Medier

Nyt overblik: Orienteringsløb.dk viser vej til alle danske o-løb

Det har været savnet i en del år: Et website, der giver overblik over alle danske orienteringsløb. Men nu er det her på orienteringsløb.dk – hvor man også kan abonnere på nyhedsbreve med løb fra ens favoritklubber.

Af Ernst Poulsen

Desperation findes i mange varianter. Men for o-løbere starter det som regel sådan her:

Først tjekker du klubbens hjemmeside, men de løber i samme skov som sidste uge – hvor du nok har løbet træningsløb 83 gange. Så tjekker du naboklubben, men de holder pause på grund af en helligdag. Lidt mere desperat tjekker du to lukkede Facebook-grupper, et par løbslister og til sidst hjemmesider for fem klubber, der ligger længere væk. Det er her, du mister overblikket.  

Det overblik kan du nu få igen på orienteringslob.dk.

Sitet, der er gået i luften i stilhed hen over vinteren, viser allerede nu 150 aktive løb: Lige fra danske mesterskaber og divisionsmatcher til åbne motionsorienteringsløb – og så dem der er allerflest af: Helt almindelige træningsløb.

Grundprincippet er, at hvis der er poster i skoven, så kan løbet komme med på Orienteringsløb.dk.

På orienteringsløb.dk kan man nemt og hurtigt få et overblik over, hvor der er træning og konkurrencer.

Den nemme vej ind i sporten
Sitet skal først og fremmest gøre det nemt at finde et løb – især for de folk, der er interesserede i at prøve o-løb for første gang.

Og her har o-sporten længe haft en akilleshæl. DOF’s hovedsite viser ikke løb. O-service.dk indeholder kun konkurrencer og er målrettet folk, der allerede er meldt ind i en klub. Hvis en interesseret begynder ikke falder over den lokale klubs hjemmeside i første hug, så kan det i dag være svært at komme afsted på den første skærmjagt.

Målet med orienteringsløb.dk er derfor at præsentere alle klubbernes løb – dels på et Danmarkskort så man kan finde det nærmeste og dels i en kalenderoversigt, så man kan finde de løb, der passer med ens egen kalender.

Værktøj for de rutinerede løbere
Vi ved, at erfarne o-løbere tit deltager i naboklubbernes træningsløb. Mest af alt for at prøve nye terræner, men også for at komme i endnu bedre form.

Derfor kommer sitet også til at tilbyde et mailabonnement. Her kan man i første omgang bede om at få en mail med løb i en ens egen klub, men abonnementet kan med få klik tilpasses, så man får besked om løb i alle naboklubberne.

Forhåbentlig vil en del af begynderne også abonnere på denne service, og selvom de sikkert vil nøjes med at få beskeder fra den nærmeste klub, så er håbet, at den ugentlige reminder er med til at fastholde dem og trække dem ind i sporten.

Facebook – er den virale motorvej
Grundmotoren i Orienteringsløb.dk fungerer ganske simpelt på den måde, at sitet en gang i døgnet henter de løb, som klubberne har lagt op som begivenheder på deres åbne Facebook-sider.

DOF har i en årrække hjulpet klubberne med at benytte Facebook, fordi det er en fremragende platform, hvis man vil sprede indhold til folk, idet hele 77% har en konto på platformen, og en meget stor andel tjekker den dagligt. Faktisk estimeres det, at folk i gennemsnit bruger fem timer om ugen på sitet.

En almindelig klubhjemmeside får hovedsageligt trafik fra folk, der allerede er medlem, og hvis man skal nå ud til nye medlemmer, skal man som regel kombinere den med sociale medier, der er bygget op omkring det at dele og sprede indhold.

De klubber, der er bedst til at udnytte de mange grupper og kanaler, kan med lidt held nå 1.000 læsere på et godt opslag i lokale by-grupper og dermed også tiltrække flere nye løbere til deres træningsløb.

