DOF og dets formænd

9 formænd har været i spidsen for forbundet siden oprettelsen i 1950. Kom med på en tidsrejse, og læs med formændenes egne ord, hvad der var de største o-begivenheder i deres formandsperiode, hvad der blev diskuteret, og hvordan de som formænd fik sat et fingeraftryk.

Tekst: Kell Sønnichsen

En fredelig skilsmisse var det for knap 70 år siden, hvor Dansk Orienterings-Forbund besluttede at blive selvstændigt og gå ud af det daværende Dansk Ski- og Orienterings-Forbund (DSOF). Det mest dramatiske har formentlig været frokosten, som dirigenten valgte at lægge inden afstemningen ved årsmødet den 3. december 1950. Så kunne man drøfte spørgsmålet under mere uformelle former.

Gennem de forløbne 70 år har der siddet 9 mænd – og de har alle været mænd – i formandsstolen.

I forbindelse med DOF’s 50-års fødselsdag i 2000 blev de tidligere formænd interviewet og stillet nogle spørgsmål. De samme spørgsmål er nu stillet til de formænd, der har siddet på posten siden 2000.

DOF’s første formand var Oluf Andersen, der ved stiftelsen var formand for orienteringsudvalget under DSOF. Han var den formand, der indtil nu har siddet længst – hele 16 år blev det til.

Hans største bedrift var oprettelsen af det internationale orienteringsforbund IOF, som han tog initiativ til i 1960. IOF blev dannet den 21/5 1961 ved en stiftende kongres i København, hvor 10 lande deltog: Bulgarien, Danmark, Finland, Norge, Schweiz, Sverige, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Vesttyskland og Østtyskland. Olaf Andersen opnåede – som den hidtil eneste dansker – at blive æresmedlem i IOF.

Hvordan kom det på tale, at du skulle være formand?

Jeg blev sekretær i 1963, og det var Olaf Andersens hensigt, at jeg skulle afløse ham. Blandt de yngre i orienteringskredse følte jeg et behov for et systemskifte, selvom Olaf Andersen stadig var frisk. Derfor sagde jeg til ham allerede i 1965, at jeg var parat. I mit firma havde jeg tre kompagnoner, som var indforståede, og derfor stillede jeg op som formandskandidat i 1966, og til alt held var der nogen, der ville støtte mig. Vi fik Poul Madsen fra Odense som næstformand i 1964, og han og jeg havde et særdeles godt samarbejde.

Hvad var det vigtigste, der skete i o-sporten i din tid som formand?

At det lykkedes for os at få tildelt VM i 1974! Jeg gik i gang med forberedelserne allerede i 1966 og præsenterede ideen på et IOF-møde i 1967. I 1969 fik vi opgaven tildelt, og derefter skete der en masse i en voldsom fart. Det lykkedes at få mange af de unge engagerede i opgaven, og der kom simpelt hen gang i sagerne på en vældig masse områder, hvilket lige var noget der passede mit temperament. Jeg er nok en lidt fanden-i-voldsk type, der nogle gange har brug for at se stort på reglerne, og der var i hvert fald plads til, at der kunne ske noget nyt.

Hvad var den vigtigste enkeltbegivenhed i din tid som formand?

Naturligvis VM i 1974, som var en fantastisk oplevelse, ikke mindst fordi Verner Nielsen fra Viborg var en fremragende organisator. Udover Mona Nørgaards guldmedalje var der to ting, der var markante ved stævnet. Det lykkedes os at få Dronning Margrethe som protektor, hvilket i sig selv var bemærkelsesværdigt, idet det aldrig tidligere var set, at en regent havde været protektor for et idrætsstævne. Det andet var det kolossale medieopbud, som vi – det kan vi vist godt indrømme i dag – slet ikke var forberedt på. Men stemningen var høj, så det gik.

Var der særlige emner til diskussion i din tid som formand?

VM-forberedelserne satte naturligvis sit præg på arbejdet. Men vi snakkede også en del om strukturen i DOF, og vi fik oprettet både kortudvalg, ungdomsudvalg og træningsudvalg, hvormed vi lagde grunden for fremtidens arbejde.

Hvor synes du selv, du har sat nogle “fingeraftryk”?

