Inspiration Ligestilling

Ligestilling i orienteringsløb – har vi ikke det?

I foråret rullede debatten i vores nordiske nabolande. Orienteringsløb er en mandsdomineret sport, hvor der er forskel på konkurrencevilkårene for mænd og kvinder, og hvor mænd prioriteres i organiseringen og afholdelsen af konkurrencer, lød det. Det skulle der laves om på, og i Sverige betød det en regel om ligeværdige og ligestillede konkurrencer, som et område klubber og arrangører skal arbejde aktivt med. Magasinet Orientering har trodset sprogbarrieren og spurgt ansvarlig for området i det svenske orienteringsforbund, Mette Brolinson, hvordan reglen er blevet modtaget, og hvad den har haft af betydning indtil videre.

Af Camilla Bevensee

Mette Brolinson dukker op på en halvmørk skærm, med en rå bjælkevæg bag hende og nyfalden sne uden for vinduet. Hun er på en velfortjent efterårsferie i sin ’stuga’ på fjeldet. Som projektleder for ”jämställdhet och inkludering” i Svensk Orienteringsforbund har Mette Brolinson haft meget at se til, siden hun blev ansat i februar 2021.

Hun er sammen med to kollegaer en del af en satsning med fokus på større diversitet og mindre diskrimination i orienteringssporten i Sverige, der indtil videre har kastet mange nye tiltag af sig. Det mest bemærkelsesværdige er den regel om ligeværdige konkurrencer, der med et lille flertal blev stemt igennem på et ekstraordinært forbundsmøde i marts og trådte i kraft 1. juli 2021.

Mette Brolinson ha været ansat som konsulent med fokus på ligestilling og diversitet siden februar i år.

Reglen indebærer, at orienteringsklubberne under Svensk Orienteringsforbund skal arbejde aktivt med ligeværdige konkurrencer og se på, hvordan ligestillingen og diversiteten er i forskellige aspekter af det at arrangere orienteringskonkurrencer.

Det kan måske lyde lidt abstrakt og som en meget stor mundfuld at gabe over, men for Mette Brolinson er det vigtigste, at der bliver sat nogle processer i gang og ikke at komme i mål med det hele hurtigst muligt.

”Vi er ikke ude efter syndebukke, og vi kommer ikke til at slå nogen over fingrene for, at de ikke gør det hele på én gang. For de større organisationer handler det om processer, som løber over flere år, før selve arrangementet foregår. Dermed ikke sagt, at det kun er de store arrangører, som skal se på deres organisationer og arrangementer. Der findes mange små og direkte forbedringer, som kan gennemføres på kort sigt – også for de arrangører, som allerede er kommet langt i deres forberedelser frem mod et stævne,” forklarer projektlederen.

Helt konkret har hun sammen med sine kollegaer lavet flere værktøjer, som klubber og arrangører af orienteringsløb kan støtte sig til for at leve op til den nye regel. Et værktøj er fx, at forbundets FAQ har fået tilføjet en række af de mest stillede spørgsmål om ’likvärdigt tävlande’ og de dertilhørende svar, så alle kan få svar på nogle af de spørgsmål, de sidder med.

Et andet værktøj er et støttedokument til arrangører af konkurrencer, der ligger frit tilgængeligt for alle til at bruge. I dokumentet indeholder spørgsmål og skemaer til at hjælpe arrangører til at få styr på, hvor de er i dag, analysere, hvor de skal hen, lave en handlingsplan for, hvordan de kommer derhen og evaluere på, hvor de endte.

Opdelt i fire perspektiver – konkurrencedisciplin, markedsføring og kommunikation, organisation, og arrangement – stilles der i dokumentet spørgsmål som fx, om der er lige meget mediedækning af de forskellige eliteklasser, om der er ekspertspeaker med viden om både dame- og herreklasserne, om der er et ligeværdigt udbud af sværhedsgrad på banerne i samme aldersgruppe, og om de ledende roller i organisationen er ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder, unge og gamle?

Og hvordan er det hele så blevet modtaget ude i de næsten 600 klubber under Svensk Orienteringsforbund?

