Vildskovsprojektet

Store forandringer er på vej i mange af de skove, som vi holder allermest af at løbe i. Skovdriften med træhugst og nyplantninger skal ophøre, afvanding standses, og plejen skal klares af helårsgræssende dyr. Der er afsat næsten en milliard kroner til projektet, og arbejdet er sat i gang. Men hvad kommer det til at betyde for orienteringssporten?

Af Søren Munthe

En del dyre- og plantearter, der holder til i Danmark, er meget kræsne i forhold til fx vand, lys og jord på deres levesteder. For nogle af dem findes de rigtige levesteder og passede vilkår ikke længere i samme omfang som tidligere. Derfor kan de være på vej til at uddø.

De truede dyr og planter mangler vådområder, åbne arealer der bliver afgræsset, dødt træ, gamle træer i skovene og mindre kvælstofgødning i nedbør og rindende vand. Med tiden vil også klimaændringer i stigende omfang påvirke forholdene til fordel for mere varme- og fugttolerante organismer, der typisk vil indvandre fra syd, mens nogle eksisterende arter får det svært.

Skovene er særligt vigtige, fordi skovene rummer over halvdelen af alle de kendte arter i Danmark, herunder mange af de truede arter. Men nu skal der altså bringes nyt liv til skovene.

Naturnationalparker og urørt skov

Prestigeprojektet er en plan med to ben. Det ene ben består i at oprette ”op til 15” naturnationalparker, hvor ”hovedformålet er at skabe bedre rammer for natur og biodiversitet herhjemme”. Det andet ben er at ophøre med kommerciel skovdrift i 32 skove på i alt 100 km², så de bliver til det, der kaldes ”urørt skov”. Det var planlagt til at skulle ske over en lang årrække, men nu skal det ske på få år. Begge planer vedrører alene statsskove og har fx ingen indflydelse på landbrugets monokulturer, der måske ellers godt kunne bruge en bille eller to.

Man skal ikke forveksle de nye naturnationalparker med de efterhånden 5 nationalparker. De nye naturnationalparker har et meget mere naturorienteret formål end nationalparkerne, der også har kulturelle formål. Naturnationalparkerne adskiller sig fra ”urørt skov” ved, at der i parkerne etableres store sammenhængende arealer med helårsgræsning med kvæg, heste eller andre store græssere.

I første runde er det besluttet at oprette 2 naturnationalparker: Fussing Ø (”Indskovene”) ved Randers og Gribskov i Nordsjælland. Disse to parker skal være etableret ”i løbet af et par år”.

De 32 statsejede skove med snarligt ophør af kommerciel skovdrift ses på kortet. Det er skove, hvor mange af os har løbet mange gange. Der udlægges efter planerne yderligere 60 km² med ”urørt skov”, så der inden for få år vil være i alt 160 km² urørt skov spredt over det meste af landet. Skovene er primært valgt ud fra, at de i forvejen har en høj biodiversitet, og dermed rummer flest arter, som kan nyde godt af de bedre forhold.  

Skove med mere variation

I en urørt skov vil der med tiden opstå meget gamle træer, tilgroede stier og kørespor, vindfælder der skaber lysåbninger og masser af dødt træ og endelig mange flere vådområder, fordi dræningen standses. Samtidig vil der komme en mere varieret bestand af træer, både hvad angår art og alder, og der bliver plads til mange flere forskellige slags buske og urter og også til flere forskellige dyr, herunder populære dyr som sommerfugle og fugle.

Bo Simonsen, direktør for Dansk Orienteringsforbund, ser positivt på de urørte skove: ”Der er vel dårligt nogen orienteringsløbere, som ikke synes, at det at få en varieret og spændende natur ikke er fantastisk. Man skal ikke være nervøs for, at skoven bliver utilgængelig for orienteringsløb. I starten vil skoven blive lidt mere mørk, og først når de gamle kæmper falder, vil der opstå lysninger og ny opvækst. Orientering i Danmark bliver i fremtiden mere vild. Men der går mange år, før vi vil se en reel ændring i skovbilledet.”

