Inspiration Landshold Portræt

Maja Alm – når eliteorientering er svært

Selv når man er verdens bedste, kan motivationen for at træne svinge lidt – men da både OL i Tokyo og VM i orienteringsløb i Danmark sidste år blev aflyst på grund af corona-pandemien, forsvandt den fuldstændigt for Maja Alm. Fra den ene dag til den anden stoppede hun med at løbe. Fem måneders pause fra træningen har lært Maja, at hun bliver nødt til at dyrke sporten på sine egne præmisser, hvis det skal blive ved med at være sjovt.

Af Camilla Bevensee

Der er kun enkelte totter af hvide skyer at se på himlen over det sydlige Aarhus, der viser sig fra sin flotteste påskeblå side. På en stille villavej, ikke langt fra Viby Stadion, åbner den firedobbelte verdensmester Maja Alm døren og byder mig indenfor i murermestervilla i røde sten. Maja har taget sig tid til at snakke med Magasinet Orientering på denne højhellige skærtorsdag, og med en barista-lignende kop kaffe foran sig forklarer hun, hvordan hun en morgen i august sidste år pludselig ikke kunne se meningen med at løbe den tur, hun var i gang med.

”Det var en dag inden arbejde, hvor jeg var ude og jogge en tur, bare 5km. Det gik op for mig, at ’det her giver ingen mening for mig’. Jeg kunne lige så godt stoppe. Og så stoppede jeg med at løbe,” fortæller den 32-årige sønderjyde, der pludselig ikke vidste hvorfor hun trænede, og derfor stoppede. Fra den ene dag til den anden.

Det var lige omkring det tidspunkt, hvor OL skulle have været afholdt. Maja gik fra at have trænet godt i foråret og hen over sommeren, til at trække stikket til løbetræningen fuldstændigt.

”Jeg løb intet. Fra august til jeg snakkede med Tue (Lassen, red.) i januar, har jeg løbet 5-10 km et par gange i nogle weekender, og det er det,” fortæller Maja, der ellers var i god form og var godt på vej mod at realisere OL-drømmen, da landet lukkede ned i marts sidste år.

”Jeg havde lige sat dansk rekord på 3000m indendørs, og det var det første af tre gode løb, jeg skulle have for at komme til OL,” fortæller Maja, da hun bliver spurgt, hvor hun var i sin træning, da nedlukningen ryddede konkurrencekalenderen for resten af foråret.

”Jeg stod et sted, hvor jeg følte, at jeg havde en halv fod inde til OL og var i god form. Jeg skulle have været på nogle lidt længere træningslejre, og jeg havde fået orlov fra arbejde,” husker Maja tilbage. Hun blev færdig som tandlæge i 2019 og har siden skullet få et fuldtidsarbejde passet ind ved siden af sin elitekarriere. Maja havde planlagt en periode som fuldtidsprofessionel frem mod VM i orienteringsløb og OL i 2020, men i stedet måtte hun tage i sommerhus i Thy med sin kæreste og nogle venner.

”Vi tog i sommerhus og trænede rigtig godt. Vi var afsted med en lille gruppe andre løbere, og jeg løb nok 150-160 km om ugen. Jeg prøvede at skrue helt op for træningen, og jeg var virkelig motiveret for at give den én over nakken,” fortæller Maja, der på det tidspunkt stadig håbede på, at OL blev til noget.

Trods corona var det heldigvis muligt for landsholdet at rejse til Norge i august for at træne. Foto: Jeppe Ruud

Lettet over OL-udskydelse

Da OL i Tokyo nogle uger senere blev udskudt, begyndte luften lige så stille at gå af ballonen for Maja, der kunne mærke, at hun ikke var lige så motiveret for at træne hårdt og kæmpe et helt år mere for at komme til OL.

”Efter de fire uger i sommerhus, hvor vi havde trænet rigtig hårdt, blev jeg ikke skadet, men jeg kom lidt ned i et hul, da OL blev udskudt. Der brugte jeg lang tid på at beslutte, om jeg skulle fortsætte eller ej. Jeg kunne mærke, at det tog meget af min motivation,” fortæller Maja, der havde sat sig op til, at det ville blive en lang og hård kamp at nå til OL på 5000m distancen.