”Lidt blandet vil jeg sige. Min opfattelse er, ud fra de diskussioner jeg har været med i, og dem jeg hører og læser, at der ikke er nogen modstand mod grundtanken om, at vi skal tilbyde ligeværdige arrangementer,” fortæller Mette Brolinson.

”Men mange tænker, at det er at gå over åen efter vand, for vi har allerede et ligestillet og ligeværdigt oplæg. ’Burde vi ikke fokusere på at sikre skovtilladelser, og at vi rent faktisk kan komme til at dyrke vores sport?’ spørger de.”

Mette Brolinson anerkender, at orienteringssporten ikke er der, hvor det står værst til.

”Orientering plejer i sammenligning med mange andre sportsgrene at blive fremstillet som langt fremme i processen. Vi har et bredt udbud af klasser, som går fra de yngste til de ældste. Vi har et åbent klassesystem, som også inkluderer dem, der ikke identificerer sig som mand eller kvinde, og vi træner sammen og konkurrerer sammen på tværs af køn og alder,” forklarer Mette Brolinson, der dog mener, at der stadig er meget at hente på at tænke mere inkludering ind i o-sporten.

Hun mener også, at det giver sig selv, at der vil være en del usikkerhed og uro, når der sker noget nyt.

”Der er en naturlig uro for, om det får konsekvenser for deres arrangementer, og om det kommer til at påvirke orientering som idræt på en måde, som gør, at klubberne ikke kan arrangere det, de gerne vil. Men i bund og grund findes der stor enighed om, at dette er en selvfølgelighed, at vi skal have ligestilling,” fortæller Mette Brolinson, der kan mærke en stor forskel siden reglen trådte i kraft i sommer – måske ikke på de konkurrenceformater og -oplæg, der har været, men i højere grad på debatten og bevidstheden omkring satsningen.

”Frem for alt er der kommet en øget bevidsthed om spørgsmålene, og vi har virkelig fået gang i diskussionen omkring dem. Det, tror jeg, er den største forandring, reglen har bidraget med indtil videre.”

Det er kun begyndelsen

Der er mange flere skridt at tage for det svenske forbund, og det går hurtigt med at få nye tiltag igennem. Allerede fra årsskiftet kan forslaget om lige lange vindertider for mænd og kvinder, der har været en brandvarm del af ligestillingsdebatten det sidste år, blive en realitet.

”Jeg er i gang med at lave de sidste rettelser til forslaget, som, hvis alt går vel, bliver stemt igennem på bestyrelsesmødet her i november og så træder i kraft den 1. januar 2022,” forklarer Mette Brolinson om forslaget, som går ud på, at der skal være lige lange vindertider for samme aldersgruppe på tværs af kønnene.

”Det er en beslutning, der også blev taget på forbundsmødet i marts, og som skal gælde alle grene af orientering, undtaget Pre-O, hvor der ikke er et tidsaspekt. Vi har haft lige lange vindertider på junior- og seniorniveau i eliteklasserne, men nu tager vi skridtet og inkluderer D/H-35 og opefter,” forklarer Mette Brolinson, der mener, at det er en del af forbundets ansvar som støtteapparat at få ændringer som denne igennem.

”Det er også en del af det at støtte op omkring det her og at se på, hvad vi kan gøre for, at vi kan tilbyde attraktive baner for alle. Vi har valgt, at lige lange vindertider er vores måde at gøre det på.”

Mette Brolinson og hendes kollegaer har også sat et mere langsigtet projekt i søen, der fokuserer på at få rekrutteret flere kvinder til arrangørgrupperne og i stævneledelsen på de større løb. 

”Vi vil have flere kvindelige stævneledere, flere kvindelige banelæggere, flere kvindelige korttegnere. Det er målsætningen, at det kvinder skal være repræsenteret med mindst 40 procent i alle dele af arrangørgrupperne på de største stævner i svensk orientering,” forklarer projektlederen, der anerkender, at en stor del af dette også handler om at se indad, da det svenske forbund selv står for at arrangere en række af de vigtigste elitekonkurrencer i årsplanen, herunder de svenske mesterskaber og ranglisteløbene Swedish League.