For biodiversiteten er det et problem, at opvæksten kan blive for tæt. De lyskrævende organismer får så for kort tid, inden skoven igen bliver mørk. Desuden vil de våde områder gro til med skyggetræer, der kan tåle den fugtige bund, og det kvæler alle de små fine planter og dyr, der skulle være i sumpen. For at forhindre tilgroningen vil man derfor udsætte ”store græssere”.

Store græssere er kvæg, heste, bisoner og elge og til nød kronhjorte. De skal kunne klare at gå ude året rundt. Det er vigtigt, for det er især om vinteren, de udfører deres arbejde. Alle græssere elsker – surprise – græs, men hvis der ingen græs er, bliver de så sultne, at de æder andre planter, herunder de små træer og urter, der skal holdes nede, så lyset kan nå skovbunden. Dyrene skal altså være lidt småsultne hele vinteren og fungere som levende buskryddere.

Sådan en flok vintersultne græsædere vil hurtigt finde vej til landbrugets spirende kornmarker, og det er ikke godt. Derfor ender man med det modsætningsfyldte resultat, at for at få vild natur må man hegne den ind. 

Indhegningerne har konsekvenser

Selvom dyrene om vinteren skal spise træer og andre planter, skal de om sommeren have mulighed for at spise græs. Der skal altså være større åbne græsområder inden for indhegningen. Hvis der ikke allerede er det, skal en del af skoven, typisk nåleskovsparceller, fældes og lægges ud til græsning.

Dyrene er indespærrede og lever på menneskers nåde, og de må helst ikke dø af sult. Kun de færreste danskere vil bakke op om et projekt, hvor der vinteren igennem kommer flere og flere kadavere af sultdøde (hus)dyr, og det er i øvrigt heller ikke lovligt (indtil videre). De mest ivrige fortalere for projektet arbejder på at få ændret lovgivningen, så ”naturen kan gå sin gang”. De fremhæver, at ådsler er levested for adskillige sjældne og værdifulde dyr, og at ingen tager sig af, at masser af fugle dør af sult i strenge vintre.

De store dyr er hovedproblemet

De indhegnede områder i naturnationalparkerne bliver ret store, og derfor bliver der sjældent brug for at passere hegnet. Indhegningerne i sig selv bliver derfor nok ikke så slemme – det er dyrene, det handler om.

Det er ikke ligegyldigt, hvilke ”store græssere”, der er tale om. Vilde dyr – hjorte, elge og vildsvin – er sky, og som mange har oplevet, vil de i reglen forsøge at flygte. Husdyrene – heste, kvæg og får – er mindre sky og vil typisk bare ignorere mennesker. Kvæg kan blive aggressive i deres omsorg for kalvene, og de kan også reagere kraftigt på hunde – det er den hyppigste årsag til ulykker i eksisterende dyreindhegninger. De udsatte heste, især hingstene, kan reagere voldsomt på andre heste.

Ved sammenligning med eksisterende forhold skal man huske, at næsten alle erfaringer med store græssere sammen med fritidsbrugere i dag kommer fra åbne områder. Der kan man se dyrene på lang afstand. I de kommende naturnationalparker er der primært skov, og dyrene kan uventet dukke op tæt på skovgæsterne – især hvis man kommer løbende.

Ved mindre uformelle orienteringsløb om dagen for voksne udgør dyrene nok ikke det store problem – man kan jo være opmærksom på dem, løbe udenom og springe over en post, der er omgivet af vrisne dyr.

I andre situationer kan de store dyr reelt forhindre orienteringsløb: Store løb med mange deltagere hvor dyrene kan jages op, og løbere der ikke bryder sig om tanken om at stå ansigt til ansigt med en elgko.

Der vil også let komme konkurrenceforvridning. ”Det kan blive umuligt af afvikle et dansk mesterskab. Hvis der står en bison ved post nummer 4, så skal man jo ikke hen til post nummer 4”, som Bo Simonsen udtrykker det. ”Men hvis det ender med stude – ingen kalve, ingen tyre – og ikke unaturligt mange elge og slet ingen heste, så behøver det ikke at være en udfordring.”

Får vi lov at løbe?

