Josefine Lind er kommet stærkere tilbage

Af Camilla Bevensee

En skyfri morgen i Aarhus er så småt ved at blive overtaget af tunge regnskyer, da Josefine Lind kommer igennem på en klar forbindelse fra Vejle. Hun er i karantæne i sit barndomshjem efter hjemkomsten fra EM, som det stadig er påkrævet, når man rejser ind i Danmark.

Det er under 48 timer siden, at Lufthansa-flyet løftede hende hjem fra hendes internationale seniordebut, men Josefine Lind har allerede nået at tænke en masse tanker om det vellykkede mesterskab, hvor hun med sine flotte præstationer løb sig til en placering som nummer 19 i World Cuppen.

Skade på skade

For halvandet år siden, da Orientering Online sidst tog en snak med Josefine, var der ikke meget, der tydede på, at hun skulle til EM og høste World Cup-point inden for den nærmeste fremtid. På det tidspunkt var hun kun lige på vej ud af et længere skadesforløb og blev igen og igen ramt af nye skader. For eksempel den hofteproblematik, der i februar sidste år gjorde, at hun var afsted på endnu en af de årlige træningslejre i Portugal uden at kunne løbe mere end et par træninger og det med store smerter. Inden det havde hun haft ondt i knæet, og der havde også været et længere afbræk i hendes træning på grund af smerter i skinnebenene.

”Jeg troede egentlig, at det skulle være min første ’Sydsamling’ i lang tid, hvor jeg rent faktisk kunne træne. Det blev det bare overhovedet ikke. Jeg løb nærmest ingenting, så det var faktisk en rigtig dårlig tur,” fortæller Josefine om februarsamlingen i 2020. På det tidspunkt, i takt med at coronapandemien gjorde sit indtog i Danmark, blev hun lige så stille blev i stand til at løbe lidt igen.

Meget blev det dog ikke til, og da et VM på dansk jord endegyldigt blev aflyst i starten af april, tog den unge idrætsvidenskabsstuderende en beslutning om, at der skulle ske noget.

”Jeg havde brug for at gøre noget for ikke hele tiden at være skadet med et eller andet. Jeg kunne se, at jeg kunne løbe en måned, så fik jeg ondt et sted. Så kunne jeg løbe en måned igen, men så fik jeg ondt et andet sted. Det var på ingen måde holdbart, og jeg blev nødt til at blive stærkere. Der skulle ske et eller andet i hvert fald, ellers ville det ikke blive ved med at være sjovt at være eliteløber,” fortæller Josefine Lind, der med støtte fra trænerteamet og Team Danmarks fysiske træner tog hul på et næsten fem måneder langt styrketræningsprogram.

Josefine lagde ret drastisk sin træning om i bestræbelserne på at blive stærkere og undgå en ubrudt række af store og små skader. Det betød, at hun tre gange om ugen løftede tunge vægte og kun løb tre timer ved siden af. En opbygning der er noget usædvanlig for en atlet, som i sidste ende prøver at blive en bedre løber.

”Jeg har ikke hørt om andre, der har gjort det, ikke inden for o-løb i hvert fald. Jeg tror måske bare, det kom til mig lige pludselig,” fortæller Josefine, der mødte en del skepsis over for, at hun trænede så meget styrketræning.

”Det var jo lidt et sats, og folk var ret skeptiske over for det. Hver gang folk har sagt noget, har jeg jo tænkt over, om det var en dum idé. Det var jo mit eget forslag, det var ikke, fordi trænerne eller Alejandro (Bugge, fysioterapeut i Team Danmark red.) sagde, jeg skulle gøre det, det var mig selv, der bragte det på bane,” fortæller Josefine, der havde brug for den pause, coronapandemien satte den internationale konkurrencesæson på.

”Det var corona, der gav mulighed for det. Hvis corona ikke havde været der, og VM ikke var blevet aflyst, skulle jeg jo i stedet have fokuseret på at blive klar til konkurrencer. Så corona var egentlig godt for noget, kan man sige,” fortæller hun.

Stol på processen

I efteråret begyndte Josefine stille og roligt at skrue ned for styrketræningen og op for løbetræningen, og siden årsskiftet har hun kunnet holde en stabil løbemængde uden de store afbræk i træningen. Hun har ikke trænet så meget, som hun gerne ville, men det er det, hun kan holde til lige nu, og de mange år med skader har lært hende, at det ikke kan betale sig at forcere træningen.

”De andre piger træner jo meget mere, end jeg gør. Det er jeg godt klar over, men jeg har også bare stolet på, at det, jeg har gjort, har været godt nok. Hvis jeg skulle stresse over at komme op og træne 10 timer ligesom de andre, så ville jeg bare blive skadet. Så jeg har bare stolet på, at det her er min proces, og så kan jeg løbe mere og mere, men lige nu kan vi ikke lægge mere på,” fortæller Josefine, som har fundet en ro i at fokusere på sig selv.

”Jeg er blevet meget bevidst om, hvad jeg selv kan holde til, og jeg lader mig ikke stresse af, hvor meget de andre træner. Jeg bor jo sammen med Line (Cederberg red.) og Agnes (Kracht Nørgaard red.) og kan se hvor meget de træner, men jeg prøver bare at fokusere på mit eget. EM bekræfter mig jo også i, at det er en god taktik. Jeg klarede mig lige så godt som nogle af dem, der træner mere end mig. Fremadrettet skal jeg også bare have fokus på mit eget, og så skal farten nok komme. Jeg ved, at så snart jeg kan lægge et lag træning mere på, kan jeg rykke mig meget fysisk også,” fortæller den unge mesterskabsdebutant, der måtte sande, at det fysiske niveau hos de andre løbere var lidt for højt til, at hun kunne være med helt fremme i feltet i Schweiz.

