Dansk herrejunior dominans i Finland

Af Camilla Bevensee

Ser man på resultaterne fra det første VM i MTB-O i to år, virker det til at de to danske drenge, der er at finde i top fire på alle distancer i ’Men 20’-klassen, har fundet opskriften på, hvordan man præsterer stabilt fem hårde løb i træk. Virkeligheden er, at deres forskellige veje til de flotte resultater og de mange medaljer, langt fra har løbet parallelt. Inden vi kaster os ud i beretningerne fra en euforisk uge i dansk mountainbikeorientering, skal vi lige høre, hvordan det hele startede for Mikkel og Morten.

Mikkel: ”Jeg startede som fod-o løber, fordi min familie har gjort det altid. Min far begyndte så småt at cykle noget MTB-O, og da jeg fik en knæskade, som gjorde, at jeg ikke kunne løbe, begyndte jeg også at cykle. Jeg har været omkring 10 år, da jeg startede og et par år senere i 2013, vandt jeg min første medalje. Det var en sølvmedalje til DM-stafet i H20. Det var et af de første konkurrenceløb, jeg kørte, og der var kun et andet hold med udover mit.”

Morten: ”Første gang jeg prøvede MTB-O var faktisk tilbage på efterskolen (Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole red.) i 2016, hvor Mikkel viste mig det. Mikkel kørte allerede meget mountainbike og MTB-O, og fordi jeg var skadet, var vi var begge to på mountainbike-linjen det år.”

Det var dog først for et lille år siden, i sommeren 2020, at Morten for alvor begyndte at satse på MTB-O og cykelsporten. Efter at han i 2015 blev skadet i sit ene knæ og gennemgik en operation, har han forgæves forsøgt at kæmpe sig tilbage til en lovende karriere i orienteringsløb. Sidste sommer måtte han indse, at hans knæ ikke kunne holde til at løbe så meget som han gerne ville, og han lagde endegyldigt fod-o-drømmene i graven.

Morten: ”Det er jo hårdt, men jeg er glad for at have taget den beslutning, for det er så dejligt bare at kunne gøre noget og være med. Det har jo været nedtur på nedtur i min løbekarriere, så nu er det fedt at være kommet videre.”

En ædel sport

Selvom det for både Mikkel og Morten startede med en knæskade, er det tydeligt at de to verdensmestre kommer fra forskellige baggrunde inden for orientering, og at de har dyrket MTB-O grenen dedikeret i henholdsvis 10 år og 1 år. Det gælder også, især når man spørger dem, hvad de bedst kan lide ved at køre MTB-O.

Mikkel: ”Det fedeste er, at der er så mange elementer i det, og at orienteringen går så stærkt. Man skal være virkelig god på en cykel for ikke bare at vælte rundt, og så skal man være 100 procent fokuseret på at læse kortet, når man har mulighed for det, for meget af tiden bumler det for meget til at man kan få noget ud af kortlæsningen.

Det der løb blev jeg aldrig helt gode venner med. Jeg synes, det er sjovt at løbe orienteringsløb, men det var lidt for hårdt for kroppen, også med den knæskade jeg havde. Der er på en eller anden måde også mere i det, når man kører MTB-O. Man skal også være god til at cykle, og have god teknik på cyklen. Det er mit indtryk, at det ikke er helt så nemt at køre hurtigt på mountainbike, som det er at løbe hurtigt.”

Morten: ”Det ligger jo nok til mig, at jeg gerne vil være bedst til noget, jeg synes, det er vigtigt at gå op i noget i sin fritid. Så kan det næsten være lige meget, hvad det er, bare man har noget, man brænder for. Og når det ikke kunne være løb, måtte det jo være noget andet.

Men det er et godt spørgsmål, hvad det lige er, der er det fedeste ved MTB-O. Jeg har faktisk lidt svært ved at svare på det. Men det må jo være det, der også er fedt ved fod-o, for MTB-O minder meget om det. Det ene er jo bare på cykel og det andet til fods. Der bliver stillet store krav både til fysikken og hjernen, og der er flere elementer, der skal spille på én gang.

Jeg kan også godt lide, at det er en lidt ædel sportsgren, hvor det bare handler om at finde vej hurtigst. Det er meget banalt på en eller anden måde. Det giver god mening, synes jeg, frem for at der er et eller andet opstillet spil, som fx i fodbold eller håndbold. Jeg kan godt lige, at det bare er så basic; find vej hurtigst. Det er fedt.”

