Af Helge Lang Pedersen
Alle idrætsudøvere er blevet påvirket af COVID-19-pandemien. Vi har fået aflyst konkurrencer, der har været begrænsninger i træning, og vi har ikke kunnet mødes med løbekammerater, som vi plejer. Det har været træls – og er det stadig. Men de fleste orienteringsløbere har fået noget af behovet dækket med print-selv-baner og har kunnet bruge lidt flere kræfter på haven, jobbet, et nyt køkken eller den seneste serie på Netflix. Så selvom vi savner hjemmebagt kage fra kiosken og vejvalgssnakken på stævnepladsen og beep – beep – beep – beep – biieeeep, så har vi fået dulmet de værste abstinenser, mens vi venter på normalen.
Men sådan er det bare ikke, når man er en ung fremadstræbende eliteløber. Jeg og flere af mine jævnaldrende har en, til autismegrænsende, erindring om vores sidste juniorår: Konkurrenceoplevelserne, rejserne, sommerlejrene, KUM-festerne og samværet med gode venner fra mange lande. Vi husker det tydeligt næsten 40 år senere, og det giver en fornemmelse af det savn, som dagens eliteløbere må have oplevet det seneste år. Og det hjælper altså ikke meget at vide, at udøvere i andre idrætter, skuespillere, bands og restauratører er i samme båd. Når man lægger sit liv an på at blive bedst i verden, så har man et stærkt behov for at kunne måle sig med konkurrenterne i nationale og internationale konkurrencer.
Artiklen her handler om at finde veje til at arrangere elitekonkurrencer i pandemiens skygge. Vi burde have særlige muligheder i orienteringsidrætten. Hvis man kan arrangere skiskydningskonkurrencer og EM og VM i håndbold midt i en pandemi, så skal man også kunne afholde mesterskaber i en idræt, hvor deltagerne løber alene i skoven. Når man kan afholde fodboldkampe uden tilskuere, så skal man også kunne arrangere orienteringskonkurrencer uden tilskuere, hvis det er nødvendigt.
VM i orientering planlægger at etablere en ”boble”
I erkendelse af situationen for de bedste atleter, arbejder det Internationale Orienteringsforbund (IOF) målrettet for at sikre, at de store konkurrencer i 2021 kan arrangeres, selvom pandemien ikke måtte slippe sit tag, som vi alle håber. Normalt er VM’er meget afhængige af indtægten fra publikumsløbene og publikum leverer også den særlige VM-atmosfære i arenaerne. Men årets VM-arrangører i Tjekkiet må arbejde med både et publikumsscenarie og et uden. I sidstnævnte haves ikke storskærme på arenaen, men der er fortsat fokus på at skabe en fuldskala TV-transmission.
Næste fokusområde er dialogen med de lokale myndigheder. De skal overbevises om, at konkurrencerne kan afholdes forsvarligt, også hvis der sker lokal forværring af smittesituationen i perioden op til arrangementet. Det er selvsagt en vanskelig proces, som vil være forskellig fra land til land. Men i 2021 er forståelsen af vigtigheden af denne aktivitet blevet meget tydelig.
Ved både VM i Tjekkiet og junior-VM i Tyrkiet planlægges således med at etablere såkaldte ”bobler” for atleter, holdledere og de arrangører, som er tættest på atleterne. Man skal fremvise negative testresultater for at kunne komme ind i ”boblen”, og man skal følge arrangørernes retningslinjer om afspritning, mundbind m.v., og kun udvalgte holdledere må efter nærmere regler forlade boblen for eksempelvis at købe ind til holdet. Alle deltagere i VM opfordres desuden til at gå i selvisolation i en tidages periode op til start af arrangementet.