”Jeg var nervøs for, om kroppen overhovedet kunne holde til det. Så meget kunne jeg jo ikke træne op til, og det er mange år siden, jeg har løbet fire hårde løb fire dage i træk. Jeg kunne også godt mærke, at efter de første to dage begyndte min fysiske form at blive en begrænsning. Og især på den sidste dag var der ikke meget at skyde med. Men efter jeg er kommet hjem, er jeg ikke gået i stykker, så kroppen har nok godt kunnet holde til det alligevel,” konstaterer Josefine.

Styr på det mentale

Europamesterskabernes tre discipliner blev afviklet over kun fire dage, med tre finaledage og en kvalifikationsdag. Først sprintstafet, så knockoutsprintkvalifikation, knockoutfinaler og til sidst den individuelle sprint. Med et afbud fra Maja Alm blev Josefine skiftet ind som førstetur på sprintstafetholdet, hvor målsætningen var en medalje.

”Det var en helt ny disciplin, og en helt ny rolle for mig at skulle løbe førsteturen. Jeg var sindssygt nervøs inden, men jeg havde en rigtig god oplevelse derude. Jeg taber noget til sidst, og det er rent fysisk, fordi de andre bare løber så sindssygt hurtigt,” fortæller Josefine, der, efter at have været med helt fremme langt hen i stafetten, skiftede som nummer 9, 50 sekunder efter et suverænt schweizisk hold.

”Jeg skulle bare være med og løbe et stabilt løb. Vi vidste godt, at Sverige og Schweiz ville trække fra, men så ville jeg gerne være med i den gruppe, der kom efter. Jeg var sidst i den gruppe, der kom efter, så jeg klarede det, jeg skulle,” fortæller Josefine om opgaven, som det lykkedes hende at løse. Holdet endte på en ottende plads efter en del små fejl og viste flere steder, at de har potentiale til at løbe med i top-6 og måske endda til at være med i kampen om medaljerne.

”Der er ikke særligt meget, der gør, at vi ikke er med, på trods af at vi er et nyt hold og et ungt hold. Så det var bare fedt at være en del af,” fortæller Josefine, der, til sin egen overraskelse, havde godt styr på det mentale til konkurrencerne.

”Det kom også virkelig bag på mig, men jeg tror, at det har været resultatet af de år, jeg har været ude, hvor jeg bare har kunnet fokusere på mit eget projekt. Undervejs er jeg jo også blevet lidt ældre, og det, tror jeg, har gjort en kæmpe forskel. Så jeg hvilede ret meget i mig selv dernede, selvom jeg ikke vidste, hvor jeg stod inden og ikke havde prøvet noget af det før,” fortæller Josefine, der som en af kun fire danskere kvalificerede sig til knockoutsprintfinalerne på mesterskabets anden dag.

Ikke mere at skyde med

”Der var jo en masse snak om, hvilke taktikker man skulle gå med. Jeg syntes, at jeg havde løbet virkelig godt ved at fokusere på at være selvstændig og løbe mit eget løb, så det var det, jeg gjorde, og så måtte det gå godt eller dårligt. Det kunne være fedt at gå videre til semifinalen, men jeg prøvede egentlig bare at se, hvad der skete og få noget erfaring,” fortæller Josefine, der igen blev konfronteret med konkurrenternes høje fysiske niveau og måtte se sig slået med en stor margin op til tredjepladsen og dermed en billet videre.

”Da vi kommer i gang, kan jeg mærke, at der fysisk ikke var så meget at skyde med, men det var en god oplevelse, og jeg blev nummer fire i mit heat. Det var fint, og Tue havde jo også motiveret mig til, at jeg skulle kæmpe om hver en plads, for der var World Cup-point på højkant,” fortæller Josefine.

På mesterskabets sidste dag var den unge debutant på trods af trætheden stadig sulten efter et godt resultat.

”Jeg frygtede sprinten ret meget. Banen var ret lang, det var sidste dag, og jeg var virkelig træt. Men samtidig syntes jeg også, at det kunne være fedt at løbe mig til et godt resultat, måske top-30 eller top-20. Jeg var ret godt forberedt teknisk og tager stort set alle de rigtige vejvalg hele vejen rundt,” fortæller Josefine, der endte på en flot 22. plads med få sekunder op til top-15.

Gode erfaringer

Josefines stabile præstationer til EM har allerede sikret hende udtagelsen til den individuelle sprint til sommerens VM i Tjekkiet, og nu fokuserer hun på at blive klar til at løbe sig på holdet på en af skovdistancerne, når de danske løbere rejser til Tjekkiet for at løbe udtagelsesløb i relevante terræner.

”Vi må se, hvordan det går, jeg tror, at jeg kan klare mig bedst på sprint lige nu, men det kunne også være fedt at blive udtaget til en af skovdistancerne,” fortæller Josefine, der ikke er i tvivl om, hvad hun skal fokusere på frem mod VM.

”Jeg kunne godt tænke mig at ’booste’ fysikken frem mod VM, og så skal jeg selvfølgelig forberede mig teknisk og tage nogle af de erfaringer med, som jeg gjorde frem mod EM. Det er især det mentale, som jeg håndterede godt,” fortæller hun. Josefine har med rette justeret sin helt uofficielle målsætning frem mod verdensmesterskabet.

”Mit reelle mål, inden jeg vidste, hvor jeg stod til EM, var at løbe i top-20 til VM, men det kan godt være, at jeg skal sige top-15 nu. Så kunne det jo være fedt at løbe på sprintstafetholdet, men det skal være de bedste løbere, som skal gøre det. Jeg er klar, hvis jeg skal, og hvis jeg ikke skal, så fokuserer jeg bare på den individuelle,” afslutter Josefine.