Hvis arrangørerne ikke selv er betænkelige ved at afvikle et løb i et indhegnet område med store (fredelige, men potentielt skadevoldende) dyr, vil skovmyndigheden muligvis være det. Begrundelsen kunne være forstyrrelsen af dyrene eller den afledte risiko for, at opskræmte dyr påfører skader på almindelige fritidsbrugere samt risikoen for, at børn m.v. kommer til skade ved egen uhensigtsmæssig opførsel.

”Udgangspunktet har været, at etableringen af naturnationalparkerne ikke skulle berøre hverken idræt eller friluftsliv,” fortæller Bo Simonsen. ”Men nu er man begyndt at skrive om nogle helt nye ”aktivitetsfrie zoner”. Det kan vi godt være bekymrede for. Vi har været i dialog med administrationen af Gribskov, og intentionen er både på skrift og tale, at vi skal have lov til at være der, men på hvilke vilkår? Hvis skoven bliver delt op i noget skakbrætagtigt noget – her må I godt løbe, her må I ikke løbe – så bliver det gode orienteringsløb jo ikke muligt.”

I Aarhus kan de også

Alvoren i denne udvikling forøges ved, at kommunerne opfordres til at lave deres egne naturskove efter samme opskrift, som staten gør i naturnationalparkerne. Et aktuelt eksempel herpå er Aarhus Kommune, der har vedtaget en principplan om at udlægge en del af Marselisborgskovene syd for byen til indhegnet vildskov. Marselisborgskovene er formodentlig det mest besøgte skovkompleks i Danmark med – anslået – 3 millioner besøgende om året.

”Skoven har man reelt ladet forfalde de sidste tyve år, så der er egentlig ikke så meget nyt ved det,” fortæller Kell Sønnichsen, der er medlem af OK Pan Aarhus, og som har repræsenteret klubben i sagen. ”Men hvis skoven bare gror til, som den vil, bliver det efterhånden til et mørkt vildnis, så derfor skal man have noget, der tynder ud i det. Ergo: store græssere!”

Projektet er ikke konkretiseret, men der har været stigende modstand. ”Især efter en artikel i den lokale avis, hvor det blev klart, at der ville komme en del begrænsninger i adgangen til de indhegnede områder, kom mountainbikere og ryttere virkelig på banen,” fortæller Kell Sønnichsen. ”Det er blevet klart, at man slet ikke har undersøgt, hvordan man kan tilgodese brugerne sammen med vildskovprojektet. Siden har også mange almindelige borgere protesteret med læserbreve og indlæg i diverse medier.”

OK Pan har tidligere afholdt påskeløb i indhegninger i Mols Bjerge. ”Det er noget bøvl,” siger Kell Sønnichsen. ”Man skal have alle aftaler grundigt på plads og få flyttet rundt på dyrene og så videre. Men det går an. Det er noget helt andet, når det er klubbens træningsskov, hvor der laves løb næsten dagligt, og hvor der er børn, der skal lære sporten. For slet ikke at tale om aftentræning om vinteren og egentlige natløb. Vi er ret bekymrede.”

DOF samarbejder

Den største bekymring i både naturnationalparkerne og de urørte skove er, at man vil begrænse adgangen til dele af skovene af hensyn til vildtet og dermed lidt efter lidt begrænse friluftslivet.

”Vi arbejder tæt sammen med andre brugere af skovene i Dansk Idrætsforbund (DIF) og Naturrådet, selvom vi ikke altid har helt sammenfaldende interesser. Lige nu prøver vi at kæmpe sammen, og vi tror, at den gruppe, der mener, det er ok med hegn, er ret lille, og der er mange flere, der i stedet mener, at vi skal satse på at købe jord op og skabe ny natur”.                          

Der er selv blandt biodiversitets eksperter uenighed om, hvorvidt det er nødvendigt og ønskeligt at udsætte store græssere og etablere indhegninger, som man ved, mange af skovens gæster er modstandere af.

Der findes et alternativ: Det er at fortsætte og udbygge den naturvenlige driftsform, der efterhånden anvendes i mange skove. Det er måske ikke helt så godt for biodiversiteten, men det skaber meget færre konflikter.