Jeg synes, jeg fik støbt formen til at gøre DOF til et moderne forbund, og særlig stolt er jeg af, at man på en DIF-konference om ungdommens deltagelse i klubledelserne i begyndelsen af 70’erne fremhævede DOF som et forbund, hvor man forstod at få ungdommen med på de ledende poster. Men mange af mine drømme er først blevet virkeliggjort de seneste 10-15 år.

Hvordan kom det på tale, at du skulle være formand?

I begyndelsen af 1960’erne sad jeg i Hovedbestyrelsen i en periode, og på et tidspunkt fremlagde jeg et forslag til en ny struktur, som blev forkastet, hvorefter jeg valgte at trække mig. Jeg blev så formand for Østkredsen. Men nogle år senere kom jeg igen i HB og blev først sekretær og siden næstformand. Jeg plejer lidt spøgefuldt at sige, at Torkil valgte sin efterfølger på den rette måde!

Hvad var det vigtigste, der skete i o-sporten i din tid som formand?

Torkil havde jo sat en masse nye ting i gang og på den måde skabt grundlaget for, at der skulle ske en udvikling, og med den ånd, der var skabt efter VM i 1974 var det en fornøjelse at overtage. Der blev for alvor sat skub i ungdomsarbejdet, og man kan vel sige, at vi fik gjort sporten bredere i de år.

Økonomisk var vi godt kørende, idet medlemmerne strømmede til – på et tidspunkt var vi næsten 20.000 medlemmer – og dermed steg også tilskuddet fra DIF. Da jeg begyndte som formand, var den årlige omsætning 300.000 kr., og seks år senere var den 1,4 mio. kr. Der var penge til at sætte nye ting i gang. Det var fede tider!

Hvad var den vigtigste enkeltbegivenhed i din tid som formand?

Det var de nordiske mesterskaber i 1975. Mona Nørgaard vandt igen, og Vibeke Bøgevig blev nr. fem, kun ganske få sekunder fra en medalje. Det var virkelig noget, der betød noget for elitearbejdet.

Var der særlige emner til diskussion i din tid som formand?

Der var meget fokus på klubliv, og det var i den periode mange klubhuse voksede frem, som det for eksempel skete i Aarhus, hvor OK Pan fik Silistria. I forbindelse med NOM i 1975, hvor Horsens OK arrangerede, fik jeg et vældig godt indblik i, hvordan et klubliv kunne se ud, og mange af ideerne herfra blev i årene derefter brugt som model for klubudviklingen. En debat om skovadgang førte til en konference i 1979, hvor vi havde besøg af den daværende miljøminister Ivar Nørgaard. Uformelt sagde han til mig efter mødet, at vi næppe kunne tilfredsstille skovejerne uden at betale, og set i bakspejlet havde han jo ret.

Hvor synes du selv, du har sat nogle “fingeraftryk”?

Mit mål var at fremme det sociale element i sporten, og især i klublivet, og det, synes jeg, lykkedes vældig godt. For eksempel havde vi nogle tema-år med sådanne emner – blandt andet ”Familie” og ”Uddannelse” – og at det gik så godt skyldtes især, at der var mange af de unge, der ville gå ind og tage et nap med. Også skoleorienteringen kom godt i gang, med blandt andet fem skole-o-hæfter.

Hvordan kom det på tale, at du skulle være formand?

Jeg tror, at man i Hovedbestyrelsen havde fået øje på det særdeles velfungerende klubliv i Horsens OK, hvor der var en begejstret stemning efter en række store arrangementer i midten og slutningen af 1970’erne. Klubben var stiftet i 1971, og på få år havde vi nået et medlemstal på 250.

Efter fem år som formand i Horsens, blev jeg formand for DOF – uden overhovedet at have erfaring fra landsdækkende udvalg eller en forudgående periode i HB.

Hvad var det vigtigste, der skete i o-sporten i din tid som formand?

For det første blev der fokuseret på klubliv og medlemspleje. Vi gjorde meget for at gøre klubberne i stand til at udvikle sig, blandt andet gennem ledertræningskurser. For det andet kom vi i reelle forhandlinger med Skov- og Naturstyrelsen om skovadgangen, og der blev lavet aftaler, der viste sig at kunne holde. Vi fik skabt en win-win-situation.

Hvad var den vigtigste enkeltbegivenhed i din tid som formand?

Den føromtalte skovaftale med Skov- og Naturstyrelsen.

På det sportslige plan var det kvindernes bronzemedalje ved VM i Ungarn i 1983! Det var den første danske internationale medalje siden Mona Nørgaard vandt guld ved VM i 1974. Jeg oplevede det på nærmeste hold, og det var en dejlig oplevelse.