Når man så er kommet igennem til boblen, skal man stadig leve op til regler om at reducere kontakt med atleter fra andre hold, og man vil på hver løbsdag gennemgå en temperaturmåling udført af arrangørerne. Når man træner omkring indkvarteringsstedet, må man maksimalt løbe to personer sammen – det er også vigtigt at signalere til den lokale befolkning, at man tager reglerne alvorligt.
Målet med alle tiltagene er naturligt nok at kunne gennemføre konkurrencer, der er sundhedsmæssigt forsvarlige og så fair som muligt. For at kunne gennemføre arrangementet, er der en erkendelse af, at man må leve med, at nogle udøvere har bedre muligheder for træning og forberedelse end andre. IOF og arrangørerne har dog søgt at forebygge unfair fordele ved at lukke relevante VM-træningsterræner for træning i perioder, hvor det ikke har været tilladt at rejse ind i Tjekkiet.
I skrivende stund er IOF meget optimistiske med hensyn til at komme til at arrangere årets internationale orienteringsmesterskaber. De schweiziske EM-arrangører i maj har måttet melde, at løbet bliver uden tilskuerløb, og det er i skrivende stund usikkert, hvad der kommer til at gælde omkring tilskuere ved VM, men det har højeste prioritet, at selve mesterskaberne kan arrangeres.
Konkurrencer i Danmark under pandemien.
Når disse linjer skrives, er selvtræningen på årets påskeløbsbaner netop afsluttet, og der er stadig langt mellem danske elitekonkurrencer. Da Danish Spring blev udsat fra sidste weekend i marts til sommer, forsvandt den danske elites sidste mulighed for at komme i gang med konkurrencesæsonen 2021. Efter dialog med landsholdsledelsen gik et lille team omkring FIF Hillerød Orientering derfor i gang med at planlægge to verdensranglisteløb i den samme weekend. Ambitionen var, at arrangementet skulle kunne afvikles med et forsamlingsforbud ned til 10 personer, således at det ville blive afviklet, næsten uanset hvad der skete med udviklingen i pandemien.
Derfor kom løbene kun til at omfatte de 4 eliteklasser og løbere og arrangører var underlagt stramme krav. Alle skulle kunne fremvise resultatet af en negativ PCR-test og leve med andre retningslinjer end normalt.

For at undgå løb tæt sammen langs ruten til start, fik hver deltager et opvarmningskort ved informationsteltet og skulle selv navigere til startstedet med det kort. Derved spredtes løberne på flere ruter til start samtidig med, at man reducerede risikoen for kritiske kommentarer om afmærkningen fra borgere i Hillerød og skovgæster.

Vel fremme ved start skulle deltagerne gennemgå et sindrigt afspritningsprogram, og man anvendte ”touch free” stempling, således at ingen deltagere behøvede at røre ved postenhederne.
Det første, der skete efter målgang, var, at hver enkelt deltager skulle trække et mundbind, så kun de kom til at røre det, før de gik til udstempling. Derfra blev de høfligt men bestemt bedt om at fortsætte videre fra målområdet.

Med alle de retningslinjer kunne man måske spørge, om deltagerne fik gjort deres løbsoplevelse dårligere. Men ud fra reaktionerne efter løbet, var det på ingen måde tilfældet. Der blev givet udtryk for stor glæde for atter at løbe en rigtig konkurrence. Og da seniorer og juniorer løb samme bane, så kunne juniorerne som sidegevinst optjene point til verdensranglisten – noget som ellers har været svært i en periode på grund af de meget få løb, der er blevet gennemført.
Hvis vi ikke får andet ud af pandemien, så kan vi blive mindet om vigtigheden af, at nogen tager initiativet, uanset om det er print-selv-baner eller konkurrencer efter COVID-19-regler. Vores idræt kan udøves sikkert – også i en pandemi. Lad os glæde os over, at vi er så heldige og lade initiativet blomstre!
Og så kom der også en anden sidegevinst: Banerne fra søndagens mellemdistance i Store Dyrehave var tilgængelige på Corona-Cup’s Facebook-side i hele april, således at alle kunne prøve kræfter med eliteløberne på de eksakt samme baner.