Der er flere veje til Rom

Hvor Morten kun har trænet målrettet mod at blive bedre til at cykle mountainbike og konkurrere i MTB-O i et lille års tid, har Mikkel en lang række af starter til internationale mesterskaber for ungdomsryttere og flere flotte resultater med sig i rygsækken. Ved sit tredje ungdoms EM i 2017, vandt Mikkel en flot guldmedalje på langdistancen i Frankrig, og senest var han med på holdet, der tog bronze til junior VM i MTB-O i Tyskland i 2019.

Siden har corona stået i vejen for de fleste mesterskaber og konkurrencer på internationalt niveau, og den lange nedlukning, de mange restriktioner og et nyt og ukendt terræn, var med til at lægge en dæmper på Mikkels eufori i forberedelserne frem mod junior VM.

Mikkel: ”Jeg gik med sådan en følelse af, at vi skulle til Finland og have tæv af finnerne, fordi terrænet er så meget anderledes end i Danmark og andre steder, vi har været. Vi skulle afslutte mesterskabet uden nogen afslutningsfest, og så ville vi ende med at tage hjem med en træls følelse. Så et eller andet sted havde jeg ikke de store forventninger til VM, og derfor var det også lidt svært for mig at sætte mig op til at skulle forberede mig en hel masse.”

Alligevel fik Mikkel kørt de nødvendige træningstimer på cyklen, og det viste sig, at formen alligevel var, hvor den skulle være, da det gjaldt i de finske skove. Det var den også for VM-debutanten Morten, der med kun få træningstimer på cyklen for et år siden, oplevede et kæmpe potentiale i træningen.

Morten: ”Jeg blev bare bedre og bedre. Det har nok noget at gøre med, at jeg ikke har cyklet så meget før i mit liv. Det kommer hurtigere til mig nu, end det vil gøre fremover.”

Det afgørende var dog ifølge Morten selv, de tekniske forberedelser, hvor det var et spørgsmål om at lære at tøjle den gode fysiske form og give sig tiden til at læse ordentligt på kortet.

”Teknisk vidste jeg godt, at jeg har lidt svært ved at holde igen. Det er ikke alle steder på en MTB-O-bane, at man bare kan presse på 100% og køre fuld fart, fordi man også hele tiden skal være med på kortet. Så forberedelsen lå i at få respekt for orienteringen og så indse, at jeg måtte give los på nogle bestemte steder, når det var nemt og så sætte farten ned, når det blev svært og lade orienteringen styre.”

Dansk dominans

Efter gode forberedelser, hvor den største udfordring var at sætte sig op mentalt til en uge med lidt strengere coronarestriktioner, end vi er vant til herhjemme, kunne de to unge ryttere tage hul på en uge, hvor der på alle distancer var en af de to, der blev verdensmester.

Morten lagde fra land med at vinde massestarten overlegent, med næsten to minutter ned til en franskmand på andenpladsen. Mikkel fik en dårlig start på den hektiske distance, men kæmpede sig tilbage i konkurrencen og sluttede på en flot fjerdeplads. Han tog revanche dagen efter med et super løb, der sikrede ham hans første verdensmestertitel og en flot guldmedalje på sprinten kun 11 sekunder foran Morten, der fik endnu en medalje – denne gang af sølv.

På mesterskabets tredje dag kørte de to unge herrer igen på højt niveau, og gårsdagens medaljer byttede plads, da Morten hev sin anden verdensmestertitel i hus, 30 sekunder foran Mikkel på en andenplads, på en krævende mellemdistance.

Efter en velfortjent hviledag ventede kongedistancen, og her viste Morten, at den store indsats på cyklen hen over vinteren ikke var spildt, da han med et par trætte stænger kørte endnu en guldmedalje hjem. Mikkel kørte også op til sit bedste og kunne tage sin tredje medalje med hjem, efter at have kørt over målstregen til en sikker tredjeplads. I dame-juniorklassen kørte Gertrud Riis Madsene oså en fantastisk langdistance og vandt sølv.