Var der særlige emner til diskussion i din tid som formand?

Skovadgangen blev naturligvis debatteret i stor stil, men jeg husker også heftige diskussioner om økonomien, blandt andet da vi i sin tid introducerede løbsafgiften. Den var kun på 1 kr., men det fik virkelig sindene i kog. Løbsafgiften var dengang som nu vigtig for finansieringen af det arbejde, der skete i DOF.

Hvor synes du selv, du har sat nogle “fingeraftryk”?

Jeg er ikke særlig optaget af, om jeg som enkeltperson har sat fingeraftryk. Jeg opfattede mere min rolle som formidleren. At få etableret et samarbejde og i fællesskab træffe beslutninger ud fra diskussionerne. Og jeg synes, vi fik skabt gode resultater med henhold til klubudviklingen og skovadgangen.

Hvordan kom det på tale, at du skulle være formand?

Jeg blev opsøgt af et andet hovedbestyrelsesmedlem, som havde talt med flere andre medlemmer, og de så gerne, at jeg stillede op til formandsposten. På det tidspunkt havde jeg nået min slutstilling i forsvaret og kunne i nogen grad selv disponere over min tid, så jeg besluttede at tage imod udfordringen. Det tager et par år at vænne sig til rollen. Én ting er diskussionerne i HB; noget andet er repræsentantskabsmøderne, hvor debatten ofte var meget kontant og ikke altid præget af lige stor saglighed.

Hvad var det vigtigste, der skete i o-sporten i din tid som formand?

Grundlaget for den danske elites internationale standard blev grundlagt i den periode, mens min efterfølger Ove Gasbjerg var formand for Træningsudvalget. Vi fik Odd Jacobsen som landstræner. Til at begynde med fik han kun dækket sine omkostninger, men senere blev der penge til at lønne ham. Det var også i den periode, at brugen af edb bredte sig. Vi fik et program til stævneadministration, og vi fik indført edb på DOF’s kontor.

Hvad var den vigtigste enkeltbegivenhed i din tid som formand?

IOF-kongressen i 1986, som blev henlagt til Danmark som en markering af 25-året for dannelsen af IOF i København. Kongressen fandt sted i Ry – hvilket der bestemt ikke var utilfredshed med – efter et kolossalt arbejde af min forgænger Erik Nielsen, næstformand Birthe Helms og Inge Nielsen fra DOF’s kontor. Det var tillige i den periode, O-posten voksede fra et beskedent A5-format til et mere præsentabelt A4-format, hvilket også skete med Birthe Helms’ medvirken. Hun var en utrolig god næstformand, som jeg havde held med at “promovere” i IOF-sammenhæng.

Var der særlige emner til diskussion i din tid som formand?

Vi fokuserede meget på at skabe PR for sporten, dels for at sikre adgangen til skovene, dels for at tiltrække nye medlemmer og – ikke mindst – sponsorer. I denne sammenhæng vil jeg nævne den flok entusiaster, der skabte Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole – et initiativ, der har haft kolossal betydning for o-sporten i Danmark siden.

Hvor synes du selv, du har sat nogle “fingeraftryk”?

Jeg trådte til i en “nødsituation”, hvorfor min holdning var, at jeg skulle administrere, få tingene til at fungere, og det, synes jeg, lykkedes ret godt. Især er jeg glad for, at vi efter et særdeles grundigt forarbejde fik vedtaget en perspektivplan, der gav et godt grundlag for de årlige handleplaner.

Hvordan kom det på tale, at du skulle være formand?

Jeg havde aldrig selv spekuleret over det. Jeg havde det faktisk godt som Træningsudvalgsformand. Men Hans Hartmund ringede til mig og sagde, at der var nogle, der gerne ville have mig som formand, så jeg tog en snak med familien og med skolen [Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole red.] her, og så sagde jeg ja.

Hvad var det vigtigste, der skete i o-sporten i din tid som formand?