”Jeg kan huske, at da vi gik ind i 2020, glædede jeg mig til det. Men jeg kan også huske, at jeg også glædede mig lidt til, at det var overstået, for jeg vidste godt, at det ville blive et rigtig hårdt år. Jeg ville skulle være rigtig meget væk hjemmefra, og det, synes jeg, kan være hårdt, for jeg kan godt lide at være hjemme. Så det ville kræve meget af mig at komme igennem 2020, og i forvejen var jeg ved at være mentalt slidt,” fortæller Maja, der i slutningen af 2019 måtte finde en ny træner og bygge en hel ny relation op, som hun dog er meget glad for at have i dag.

”Med min nye træner løber jeg mere på følelsen. Jeg tror, at hvis man hele tiden har fokus på, hvilke tider man løber, bliver det hurtigt meget hårdt mentalt. Hvis man skal løbe 3.15 på sine 1000-meter intervaller og så ikke gør det, så slår man sig selv oven i hovedet. Det kan blive en meget negativ spiral,” forklarer Maja, der luftede OL-drømmen for første gang i 2016. Siden har jagten på marginalerne betydet, at der ikke var plads til fejl, og at forventningerne til hendes præstationer har været tårnhøje. Især i atletikkens verden, har barren for succes ligget højt og ikke været til forhandling.

”Min succesmargin var så lille, også fordi jeg jo vidste, hvad jeg skulle løbe for at kvalificere mig. Det blev meget forkrampet omkring de der tider, der er så afgørende, når man løber atletik. Og så var der jo et forventningspres, fordi jeg havde været ude og sige, at jeg ville til OL. Jeg glædede mig til OL, men jeg glædede mig også til, at det var overstået. På den måde var det også en lettelse, da OL blev udskudt,” fortæller Maja, der efterfølgende valgte at lægge OL-drømmen på hylden.

”Jeg havde jo lidt håbet på, at motivationen kom til også at skulle løbe OL, for jeg gad jo rigtig godt stå med slutresultatet. Problemet var bare, at jeg slet ikke kunne se mig selv i processen derhen,” fortæller Maja, der byttede OL-drømmen og træningen ud med fuldtidsarbejde i form af 40-timers arbejdsuger som tandlæge.

”Jeg tror, at jobbet fik lov til at udfylde noget af det, jeg ellers søger i elitesport. Jeg arbejdede 40 timer hver uge fra januar, og det, tror jeg, gjorde, at jeg ikke savnede elitesport. Efter tre måneder med meget arbejde, hvor vi også begyndte at renovere det her hus i weekenderne, efter vi overtog det i december, så blev det hverdag, og jeg arbejdede mere for at tjene penge,” husker Maja tilbage, da hun bliver spurgt, hvornår lysten til at træne begyndte at melde sig igen.

”Der var lige en overgang, hvor jeg var rimelig presset, både med at arbejde og renovere, og jeg havde aldrig fri. Der begyndte lysten til at træne og dyrke elitesport at komme lidt igen,” fortæller Maja, der endegyldigt har droppet OL i Tokyo i år, men som ikke afviser en fremtidig satsning mod sportens ultimative arena.

”Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg ikke skal til OL på 5000 m – og slet ikke i år. Hvis jeg skal noget, så skal det være på maraton, men det bliver heller ikke i år, for det har jeg ikke tid til at forberede mig til,” fortæller Maja, der dog føler sig meget mere motiveret for at satse på orienteringsløb lige nu.

En del af Majas tid, er siden december gået med at renovere det hus hun er flyttet ind sammen med sin kæreste. Foto: Camilla Bevensee

’Dronning af skoven’

Det er Majas konkurrent Tove Alexandersson ofte blevet kaldt, efter at hun de seneste fire år, hvor VM i orienteringsløb har været afholdt, har vundet guld på den lange distance. Parallelt er Maja blevet kaldt ’Dronningen af sprint’, da hun ligeledes har vundet de seneste fire VM-titler på sprintdistancen.

Med et medaljeskab som Majas, er det ikke manglen på ’metal’, der har fået hende til at snøre løbeskoene og fortsætte sin karriere. Maja havde mange overvejelser om at indstille karrieren, men noget sagde hende, at hun skulle fortsætte.