På mesterskabets sidste dag skulle holdånden sættes på prøve, og de tre H20’ere, der udover Mikkel og Morten, også talte Noah Tristan Hoffman, havde allerede siden de kom til Finland i starten af ugen og blev indlogeret på værelse sammen, sat næsen op efter sejren på stafetten.

Mikkel: ”Vi vidste godt, at vi, efter at have kørt de andre distancer, var et af de stærkeste hold, hvis ikke det stærkeste. Så vi blev enige om, at vi skulle køre stabilt og sikkert, og ikke prøve at overpræstere. Og så gjorde vi bare alle tre det, vi havde aftalt. Det var superfedt.”

Det rakte også hele vejen for den yngste herrer i den danske delegation, og med en dansker på toppen af podiet på alle distancer, var det et VM med dansk dominans.

Top stemning

Resultaterne og de mange medaljer er ikke til at komme uden om, da de to verdensmestre bliver spurgt, hvad der var det bedste ved dette års VM. De fremhæver dog alligevel også flere andre ting, der gjorde ugen i Finland til en fantastisk oplevelse, de nok sent vil glemme.

Mikkel: ”Vi er ret gode venner med mange af de andre landshold, så det var fedt at se dem igen, og komme til at køre nogle konkurrencer imod dem. Efter at vi har ventet to år på at køre VM igen, var det helt fantastisk endelig at komme i gang med det. Og så synes jeg også, at der bare var en god kemi på holdet hele vejen igennem, og det virkede til at folk havde en god tur. Vi vandt jo virkelig mange medaljer, så det gjorde også det hele meget bedre, men der var bare god stemning under hele turen.”

Morten: ”Det var jo fedt at vinde, men det er svært kun at finde én ting, der var det bedste. For det første var det godt at komme afsted udenlands og møde andre mennesker, der går op i sporten. Herhjemme er det jo en meget lille sport, og det var i hvert fald sundt for mig at se, at der er mange andre, fra de andre nationer, der også går meget op i det. Jeg var positivt overrasket over, hvor professionelt et arrangement det var, og man kunne tydeligt mærke, at der var mange, der var godt forberedte og gerne ville præstere deroppe.”

De to unge ryttere har med stor sandsynlighed bidraget godt til den gode stemning og den seriøsitet, der var at spore blandt udøverne, og de har meget at være stolte af her på den anden side.

Mikkel: ”Jeg er selvfølgelig mest stolt af guldmedaljerne på sprinten og stafetten, men jeg synes også, at jeg var god til at blive ved med at kæmpe, selvom jeg lavede fejl. Det var mit sidste år som junior til VM, og jeg har ikke vundet VM før, så det var en kæmpe optur at vinde både en individuel distance og stafetten.”

Morten: “Noget af det, jeg er mest glad for, er, at jeg holdt sammen på det undervejs igennem alle distancerne. Én ting er at vinde én distance, men at det blev til fire guldmedaljer, det er jo helt vildt. Det, at jeg kunne køre fem rigtigt gode, stabile løb, det er det, jeg er mest stolt af.”

Selvom der blev lavet små fejl undervejs på flere af banerne, er både Mikkel og Morten enige om, at der ikke var særligt meget de kunne have gjort anderledes.

Mikkel: ”Så skulle det have været at køre en bedre massestart. Ellers er der ikke rigtigt noget, som jeg synes jeg kunne have gjort anderledes.”

Sommeren står på endnu flere timer i sadlen for Mikkel, inden han skal køre sit sidste mesterskab som junior, når der er EM i Portugal i starten af oktober.

Mikkel: ”Jeg har været til mesterskaber i Portugal to gange før, og jeg synes, det jeg kender til det, ligger godt til mig. Jeg har høje forventninger til EM, helt klart. Nu hvor jeg har gjort det så godt til VM. Jeg håber bestemt på at gøre det lige så godt til EM.”

Morten er også sidste års junior, men han håber på at kunne stille til start i seniorklassen til efterårets EM.

Morten: “Jeg har snakket med Allan (Jensen, landstræner red) om, at det ikke motiverer mig at køre juniorklassen til EM, så jeg satser lidt på, at jeg kan komme ned og prøve at få nogle tæsk i seniorklassen i stedet for.”

Det bliver spændende at følge de to unge stjerner fremover, det bliver nok ikke det sidste, vi har set til dem.