Landshold Portræt

”Jeg har ikke skænket det en tanke, om jeg er mest dansk eller svensk, jeg har virkelig følt mig som en del af holdet.”

Ikke kun i orienteringsløb, men i en bred vifte af forskellige sportsgrene hele verden over, er der en voksende tendens til, at atleter med flere statsborgerskaber, repræsenterer et andet land, end det hvor de er vokset op. En af dem er Björn Cederberg, der efter at have været en del af landsholdets daglige træning i elitecenteret i Aarhus siden 2016, nu flytter tilbage til Sverige for at få nye udfordringer. Magasinet Orientering tegner et portræt af den 26-årige landsholdsløber.

Af Camilla Bevensee

Vores skridt giver genlyd på den tomme kollegiegang, hvor de fleste beboere er afsted på sommerferie. På Frederiksbjerg i Aarhus, et stenkast fra skoven, vandet og stadion, viser Björn Cederberg et tomt værelse frem. Efter næsten fem år i Aarhus er hans fars hvide stationcar nu pakket med det sidste læs af hans ejendele.

Tilbage står en ensom, vissen potteplante, der ikke kunne klemmes ind imellem kasser og kufferter, og som ikke vil blive savnet. Det samme kan ikke siges om tiden i smilets by, hvor han har været en del af træningsmiljøet i Elitecenter Orientering.

”Det føles mærkeligt at flytte. Jeg har været her mange år, og det har været virkelig fedt. Det er mange venner, jeg flytter fra, men sådan er det jo altid, når man flytter,” konstaterer Björn Cederberg roligt.

Björn er født og opvokset i Sverige, med en dansk mor og en svensk far. Hans dobbelte statsborgerskab har givet ham mulighed for at blive en del af det danske landshold. En mulighed, som han valgte at gribe, da drømmen om at komme til internationale mesterskaber, blev større end det kunstige i at konkurrere for et andet land, end det han er vokset op i.

Björn flyttede til Aarhus i efteråret 2016, for at blive en del af det danske landshold, som han var udtaget til det år. Samme sommer var han kommet med på et afbud til sit første senior-VM, i Strömstad i Sverige.

På det danske landshold er der lige nu 6 løbere, der alle er født og opvokset i et andet land end Danmark, men som har en forælder, der er dansk og derfor kan repræsentere Danmark.

For Björn var det ikke en ligetil beslutning at forsøge at løbe sig på det danske hold. Inden han rykkede til Aarhus, havde han primært været i byen for at besøge sin mormor og morfar, og udover Nordjysk 2-dages, Danish Spring og andre orienteringskonkurrencer, der er spændende at tage til som udlænding, havde han ikke den store tilknytning til Danmark og det danske orienteringsløbsmiljø.

”Jeg følte, at jeg skulle konkurrere for det land, jeg følte mest for, og det var jo Sverige,” forklarer Björn, der var så tæt på at løbe sig på det svenske junior-VM-hold sit næstsidste år som junior, at han begyndte at se muligheden for at trække i den rød-hvide trøje i stedet for i den blå-gule, som mere tiltrækkende.

”Jeg følte, at det ville være virkelig fedt at løbe junior-VM. Det var blevet en drøm for mig på det tidspunkt,” fortæller Björn, der, med en snak med trænerne i Danmark og en rundvisning i Aarhus, fik indsigt i den hverdag, han kunne få som en del af en stor gruppe danske løbere, der satsede på orienteringsløb.

”Jeg kunne se, at det nok kunne blive ret cool at løbe for det danske landshold, hvis jeg flyttede herover og blev en del af holdet i hverdagen, og ikke bare var med på afstand,” fortæller Björn, der besluttede sig for at flytte til Aarhus, når han havde taget studentereksamen på Eksjö OLGY (orienteringsgymnasium). Samme år trak han for første gang i den danske landsholdsdragt, da han repræsenterede Danmark ved junior-VM i Norge i 2015. Året efter fik han studenterhuen på og flyttede vestpå.