”Der har vi sat forskellige delmål op på vejen for især vores egne arrangementer. Der sidder jeg jo også sammen med arrangører og stævneansvarlige og ser på, hvordan vores egne arrangementer ser ud, og hvilke handlingsplaner vi skal lave for, at vi også selv kommer videre,” forklarer Mette Brolinson. 

Gode råd er gratis

Har du nogle gode råd til andre forbund, til klubledere eller projektledere, der gerne vil arbejde med større ligestilling og inkludering i orienteringssporten?

”Først og fremmest er det vigtigt at have et tydeligt mål med, hvorfor I vil arbejde med det her. Det er vigtigt at sætte rammen og have noget at støtte sig til, så det fx ikke bliver forbundet, der trækker noget ned over hovedet på klubberne. Og så det ikke bliver noget, I bare gør for at gøre det, men fordi det rent faktisk giver mening,” forklarer Mette Brolinson, der i sit arbejde har brugt mange kræfter på at forstå, hvad der motiverer klubberne og den enkelte udøver i svensk orientering til at arbejde med ligestilling.

”Det er også vigtigt at få et billede af, hvordan det ser ud nu i forhold til de her ting, så der bliver skabt et fælles billede, både i forbundet og hos medlemmerne. Tag statistik frem og se på, hvordan fordelingerne er på alle plan. For os var det en vigtig øjenåbner at se, hvordan det ser ud helt statistisk set. Det bliver konkret fakta, man kan tage stilling til, og det er et virkelig vigtigt argument for at motivere til en forandring,” er Mette Brolinsons råd, og hun fortsætter:

”Og så glem ikke at involvere medlemmerne, det er jo en ting, der skal løses i fællesskab. Vi har lavet en stor undersøgelse for at finde ud af, hvad de enkelte deltagere synes er vigtig, når vi konkurrerer. Det har været en kæmpestor hjælp i mit arbejde at finde ud af, hvad de synes er vigtigt, for det er det, vi skal arbejde med. Jeg gør også meget for at få gang i dialogerne og komme ud og være med på møder i distrikterne, for det er et arbejde, der skal gøres sammen, hvis det skal blive rigtigt godt.”

Udover Mette Brolinson, har det svenske forbund ansat to projektledere, der har hver deres ansvarsområde indenfor satsningen på en mere ligestillet og inkluderende sport. Hendes ene kollega, Lina Nilsson, sidder med inkludering, især målrettet socialt og økonomisk udsatte grupper, og hendes anden kollega Helena Hehlke sidder med paraidræt som fokusområde og arbejder med, hvordan forbundet kan støtte op om og sikre en bedre adgang til sporten for personer med funktionsnedsættelser.

Hvad siger vores egen direktør i DOF, Bo Simonsen, til tankerne om ligestilling i orienteringsløb?

Hvorfor er det vigtigt at snakke om ligestilling i sport?

At have en debat omkring ligestilling i udøvelsen af både vores og andre sportsgrene er utrolig sundt, fordi det gør, at vi får set på det traditionelle – i orienteringsløbs tilfælde, levnet fra militæret og spejderne. Her kan det godt være, der er nogle ting, vi skal se på, for det var oprindeligt sport målrettet mændene. Men vi skal selvfølgelig fastholde det, vi synes er fantastisk.

Der ligger noget i ligestillingen og diversiteten, et potentiale, som vi ikke får udnyttet i dag. Det er ikke fordi, det er til at sætte fingeren på, hvad det er. Vi kan dog bare se, at rigtigt mange andre har opdaget, at det at have noget tilnærmet ligestilling og diversitet giver et større udbytte. At én plus én giver mere end to. Og så skulle det være meget underligt, hvis det ikke gjaldt i orienteringssporten også. Så vi behøver ikke lave lange udredninger eller undersøgelser, det er bare at indse, at resten af verden har opdaget potentialet i at have fokus på ligestilling. Så det, må man gætte på, også gælder hos os.