”Jeg har jo overvejet rigtig meget, om jeg skulle indstille karrieren, men der var bare alligevel et eller andet inden i mig, der sagde, at jeg ikke var færdig,” fortæller Maja, der ikke mener, at det var behovet for at træne, der fik hende tilbage på løbestierne omkring Aarhus.

”Jeg ved ikke, om jeg kan lide at træne, for jeg fandt jo egentlig ud af, at det jeg godt kan lide, er at have målsætninger og gå efter dem. Men jeg kan godt lide elitelivet. Jeg synes, det er et fedt liv, med den struktur det kræver, og jeg er god til det. Det er også fedt, fordi hver dag er en del af vejen, der fører til det mål, man forfølger,” fortæller Maja, der i første omgang ikke havde tænkt sig at bruge sin energi på at vinde en femte guldmedalje på sprint til VM i juli.

”Vi snakkede lang tid om sprint. Og jeg kunne bare mærke, at der slet ikke kom den der kriblende fornemmelse, for der kan jeg jo også kun skuffe på en eller anden måde. Jeg tror mere, det ville imponere mig selv, hvis jeg vandt igen,” fortæller Maja om det møde, hun havde med landstræner og tidligere trænings- og landsholdskammerat igennem mange år, Tue Lassen, i januar.

Her ses Maja sammen med landsholdskollegaen Cecilie Klysner på landsholdssamlingen i Norge, august 2020. Foto: Jeppe Ruud

Elitesport skal også være sjovt

For Maja var det vigtigt, at hun fik ro til træffe beslutningen om at komme tilbage, og tiden til at tænke brugte hun også på at komme frem til, at hun i sit OL-projekt manglede noget af det vigtigste.

”Det vigtigste er, at man har det sjovt, og jeg tror, jeg kom til at stå lidt alene i det projekt, det var at kvalificere sig til OL. Især i det her halve år, hvor jeg har kigget udefra på min elitekarriere, har jeg fundet ud af, at med den person jeg er, er det bare vigtigt at have det sjovt. Det er vigtigt at have nogle relationer, der betyder noget for mig – både udenfor men især også indenfor sporten,” fortæller Maja, der ikke på samme måde var afsted med et hold, da hun løb forskellige konkurrencer i jagten på OL-kvalifikationen. Maja er glad for at komme tilbage til orienteringsløb og til landsholdet, der er en helt ny gruppe, hvor mange af de andre er meget yngre end hende.

”Det er jo en kæmpe gruppe, vi er nu, og der er en masse unge. Jeg tror, jeg har været lidt i tvivl om, om de var for langt væk fra mig, til at det kan give mening, men jeg synes bare, at der er rigtigt mange fantastiske mennesker på holdet. Der er mange af dem, der er rykket op, der giver en god energi, og det tror jeg, at jeg har savnet – at der var lidt mere fandenivoldskhed,” griner Maja og fortsætter.

”Jeg kan godt lide, at man griner og tager pis på hinanden og sådan noget, og der synes jeg virkelig, at de unge bidrager med meget. De tør også at gå til mig.”

Da Maja stoppede med at træne, var hun et sted, hvor hun kun kunne skuffe, og hvor forventningerne fra omgivelserne til fejlfri og suveræne præstationer var tæt på at være en garanti. Det har været hårdt at være i for den forsvarende verdensmester, der nyder at være ude af form og kunne overraske med en stor indsats til træning.

”Jeg synes, det har været rigtigt fedt at få lov til at have de her 4-5 måneder ude og komme ind i gruppen som ’underdog’. Jeg er jo ikke i den bedste fysiske form overhovedet – slet ikke når vi løber i terræn – men nu har jeg jo lidt en undskyldning for det. Det er egentlig rart at komme ind og så kunne få lov til at imponere ved at træne og forbedre mig. Det har jeg jo ikke kunnet i mange år. Så på den måde synes jeg, at mine forventninger er skruet ned og nulstillet, og det har jeg haft brug for,” fortæller Maja, der ikke er bange for, hvad andre tænker om hende og hendes satsning, for hun vil satse på sin egen måde nu.

Satsning på egne præmisser

”Jeg er nået til et punkt, hvor det er mit projekt, og hvor jeg bestemmer. Det føles egentlig helt vildt rart,” fortæller Maja med et selvsikkert smil i mundvigen. Hun har lært at sige fra og ser det ikke længere som hendes ansvar alene at få sporten ud i medierne og til den brede befolkning.