Til stafettræningen på landsholdslejren i april var Björn godt løbende og slog sine konkurrenter med flere minutter. Foto: Iben Valery

Født ind i o-løb

På trods af at være født ind i sporten, var det først omkring konfirmationsalderen, at Björn rigtig fik smag for orienteringsløb og begyndte at kunne finde ud af det. Han var afsted på en månedlang lejr, hvor konfirmationsforberedelse og orienteringsløb var slået sammen, noget der er meget udbredt i Sverige. Der fik Björn så meget god teknisk træning, at han efterfølgende gik fra altid at have været i bunden af sin klasse til det store svenske etapeløb O-ringen til at kunne løbe sig i top-10.

”Jeg oplevede for første gang, at jeg kunne løbe godt. Før det havde jeg ingen tro på, at jeg ville kunne blive dygtig til o-løb. Jeg tænkte bare, at jeg skulle spille ishockey,” forklarer Björn, der ser ud som den typiske løber med lange slanke lemmer og også selv måtte erkende, at han ikke kunne følge med fysisk i den hårde kontaktsport, da hans jævnaldrende for alvor begyndte at vokse.

”Det blev meget naturligt at løbe mere, fordi jeg rent fysisk havde mere talent for det,” fortæller han.

Et talent han især kunne bygge videre på i løbet af sine fire år på orienteringsgymnasiet i Eksjö. Her fik han sat kærkommen struktur og frekvens på træningen efter at være vokset op i Vänersborg og Vänersborg SK, hvor der ikke var mange andre unge at træne med, og hvor der kun var en enkelt træning eller to om ugen.

Nyt land, ny by, samme hold

Det var dog først, da Björn kom til Aarhus, at han for alvor løftede sit niveau. Efter et pitstop i Göteborg, med sabbatår og sporadisk træning i miljøet dér, var den strukturerede hverdag i Elitecenter Aarhus igen en helt anden virkelighed, der var med til at hjælpe den unge, nu ingeniørstuderende, løber til at udvikle sig.

”Jeg kan huske, at det føltes lidt som at komme tilbage til gymnasiet i forhold til, at al ttræning var så struktureret. Jeg var blevet mere vant til, at man i Göteborg trænede selv eller i små grupper. Der var ikke så meget organiseret træning, så man skulle sørge for meget selv. Derfor var det egentlig meget godt for mig at komme her,” forklarer Björn, der efter at have rystet de værste debutantnerver af til VM i Sverige, endelig løb op til sit niveau, da han igen løb med dannebrog på brystet til VM i 2017 i Estland.

”Jeg løb et godt løb på langdistancen og følte, at det var et skridt fremad. Jeg havde lært at løbe op til mit niveau til et VM, og det er ikke altid så let at gøre,” forklarer Björn, der løb sig til en flot 31. plads på langdistancen i det våde, småkuperede, estiske terræn.

Det gjorde han på et hold, han følte sig fuldstændig som en del af. På trods af et fantastisk VM for det danske hold, kunne den halvt svenske, halvt danske skovspecialist, se til mens ’världens beste landslag’ tog hele syv medaljer til mesterskabet. Björn har dog aldrig været i tvivl om, at det er det danske hold, han hører til på.

”Efter at jeg flyttede hertil og begyndte at træne med holdet næsten hver dag i elitecenteret, har jeg ikke skænket det en tanke, om jeg er mest dansk eller svensk. Jeg har virkelig følt mig som en del af holdet,” forklarer han.

Björn var også en del af det danske VM-hold i 2018 i Letland, og i 2019 i Norge, på trods af at han i løbet af 2018 begyndte at få store smerter i sit ene knæ og måtte i gang med at genoptræne det, der viste sig at være et springerknæ.

Björn har i sine godt fem år i Aarhus været med på træningerne i Elitecenteret næsten hver dag, og kommer til at savne den struktur der har været på træningen. Foto: Iben Valery

En krop i modgang

”Det har nok hæmmet min udvikling lidt. Jeg er ikke blevet så meget bedre siden 2018 egentligt, hvilket er lidt ærgerligt. Men de her skader har gjort, at jeg ikke har rykket mig fysisk,” fortæller Björn, der har døjet med flere andre skader, og senest med en krop, der ikke spillede, da det gjaldt på VM-testløbene i Tjekkiet i starten af juni.