At vi for alvor fik sat skoleorienteringen i system, så næsten alle børn i dag på et eller andet tidspunkt i skoleforløbet stifter bekendtskab med orientering. At vi efter stort forarbejde fra Skovudvalget fik en skovaftale i 1989, hvor DIF og Friluftsrådet var med på sidelinjen, og hvor de store Påskeløb igen blev tilladt. Elementer fra den aftale gik igen i aftalen fra 1995, hvor betalingen til skovejerne blev vedtaget. At vi fik Plan 95 med målsætningen om at være blandt de bedste. At vi fik en debat om målsætningen og strukturen for det fremtidige arbejde. At vi fik plads til professionel bistand. Først en kortkonsulent, derefter en fuldtids landstræner, derefter en breddekonsulent – samt til en redaktionel styrkelse af O-posten.

Hvad var den vigtigste enkeltbegivenhed i din tid som formand?

På det sportslige plan var det naturligvis Allan Mogensens VM i 1993, VM-stafet-sejren i 1997 (Torben Skovlyst, Carsten Jørgensen, Chris Terkelsen og Allan Mogensen) og World Cup-sejrene til Chris og til stafetholdet i 1998. Det var jo i det hele taget elitens årti med mange medaljer, også på juniorsiden.

På det politiske plan var det skovaftalen, som har betydet, at vi nu har et reelt samarbejde med de private skovejere. Datoen 6. november 1992 står prentet særligt tydeligt. Det var den dag, hvor svenskeren Melker Karlsson døde, og som betød, at alt o-løb var indstillet i en periode. Det gjorde stort indtryk.

Var der særlige emner til diskussion i din tid som formand?

Jeg har allerede nævnt skovaftalen, som var genstand for megen diskussion. Men jeg indså ret tidligt i forløbet, at hvis vi ville have en aftale med effekt, så var det nødvendigt med penge på bordet til skovejerne, og i en størrelsesorden så de kunne være tilfredse. Selv om jeg ved, at mange var – og er – uenige med mig, ville vi have været dårligt stillet flere steder i landet – og vi kan ikke leve med en skævvridning af vores sport. Mange mener, at vi ikke har fået adgang til så mange nye skove, men omvendt er jeg sikker på, at der ville være blevet lukket mange af de steder, hvor vi nu betaler.

Men vi har også diskuteret, hvordan vi kan få mere gang i rekrutteringen på baggrund af den megen medieomtale, vi fik. Og så har vi jo også diskuteret om orienteringssporten skal med på det olympiske program.

Hvor synes du selv, du har sat nogle “fingeraftryk”?

Her vil jeg gerne nævne Skoleorienteringsprojektet, og jeg kan vel ikke undgå også at have påvirket skovaftalen. Især sidstnævnte var der stor skepsis overfor, men efterhånden er det vel accepteret, og det vigtigste for mig er, at der blev skabt nogle samarbejdsrelationer, som vi kan bygge videre på.

Hvordan kom det på tale, at du skulle være formand?

Østkredsen havde en ide om at forny ledelsen, og der var jeg så på vej til at blive næstformand. Men så ringede Ove Gasbjerg og spurgte, om jeg ville være formand for DOF i stedet. Efter en del snak med både ham og Kim Folmann stillede jeg så op til posten som næstformand i 1999 og blev valgt.

Året efter gik Ove planmæssigt af, og jeg blev valgt som formand med det mål at professionalisere forbundet, så arbejdet ikke udelukkende var båret af frivillige kræfter.

Hvad var det vigtigste, der skete i o-sporten i din tid som formand?

Der kom gennem tiden mere fokus på eliten i forbundet, og de kvitterede med gode resultater startende med “gulddrengene” sidst i 1990’erne. De gode resultater bragte orienteringssporten frem i medierne, og dermed øgedes befolkningens generelle kendskab til sporten. Langt de fleste danskere ved i dag godt, hvad orienteringsløb er.

På det organisatoriske plan var det professionaliseringen af forbundet. Der var især to “knaster”. For det første var forbundet i meget høj grad båret af frivillig arbejdskraft, og det kunne man ikke regne med slog til i fremtiden. K. K. Terkelsen var en meget aktiv eliteudvalgsformand og havde fået etableret et samarbejde med Team Danmark, hvorved der blandt andet skaffedes midler til en halv sportschef; DOF skulle så betale resten. For det andet var det nødvendigt at omlægge hele forbundets økonomi, der hidtil havde været baseret på afgift på kort. Men det system satte farveprintere under stort pres, og der skulle findes en anden løsning. Det blev så en medlemsafgift og en deltagerafgift på løb, og det kostede en del ture rundt i kredsene for at forklare problemet og sælge omlægningen.