”Jeg havde snakket med nogle journalister, da jeg offentliggjorde skiftet væk fra OL, men det har været på mine præmisser, når jeg havde tid. Jeg synes, det er en kæmpe befrielse, at nu, hvis jeg ikke har lyst til ting, så lader jeg bare være,” fortæller Maja, der i mange år har været med til at skabe stor opmærksomhed omkring orienteringsløb i medierne.

”I og med at det har været mig, der har fået opmærksomheden, og at jeg også følte, at fordi o-løb er en lille sport, så skal man gribe den. Så har jeg stillet op til alt og gjort alt muligt for at skabe et godt image, og det har fyldt alt for meget,” fortæller Maja, der nu har fundet ro i at være til rådighed på sine egne præmisser.

”Det kommer selvfølgelig til at koste en masse opmærksomhed. Men jeg har prøvet at være igennem møllen, og det er sjovt, men nu gør jeg det bare for min skyld. Og jeg er egentlig lidt ligeglad med, om det er noget DR følger med i eller ej. Det har givet mig en ro at have den tilgang til det,” fortæller Maja med en alvorlig mine og fortsætter.

”I bund og grund er det jo ikke derfor, jeg dyrker elitesport, jeg laver det jo, fordi jeg godt kan lide det. Så jeg tror også bare, jeg er blevet bevidst om, at denne her gang skal det være på mine præmisser.”

Udover at Maja ikke i lige så høj grad har tænkt sig at bruge energi på at iscenesætte sig selv og sporten, er visheden om, at hun får mulighed for at nå sin målsætning også en præmis for de næste måneders satsning frem mod VM.

”Jeg tror egentlig, at det, der fangede mig, var, at den Tjekkiske regering sagde, at de vil gøre alt for at VM bliver til noget. Det var det, der gjorde forskellen for mig,” fortæller Maja, der stadig skal arbejde 25 timer om ugen frem til juni, hvor hun så tager lidt mere fri og forhåbentlig kan komme afsted på træningslejre i Tjekkiet, som den sidste forberedelse.

”Jeg kan ikke sætte mig op til at skulle gøre alt det her, hvis det bare er for ’et måske’. Så det er den sikkerhed, der skulle til. Jeg skal have et mål i sidste ende, for at jeg gider, ellers ville jeg hellere ligge på sofaen,” griner Maja og bekræfter, at langdistancen er hendes primære mål til VM.

”Ja, det er det i hvert fald lige nu. Men jeg kan da også mærke, nu hvor jeg har været lidt ude og løbe noget sprint, at det kommer nemmere til mig, og jeg synes jo også, det er sjovt. Så nu må vi se, om det når at ændre sig,” smiler hun. Maja har en friplads på sprintdistancen i kraft af, at hun er forsvarende verdensmester. 

Gå med det

Med målsætningerne på plads og en progressiv træningsplan skrevet i kalenderen er Maja ikke i tvivl om, hvad der har været det vigtigste for, at hun har kunnet genfinde motivationen og kan stå klar til at satse på orienteringsløb igen.

”Det har været, at jeg har lyttet til mig selv og holdt den pause. Jeg tror ikke, at jeg kunne have trænet igennem det, men jeg tror, at hvis jeg havde gjort det alligevel, havde jeg stået det samme sted nu, som jeg gjorde dengang, og det havde jeg ikke været gladere af, og jeg havde heller ikke nået noget mål med den tilgang,” fortæller Maja, der mener, at man bliver nødt til at acceptere den manglende motivation, før man kan komme videre.

”Jeg synes, man bliver nødt til, i hvert fald i en vis periode, bare at acceptere, at det er der, man er. Så kan det godt være, at man hellere ville være et andet sted, men man kommer ingen vegne ved at tvinge sig selv,” mener Maja, der igen fremhæver, at det er lysten, der skal drive værket.

”Jeg tror, du kan tvinge dig selv til meget og også over lang tid, men så bliver du aldrig rigtig god til det, du gerne vil. Det skal komme indefra, før man bliver god,” fortæller hun og råder også andre, der oplever, at de ikke er så motiverede for at træne, til at tage en pause for at finde ud af hvorfor.