”Jeg var helt nede til testløbene og var rigtigt dårligt løbende. Hele weekenden følte jeg, at min krop var sådan helt… ja den fungerede bare ikke. Jeg henter Emil Øbro på mellemdistancen ret tidligt på banen, og jeg kan bare overhovedet ikke følge med. Han løber et helt andet tempo,” fortæller en ærgerlig Björn.

Halvanden måned inden testløbene, under landsholdets første rigtige træningssamling i VM relevante omgivelser, var troen på en VM-udtagelse og muligheden for gode præstationer i det ”fede tjekkiske terræn” ellers endelig begyndt at indfinde sig efter en lang skadesperiode hen over vinteren.

”Jeg vidste jo ikke, hvor jeg stod her i foråret, men så var vi på træningslejr i Tjekkiet, hvor jeg løb ret fint på flere af træningerne. Jeg vandt vores stafettræning, hvor jeg løb rigtig flot. Så jeg fik troen på, at jeg kunne være med. Det var første træningssamling efter corona, hvor vi var i udlandet, så det var meget motiverende endelig at være afsted igen. Der synes jeg, at tingene gik den rigtige vej,” fortæller Björn, der efter en skuffende weekend til testløbene, ikke formåede at løbe sig på VM-holdet.

Hvorfor kroppen ikke ville, som han ville, kan være svært at forklare, for det var ikke manglende indsats, der gjorde, at västergötlændingen ikke ramte formen til udtagelsesløbene.

”Jeg har ikke helt fundet ud af, hvad det skyldtes. Jeg har afsluttet min uddannelse her i foråret, og jeg har skrevet mit afgangsprojekt alene. Selvfølgelig har det været lidt stressende at sidde med det hele selv, oveni at jeg måske også blev lidt for ivrig med træningen, da jeg først kunne løbe igen. Jeg lyttede ikke til min krop. Jeg har egentlig ikke trænet voldsomt meget, men åbenbart mere end min krop kunne holde til,” konstaterer Björn, der med en for høj totalbelastning, både fra studie og træning, ikke fik dét ud af de mange træningstimer, han havde forventet.

Men det var jo der, du skulle præstere, der var ikke andre udtagelsesløb, så hvordan havde du det, da du var færdig med den weekend?

”Jeg var selvfølgelig ærgerlig, men måske var jeg egentlig ikke så skuffet over, at jeg ikke kom til VM. Jeg var nok mere skuffet over, at jeg ikke var bedre,” fortæller Björn, der alligevel ikke kunne forestille at løbe et verdensmesterskab med en krop, der ikke var der, hvor den skulle være.

”Det er jo ikke sjovt at være til VM i den tilstand eller den form, jeg er i lige nu. Man skal kun være til VM, hvis man er på toppen og kan præstere godt. Og det var måske mere det. Jeg følte, at det var ærgerligt, at jeg ikke var der, hvor jeg gerne ville være,” forklarer han.

Hvordan har det så været at være herhjemme og følge med i VM på tv?

”Da jeg så, hvor fede banerne så ud, gad jeg godt selv have løbet. Og det var jo helt fantastisk at se min søster (Line Cederberg red.) løbe så godt. Hun har virkelig løftet sit niveau og fik det til at spille til VM. Men jeg har prøvet at se fordelene ved en sommer, hvor jeg har lidt mere fri og kan gøre det, jeg gerne vil.”

Hvad motiverer dig til at fortsætte med at satse?

”Det er nok, at jeg synes, det er så sjovt at løbe orienteringsløb. Uanset om jeg løber godt eller dårligt, jeg synes bare, at det er sindssygt fedt at løbe en konkurrence eller løbe i et fedt terræn, og det tror jeg altid, jeg vil synes. Det er sporten i sig selv, det er egentlig ikke resultatet og det at vinde noget, der er det primære.”

