainbikeorienteringsrytter, der er én ud af den håndfuld af ryttere, der indtil videre har meldt sig ind i den nytænkende klub.
Få, men aktive medlemmer
”Vores håb er selvfølgelig, at vi får en del flere medlemmer ind, men jeg tror ikke, vi bliver nogen stor klub. Vi kan måske komme op på en 20-25 ryttere i det nye år, og med det møde vi havde i lørdags, synes jeg, det lover godt,” fortæller Jørn Svensen, om det uformelle møde til lørdagens Vintercup, hvor medlemmer og interesserede ryttere mødtes til en snak efter løbet.
Her blev visionerne for næste års træningsoplæg lagt frem for de godt 10 stykker, der var mødt op. Det indebærer månedlige træningsløb, kurser for begyndere og et tredagesløb i et område, der sjældent bliver fundet poster i på cykel.
”Vi planlægger tre løb på tre dage ude omkring Holstebro. Der har været kørt MTB-O derude før, men det er noget tid siden, og noget af det, vi gerne vil med vores klub og arrangørteam, er jo at komme ud i områder og skove, hvor vi ikke kører så tit,” forklarer Jørn, der sammen med de andre ivrige organisatorer i den nye klub også har budt ind på at organisere det kommende VM for masters i 2024 i Viborg-området.
”Vi vil også gerne lave MTB-O-campen i 2023. Det er nede i Sønderjylland, og det er også længe siden, vi har kørt dernede. Der er ikke nogen klubber dernede, der arrangerer MTB-O. Der er måske Kolding OK, der en gang imellem laver noget, men ellers sker der jo ikke noget i de områder,” mener Jørn, der lægger vægt på, at man som en del af klubben, skal være med til at løfte opgaverne med at arrangere, og at det aktive medlemskab er det eneste, der er i Navet MTB-O.
En af de helt store visioner med at byde ind på de store arrangøropgaver er også at få engageret de nye, som Navet håber at lokke til klubben, så de føler sig som en del af et fællesskab, hvor der er brug for dem.
”Det er de erfarne, der kommer til at have ansvaret for mange af opgaverne, men så har de en ny med ved siden af. Det er vores ambition at have nogle af de nye til at være meget mere med, ved at de lærer noget nyt og løfter opgaver sammen med nogle af os mere erfarne,” forklarer Jørn, der også anerkender, at gennemsnitsalderen i MTB-O, og især blandt dem der arrangerer løbene, bare stiger og stiger.
”På et tidspunkt kan vi ikke mere, og så er der ikke nogen nye til at tage over. Så det er vigtigt for os at få nogle nye med.”
Indtil videre er der ikke kommet helt så meget skub i tingene, men Jørn og de andre i klubben arbejder på at få en åben Facebookside op at køre, så alle, der er interesserede, kan følge med i, hvad de laver. Lige nu foregår al kommunikation igennem en lukket gruppe, men er man interesseret, er man velkommen til at kontakte Jørn Svensen.

Stafetten sendes videre
Inden vi lader Jørn komme videre med det spændende arbejde med at opbygge en klub helt fra bunden, skal stafetten sendes videre.
”Jeg har tænkt over det her spørgsmål i noget tid, og for nylig har jeg faktisk fået lidt af svaret selv, men jeg vil alligevel gerne stille spørgsmålet, så andre kan få del i svaret også. Det er til Silkeborg Orienteringsklub, som jeg gerne vil spørge om, hvorfor de er så gode til at rekruttere børn og unge?”
Læs med i næste nummer af magasinet Orientering, hvor vi besøger Silkeborg OK og hører om hemmeligheden bag deres fantastiske rekrutteringsarbejde blandt de yngste.