Hvordan står det til i vores forbund i forhold til ligestilling og diversitet?

Ser man på dansk orientering i dag, så er der jo et markant behov for diversitet og ligestilling. Det er ikke så skævt øverst i vores forbund, for der har vi god repræsentation af begge køn, men vi har ikke diversitet, for de er alle sammen næsten lige gamle. Hele grunden til at vi har en debat, og at der er snak om ligestilling og diversitet, er jo, at vi skal have indtryk fra flere forskellige typer af mennesker, og den er ikke helt på plads endnu her i forbundet.

Skal vi også have en regel om at ligestilling og diversitet er noget klubberne skal arbejde aktivt med, når de arrangerer løb?

Jeg tror, at vi kan vinde ved at få en større diversitet, men vi vinder ikke ved at sige, at vi SKAL have det. Så er der altså nogen klubber, der slet ikke har den diversitet i deres medlemmer, som derfor har endnu en grund til at sige, at de giver op og ikke kan arrangere løb mere, og det synes jeg ville være rigtig ærgerligt. Jeg tror på nudging, jeg tror ikke på regler. Hvis man sørger for at understøtte, her især kvinder og unge i at gå ind og tage opgaverne, så tror jeg mange flere af dem vil få en god oplevelse med at melde sig under arrangørfanerne.

Kunne det være godt at have et dokument som støtte ligesom i Sverige?

Det, synes jeg, kunne være fint, for det er jo et redskab til selvhjælp. Ligesom med så mange andre redskaber, vi som forbund stiller til rådighed for vores klubber, så kan man vælge at bruge dem, men man kan også vælge at lade være. Hvis man er en klub, der vælger, at man ikke vil bruge nogen af tingene, så er det helt frit for, så længe man bare overholder de regler, vi har i forbundet, som er nogle meget højtsvævende regler og sørger for at banerne, når man laver stævner, overholder reglementet, så har man jo egentlig gjort sit. Hvis man samtidig siger, at man er ked af, at man ikke får rekrutteret nye medlemmer, så er man nok nødt til at starte med at bruge nogle af de her værktøjer. Så jeg tænker, at det er et fantastisk redskab, som klubberne kan bruge.

Hvad kan vi ellers gøre i forbundet?

Jeg tror på, at hvis man har fokus på emnet fra centralt hold og fortæller om, ’at vi startede fra den her baseline, og nu har vi rykket os’, så kan det blive et fælles projekt, som er motiveret ude fra klubberne.

Hvis vi ser på alle udvalgene i DOF med de her mænd, der ligner mig. Hvis det skal ændre sig, skal vi se på, hvordan vi øger diversiteten i klubberne først, for det er fra de meget aktive i klubberne, at vi rekrutterer op til udvalgene. Så vi skal starte nedefra og prøve at motivere for det. Og mit bedste bud er, at langt de fleste klubber vil synes, det er en god idé at få en større ligestilling og mere diversitet iblandt dem, der arrangerer og er mest aktive. I bund og grund handler det om at være på forkant og lægge en plan for fremtiden, hvor man tænker en større repræsentation ind.

Hvad siger eliteløber Andrine Benjaminsen til tankerne om ligestilling i orienteringsløb?

Hvorfor er det vigtigt at snakke om ligestilling i sport?

Fordi køn ikke burde have en indvirkning på, hvordan ens sportslige præstation vurderes og belønnes. I sportssammenhænge kan det til tider være udfordrende ikke at skelne mellem kønnene, fordi mænd har nogle fysiologiske forudsætninger, så de er i stand til at overgå kvinderne i mange (måske de fleste) fysiske aspekter.

Men derfor kan man stadig tilpasse de sportslige udfordringer for kvinder, og de sportslige udfordringer for mænd, sådan at de bliver forholdsmæssigt ens udfordret, og at præstationen på den måde bliver sammenlignelig og kan belønnes på samme måde. Desværre er der alt for mange eksempler på, at køn alligevel har en betydning for, hvilken opmærksomhed og belønning, en atlet får. Som oftest oplever jeg, at det er herrerne, der får mest fx i løn og TV-tid, også på trods af at kvindelige atleter i samme idræt præsterer lige så godt eller til og med bedre.

