Landshold MTBO

Medaljeregn i Finland  – ”det havde vi på ingen måde drømt om”

Da det danske mtbo-landshold rejste til VM i Finland var det langt fra med, hvad man ville kalde optimale forberedelser. Og selvom succesen ved VM fandt sted helt tilbage i starten af juni, er det aldrig for sent at nævne, at på trods af aflyste træningslejre og kun få forhåbninger om medaljer, blev der hængt metal om halsen på danskere efter alle distancer.

Af Iben Valery

Syv af guld, tre af sølv og en enkelt i bronze. I alt 11 medaljer kunne det danske mtbo-landshold rejse hjem med i bagagen fra VM i Finland i starten af juni.

”Vi håbede da på, at det kunne blive til noget, men vi havde ikke drømt om, at det kunne blive til meget,” siger den danske mtbo-landsholdstræner Allan Jensen efter VM-succesen.

Den seneste referenceramme for, hvor det danske hold lå rent resultatmæssigt, var VM i 2019, hvor de placerede sig godt. Men selvom holdet havde forhåbninger om at kunne tage medaljer til VM i år, var det langt fra de 11 medaljer, som de i sidste ende kunne tage med hjem.

Camilla Søgaard vandt guld på langdistancen i dameseniorklassen.
Foto: IOF – Donatas Lazauskas

Alt lykkedes

”Det var ikke den største overraskelse, at han kunne gøre det, men det skulle jo stadig udføres,” siger Allan Jensen om den unge Morten Ørnhagen, der kører i juniorklassen og startede mesterskabet med at vinde guld på massestarten. Mortens sejr beskriver landstræneren som starten på en positiv ’vinder-spiral’. ”Der er god stemning på holdet, når man ser, det kan lade sig gøre, og det var den positive spiral, vi kørte på: den gode historie.”

Guldmedaljen skulle fejres, og Nina Hoffmann, der også rejser med holdet som træner, blev sendt ud for at købe tre flasker champagne. Så var der også et par flasker til senere på ugen, hvis alt skulle lykkes. Det gjorde det – og mere til.

På anden dagen, hvor der kørtes sprint, var det Mikkel Brunstedt Nørgaard, der i juniorklassen indtog toppen af præmieskamlen, og på tredjedagen kunne Morten Ørnhagen igen kalde sig juniorverdensmester, denne gang på mellemdistancen.

De tre champagneflasker var efter tre dage allerede sluppet op, og Nina Hoffmann måtte ud for at købe mere champagne. Efter en hviledag ventede nemlig lang og stafet, hvor der også var medaljechancer. Og ganske rigtigt lykkedes det den rutinerede Camilla Søgaard at køre sig til guld i dameseniorklassen, og Morten Ørnhagen vinder igen guld i herrejuniorklassen.

Med en stafetdag tilbage er landstræner Allan Jensen efter de mange succeser positiv overfor, at stafetholdene kan tage medaljer. To flasker champagner mere blev købt – og dem fik de heldigvis brug for. De danske juniorherrer med først Noah Tristan Hoffmann, så Mikkel Brunstedt Nørgaard og til sidst Morten Ørnhagen vinder guld, mens de danske kvinder i seniorklassen med Cæcilie Christoffersen, Nikoline Splittorff og Camilla Søgaard også vinder guld.

”Det var hele tiden en opadgående kurve, og det blev vildere og vildere. Der var selvfølgelig også dårlige præstationer og folk, der var skuffede, men vi fik vendt dem, der var skuffede, og de kom i den grad tilbage ind i kampen,” fortæller Allan Jensen om VM-ugen, hvor der, udover medaljerne, også var rigtig mange gode præstationer i både top-10 og top-20.

Vinderholdet på stafetten i dameseniorklassen. Fra venstre: Camilla, Søgaard, Nikoline Splittorff, Cæcilie Christoffersen.
Foto: Nina Hoffmann.