”Gå med det, tag en pause. Og så er det selvfølgelig vigtigt at prøve at finde ud af, hvorfor man ikke er motiveret. Oftest er der en årsag til det, og det kan jo være det, der er det sværeste at indse. Hvorfor man er der, og så prøve at tage stilling til det,” fortæller Maja, der mener, at man altid selv kan gøre noget.

”Det er ikke let at indse, hvad der er årsagen. Det er derfor, det har taget så lang tid for mig at finde motivationen, fordi jeg har gået og ventet på, at den bare skulle komme tilbage, men det gør den jo ikke bare. Man er nødt til at gå ud aktivt sige, at nu vælger jeg det her til, og nu vælger jeg det her fra, og se hvilken effekt, det har,” konkluderer Maja, der ser frem til at bruge sommeren med et kort i hånden. Hun er motiveret for at rykke sig på de parametre, der spiller ind, når hun skal løbe langdistance, men det kræver, at hverdagen hænger sammen.

”Jeg håber på, at jeg kan få det til at hænge sammen med arbejde og fokus på VM. Det, synes jeg, kunne være et rigtig fedt liv, hvis der kan være lidt af det hele. Og så håber jeg selvfølgelig på, at jeg kan stille til start i den form, jeg har været i før, og måske endda endnu skarpere på nogle områder – både teknisk og løbsteknisk i terræn, så jeg kan gøre mig gældende på skovdistancerne. Det, synes jeg, kunne være fedt,” fortæller Maja, der planlægger at være orienteringsløber i mange år endnu.

”Dét at løbe i skoven og det tekniske, det er jo færdigheder, jeg altid vil kunne tage med mig, også når jeg bliver ældre, og det, synes jeg, kunne være sjovt at udvikle på.”

På landsholdets samling i februar var Maja med til en af træningerne. Det var den første aktivitet med landsholdet efter flere måneders pause. Foto: Jeppe Ruud

Hjernerystelse betød EM på sidelinjen og ændrede planer

Maja havde egentlig set sig varm på den længste distance til VM til sommer, og da Orientering Online besøgte hende i starten af april, var hun motiveret for at udvikle sig mod at præstere i skoven. Maja var dog også i spil til at løbe EM på sprintdistancerne i midten af maj, men det satte en hjernerystelse i midten af april måned dog en stopper for. Det har betydet, at Maja næsten ikke har kunnet træne den sidste måned. Faktisk var hun allerede ved at indstille sig på, at der heller ikke ville være nok tid til at forberede sig tilstrækkeligt mod VM, men efter at have set EM på TV kom motivationen igen tilbage – dog nu for at løbe sprint i Tjekkiet til juli.

”Jeg må indrømme, at det kriblede i benene, da jeg fulgte med i EM. Motivationen for at løbe sprint er stille og roligt kommet tilbage i løbet af foråret, og da jeg så konkurrencerne, fik jeg den der følelse af, at det har jeg også lyst til. Jeg kan godt give de bedste kamp til stregen til VM,” fortæller Maja.

Det betyder også, at hun udelukkende stiller op til VM på sprintdistancerne, da hun ikke ser det som realistisk at blive konkurrencedygtig på langdistancen grundet det lange træningsafbræk. Hun har allerede en friplads til den individuelle sprint som forsvarende verdensmester, og i løbet af juni bliver det afgjort, hvilke to kvinder, der skal løbe på det danske sprintstafethold. Opstarten af løbetræningen efter hjernerystelsen er heldigvis forløbet fornuftigt, og Maja kommer til at skrue hurtigt op for træningen over de næste uger.

”Jeg er godt klar over, at tiden er knap, og at jeg ikke kan nå at træne mig op til mit tidligere fysiske niveau på 1½ måned. Men jeg er også kommet frem til, at jeg ikke har noget at miste ved at give det et forsøg”, fortæller Maja. Udover at hun i løbet af juni skal vise, at hun er én af de to bedste danske kvinder, der fortjener en plads på sprintstafetholdet, har hun også sat et fysisk krav til sig selv.

”I slutningen af juni skal jeg være i stand til at løbe bestemte tider til træning, for at jeg har lyst til at stille til start. Hvis jeg kan det, stoler jeg så meget på min erfaringer efter flere års præstationer på sprint, at jeg har troen på, at jeg kan kæmpe med i toppen individuelt og også kan bidrage på sprintstafetholdet”, slutter Maja.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s