Hvad har debatten betydet for din bevidsthed om ligestilling i orienteringsløb?

Jeg oplever egentligt, at der i o-sporten i sig selv, langt hen ad vejen er en god indstilling til ligestilling. Når det er sagt, er jeg selvfølgelig opdateret på debatten omkring vindertider på langdistance, og de forslag der har været til ændringer af formatet på de store stafetter (Tiomila og Jukola).

Personligt har jeg et ambivalent forhold til at ændre vindertiden på langdistance på fx VM, fordi jeg tror, at mange herrer vil blive skuffede over at skulle løbe kortere tid, og at mange kvinder vil lade være med at løbe langdistance, hvis løbstiderne bliver længere. Når det er sagt, vil det nærmest være umuligt at gøre alle tilfredse, så man kan alligevel overveje at handle ud fra principper fremfor at tilfredsstille alle.

Men jeg synes, det er vigtigt at overveje grundigt, om en ændring af vindertider vil have en positiv eller negativ indflydelse på deltagelsen på konkurrencerne.

Personligt ser jeg ikke en lige struktur i stafetterne eller en ens vindertid på distancerne som det samme som ligestilling. For mig handler ligestilling om, at den samme indsats, ud fra de kønsbetingede forudsætninger vi har, skal belønnes og anerkendes i samme grad. Derfor tænker jeg, hvad angår vindertider og stafetterne, at en demokratisk afgørelse kan være en fin løsning.

Har debatten gjort en positiv forskel for dig eller nogen du kender?

Jeg tror, det er godt, at det bliver belyst og diskuteret, sådan at vi alle har mulighed for at blive bevidste og se på de traditioner, vi ellers tager for givet.

Hvad synes du er næste skridt mod mere ligestilling i orientering?

Jeg oplever, at medieopmærksomheden i orientering er øget – hvilket jeg synes er virkelig gode nyheder for vores sport som helhed. Jeg har dog oplevet (især i norske medier), at der de seneste 3 år har været en tendens til, at herrerne har fået påfaldende mere opmærksomhed end kvinderne, til trods for at resultaterne har været næsten på højde med hinanden. Fra mit ståsted lige nu ser jeg retfærdig og lige medieopmærksomhed som det vigtigste skridt mod mere ligestilling i orientering.

Nyttige links

FAQ på det svenske forbunds hjemmeside: https://www.svenskorientering.se/Arrangera/tavlingsreglerochanvisningar/vanligaregel-fragorochsvar/

Støttedokument for arrangører: https://www.svenskorientering.se/globalassets/svenska-orienteringsforbundet/trana–tavla/stoddokument/210519_stoddokument-likvardigt-tavlande.pdf

Artikel på de svenske orienteringsforbunds hjemmeside om baggrunden og implementering af det nyeste tiltag om lige lange vindtertider: https://www.svenskorientering.se/Nyheter/NyheterStartsida/likaberaknadesegrartiderbakgrundochimplementering

Tre gode råd fra projektleder for ligestilling og inkludering i Svensk Orienteringsforbund, Mette Brolinson

1. Start med ’hvorfor’, og hav en klart formuleret grund til at starte arbejdet med større ligestilling og inkludering. Har man en klar motivation, har man altid noget at gå tilbage til, der sikrer, at indsatsen giver mening.

2. Brug statistik til at få et databaseret og objektivt og ikke mindst fælles billede af, hvordan tingenes tilstand er nu. Det kan være en reel øjenåbner at få sat tal på de opfattelser, man går og har og få delt dem med andre, så man sammen kan skabe forandring.

3. Inddrag medlemmerne, og lyt til, hvad de har brug for i arbejdet med mere ligestilling og inkludering. Sørg for at tage det med, der er vigtigt for dem, og start med at arbejde med det på en transparent måde, hvor der er mulighed for at have en åben dialog.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s