Dårlige forberedelser

Da mtbo-landsholdet i starten af juni rejste til Finland for at køre VM, var det på et spinkelt træningsgrundlag. Alle konkurrencer og træningslejre har det seneste lange stykke tid været aflyst, og skulle niveauet holdes ved lige, måtte det være med træningslejre i Danmark.

Tre uger inden mesterskabet fik holdet endelig mulighed for at tage på træningslejr i Finland. Her deltog de blandt andet i de finske mesterskaber, som træning mod VM. Det var første internationale konkurrence i lang tid, og den skulle både give kendskab til terrænerne, give en fornemmelse af, hvordan de danske ryttere lå i forhold til det finske hold og ikke mindst give kendskab til de finske mtbo-regler.

Reglerne for mtbo er forskellige alt efter, hvilket land man kører i. F.eks. må man i Danmark kun færdes på stierne, i Tjekkiet må man løbe med cyklen løftet i terrænet, og i Finland er det tilladt at cykle i terrænet. Det gav en udfordring i at gennemskue, hvad der kan betale sig, og træningslejren forud for VM gav et godt indblik i hvornår, man skulle gøre hvad.

”På 90 til 95 procent af strækkene, ville det ikke give mening at skære ind over, fordi det stadig er hurtigere at køre udenom. Det er hele tiden en afvejning af, hvad der kan betale sig, og det er en rutine, man ikke kan opbygge ved at have været på træningslejr i nogle dage,” forklarer landstræner Allan Jensen.

Et luksusproblem

Et par uger efter VM er der fra landstrænerens side ikke blevet gjort så mange tanker om, hvad næste skridt er. Holdet lever forståeligt nok stadig højt på medaljesuccesen. Hvad der skal ske rent trænings- og målsætningsmæssigt, skal landstræneren lige greje, da han med et smil påpeger luksusproblemet. ”Det er jo lidt af et problem. Hvad skal vi så gøre for at leve op til forventningerne næste år, for vi kan jo umuligt blive bedre?” griner Allan Jensen.

Mountainbikeorientering er ikke en sport, der er særlig stor på internationalt plan og på trods af, at mtbo-landsholdet de seneste år har kæmpet for det, er den stadig ikke under Team Danmark. Nu håber landstræneren dog, at den overlegne præstation til VM gør, at flere får øjnene op for sporten, og at støtten er mere realistisk – men selvom der ikke nødvendigvis kommer en masse opmærksomhed udefra, så er det nok, at der er god stemning internt på holdet.

”Et af mine mantraer er også, at det skal være sjovt at være en del af mtbo-landsholdet. Der er stor opbakning fra rytternes side. Der er jo ikke nogen af os, der er professionelle, men det er jo også bare sjovest, når man vinder,” siger Allan Jensen.

Og det, må man sige, at de gjorde.

Du kan læse flere artikler om mtbo-præstationerne på orienteringonline.dk


RESULTATER

Massestart:

Morten Ørnhagen Jørgensen, men 20, Guld

Mikkel Brunstedt, Men20, 4. plads

Sprint:

Mikkel Brunstedt Nørgaard, men 20, Guld

Morten Ørnhagen Jørgensen, men 20, Sølv

Camilla Søgaard, women, 4. plads

Nikoline Splittorff, women, 5. plads

Mellem:

Morten Ørnhagen Jørgensen, men 20, Guld  

Mikkel Brunstedt Nørgaard, men 20, Sølv

Camilla Søgaard, women, 4. plads

Gertrud Riis Madsen, women20, 6. plads

Lang:

Camilla Søgaard, women, Guld

Morten Ørnhagen Jørgensen, men 20, Guld

Mikkel Brunstedt, men 20, Bronze

Gertrud Riis Madsen, women 20, Sølv

Stafet:

Oliver Friis, Allan Jensen og Thomas Steinthal, men, 6. plads

Cæcilie Christoffersen, Nikoline Splittorff og Camilla Søgaard, women, Guld

Noah Tristan Hoffmann, Mikkel Brunstedt Nørgaard og Morten Ørnhagen Jørgensen, men 20, Guld


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s