Hvad får dig til at blive ved med at tro på, at du er god nok?

”Jeg kunne jo se det på vores samling i Tjekkiet. Når jeg løber op til mit niveau, så er jeg stadig en af de bedre danske herreløbere på skovdistancerne, synes jeg. Og jeg bliver nødt til at tro på, at jeg kan komme tilbage i form,” forklarer den efterhånden erfarne landsholdsløber, der har været udtaget til det danske hold alle sine senior-år, og som med undtagelse af i år også har løbet VM alle årene.

Hvad kommer det til at betyde, at du flytter væk fra Aarhus og elitecenteret?

”Forhåbentligt kan det give mig motivation igen. Jeg glæder mig til at få nye udfordringer. Nu er jeg blevet færdig med studiet her og ser frem til at få et helt nyt… Ja, et helt nyt liv næsten. Hvis man skal præstere godt, er det ikke kun træningen, der skal fungere, det er alt rundt om – hele livet – der skal være godt. At man har nogle gode rammer, og man trives med sit liv og den situation, man er i. Så målet med efteråret er jo at flytte et eller andet sted hen, hvor jeg kan få ny inspiration og glæde.”

Hvor, det så bliver, er stadig uvist. Indtil videre er det afgrænset til Sverige og et sted, hvor der er andre dygtige orienteringsløbere at træne med og fede terræner at træne i. Björn har begyndt jobsøgningen, der kommer til at være afgørende for, om det fx bliver Göteborg eller Stockholm, han ender med at flytte til. Til en start flytter han sine ting hjem til sin far i Vänersborg.

Rød-hvid i hjertet

En ting er dog sikkert, Björn tager ikke tomhændet fra Aarhus. Udover mange gode oplevelser med mange gode mennesker, fremhæver han den strukturerede træningshverdag i elitecenteret som noget af det, han vil tage med tilbage til Sverige.

”Det med at få trænet de samme tidspunkter hver dag og de samme typer af pas hver uge og at få lavet en detaljeret træningsplan, det vil jeg helt sikkert holde fast i,” fortæller Björn, der håber, at hans træner, landstræner Jeppe Ruud, også kan hjælpe ham med at holde fast i rutinerne fremover.

”Jeg ved jo ikke, om jeg stadig er en del af landsholdet næste år, jeg har jo ikke rigtig præsteret noget i år, så det må vi lige se. Men hvis jeg stadig er det, så tænker jeg, at jeg stadig skal have kontakt med Jeppe, og at han kan hjælpe mig med at blive ved med at have struktur på min træning,” fortæller han.

På trods af sin retræte til de uendelige svenske skove, hvor de fede terræner nærmest ligger side om side, er Björn ikke i tvivl, om hvilket hold han hører til.

”Jeg er dobbelt statsborger, så det ville nok være muligt at skifte landshold i en ny sæson, hvis det var. Men det er slet ikke noget, jeg har overvejet. Det ville føles virkelig mærkeligt nu. Nu er jeg jo en del af det danske hold, og det er jeg meget motiveret for at forsøge at blive ved med at være,” fortæller han.

Selvom Björn endnu ikke har løbet med Dannebrog på brystet i en konkurrence i år, er der stadig mulighed for at vise, at han også skal være en del af landsholdet næste år. Han satser på at løbe godt til de kommende danske mesterskaber, der kan udløse en billet til årets tredje og sidste World Cup-afdeling, der skal løbes i Italien i slutningen af september. Det er ikke en urealistisk ambition, for kroppen er ved at være tilbage på sit høje niveau igen.

”Min krop er blevet væsentligt bedre. Jeg har selvfølgelig ikke løbet nogen konkurrencer, men jeg synes, det går bedre til træning. Jeg træner meget og struktureret lige nu, og det har jeg egentlig gjort hen over hele sommeren for at være så godt forberedt til efteråret som muligt,” slutter Björn af, inden han kort siger på gensyn, triller ud fra kollegiets parkeringsplads en sidste gang og lægger Aarhus og elitecenteret bag sig – i hvert fald for nu.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s