Guides

Sådan kommer du i gang
Guide: Sådan får du dit løb til at se godt ud på Facebook

Sådan indlejrer du løbslister på klubbens hjemmeside

Fra lukkede hjemmesider til åbne data
Den anden store fordel er, at løb, der er lagt op som begivenheder på Facebook, dermed også ligger i et ensartet dataformat med dato, overskrift, foto og ikke mindst stedsangivelse. Det gør det langt lettere at sprede dem videre. Inden længe vil udtræk fra løbslisterne også blive synlige på findveji.dk og do-f.dk.

Derfor tilbyder orienteringsløb.dk også, at klubberne kan indlejre et ’iframe-feed’ med løb fra deres egen klub, deres egen kreds eller udvalgte naboklubber på deres egen hjemmeside. Det benytter en håndfuld klubber sig allerede af. I løbet af foråret, vil der også blive indbygget løbslister eller kort på do-f.dk og findveji.dk.

For at sprede løbene endnu mere, er der lige for tiden ved at blive sat en eksport op, så løbene automatisk bliver sendt videre til kultunaut.dk, som er en af de største eventkalendere på nettet. Fordelen ved lige Kultunaut er, at de især deler deres indhold med mange kommuner og turistforeninger.

Uanset om der er tale om træningsløb eller divisionsmatcher, er det meningen at løbene skal med på orienteringsløb.dk. Derfor er det afgørende, at klubberne opretter Facebookevents for alle deres løb. Foto: Ernst Poulsen

Create once – publish everywhere
Det gode råd til klubberne er derfor: Sørg for at lægge alle løb – både træningsløb og konkurrencer på klubbens Facebookside. Inden for 24 timer vil løbet også ligge på orienteringsløb.dk, do-f.dk og findveji.dk. Hvis I benytter jer af ’iframe’-løsningen kan I samtidigt sørge for, at løbene også er synlige på jeres egen hjemmeside, så I ikke skal opdatere flere sider.

Derudover vil kultunaut.dk sprede løbene til deres 200.000 besøgende, og endeligt vil løbsoversigterne ikke mindst blive sendt ud i den ugentlige mailservice.

Samlet set skulle det gerne lette klubbernes arbejde og give langt, langt større rækkevidde end løb, der blot bliver lagt på hjemmesiden.

5 ting der giver dit Facebookevent større gennemslagskraft

1. Sørg for en unik overskrift. Der er hundredevis af ”træningsløb”. Det er langt bedre med ”Åbent orienteringsløb for alle i Silkeborg Vesterskov”. Tilføj et flot foto i toppen.

2. Lav en detaljeret beskrivelse af løbet, så nye løbere også finder det interessant. Besvar alle de faktuelle ting: Hvordan finder jeg starten? Hvor lange er banerne? Er der baner til begyndere? Hvad koster det?

3. Facebook har en drilsk lokationsmarkør. Sørg for at placere markøren på kortet, så I får en længde/breddegrad. Det er ikke nok at skrive navnet på en skovvej. Det er her, at flest klubber begår fejl.

4. Læg løbene op en måned frem i tiden. Hvis jeres løb skal nå at sprede sig på Facebook og komme med ud i nyhedsbrevet, er det ikke nok at lægge det op en uge i forvejen. Læg løbene op 1-3 måneder frem.

5. Del jeres løb med andre. Det kan være med naboklubben eller med den lokale by-gruppe på Facebook (de hedder ofte noget i stil med ”Alle os i X-købing”). Nogle kommuner har Facebooksider, hvor de gerne deler sportsaktiviteter.

Support
Du kan altid kontakte DOF’s udviklingskonsulenter med både store og små spørgsmål.

Orienteringløb.dk
Ernst Poulsen
ep@do-f.dk
Mobil: 53 53 73 74

Facebookevents
Jakob Lind Tolborg
jlt@do-f.dk
Mobil: 30 25 23 10

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s