Hvad var den vigtigste enkeltbegivenhed i din tid som formand?

VM var i hvert fald den største begivenhed. Vi havde ikke haft VM siden 1974, og vi syntes med den herreelite, vi havde og den begyndende dameelite, at det var naturligt at få VM til Danmark igen. Også for at skabe grobund for eliten. Ove Gasbjerg forsøgte det i starten af 00’erne, og vi søgte igen for 2006 og 2007. Vi fik så VM i 2006.

EOC 2004 og NOC 2007 var selvfølgelig også meget store begivenheder.

Var der særlige emner til diskussion i din tid som formand?

Økonomien! Jeg husker et Hovedbestyrelsesmøde på Nyborg Strand, hvor jeg bad klubberne om at betale per medlem. Klubberne var bange for, at medlemmerne meldte sig ud, og det ville sikkert også ske, hvis det blev lagt på medlemmerne på én gang. Sådan skulle det jo ikke gøres. Lidt ad gangen skulle klubberne skaffe andre indtægter. DOF ville gøre det interessant for klubberne at lave løb ved at fjerne kortafgiften helt og have en deltagerafgift, der lå væsentligt lavere. Derved blev klubbernes indtægt fra løb øget. Samtidig overtog klubberne ejerskabet af kortene.

Hvor synes du selv du har sat nogle “fingeraftryk”?

At ændre forbundet fra at være et frivillighedsforbund til et professionelt forbund. Da jeg “lokkede” Helge Søgaard til at blive næstformand, fik vi ekstra gang i den proces, og den er fortsat siden.

Hvordan kom det på tale, at du skulle være formand?

Jeg rakte selv fingeren i vejret.

Som næstformand med ansvar for økonomien gennem seks år, havde jeg i høj grad været i frontlinjen i omlægning af DOF’s økonomi fra kortsalg til løbsafgifter – en omlægning, der var helt nødvendig, men som ikke forløb helt uden sværdslag. Så jeg følte mig klar, og det faldt mig naturligt at stille op, også for at sikre kontinuitet i det fortsatte arbejde.

Hvad var det vigtigste, der skete i o-sporten i din tid som formand?

På det sportslige plan begyndte Danmark igen at vinde flere medaljer internationalt. Især på ungdomssiden voksede det voldsomt op med Junior-VM i Aalborg i 2010 som en kulmination, hvor ungdomsløberne løb med læssevis af medaljer.

På det mere organisatoriske plan blev DOF flyttet – især i opfattelsen – fra at være en fjern “ham der DOF”, som bare ville have fingrene i klubbernes pengekasser til at være en organisation, der hjalp klubberne og sporten med udvikling. Økonomiomlægningen i årene inden havde givet anledning til nogle knubbede ord undervejs, og jeg lagde i min tid som formand meget vægt på dialog med klubberne og vise dem, at DOF er til for klubberne. Herunder begyndte vi med meget målrettet rekruttering, ikke mindst gennem Find Vej-projektet, der var det første, hvor vi fik eksterne midler ind i forbundet til breddeudvikling. Både organiseringen og måden at udvikle os på gav anerkendelse hos DIF.

Hvad var den vigtigste enkeltbegivenhed i din tid som formand?

Internationalt set var det kampvalget til IOF’s præsidentpost i 2013 – det første kampvalg nogensinde. Jeg stillede op og førte valgkamp med Erik Nielsen som “spindoktor”, men tabte i den sidste ende med 14-21. Mit forhold til det er lidt ambivalent i dag, for jeg er klar over, at det ville have været en kæmpeopgave at flytte et ret reaktionært IOF. Det ville have kostet enormt mange kræfter.

I forbundet var det ansættelsen af først Mads Ingvardsen og dernæst Michael Sørensen som direktører. De gjorde en kæmpeforskel for at skabe det DOF, som vi kender i dag.

Var der særlige emner til diskussion i din tid som formand?

I Hovedbestyrelsen diskturede vi ret ofte, om vi skulle gøre tingene på samme måde og blot pristalsregulere vores budgetter. Nogle poster blev ændret undervejs, men det skete langsomt for ikke at udfordre stabiliteten. Andre ting var også til diskussion, for eksempel om KUM skulle gøres mere inkluderende. Eliteafdelingens budget var meget ofte til diskussion, ikke blot i HB, men også på klubledermøderne. Skeptikerne havde dog svært ved at argumentere mod Team Danmarks støtte, der gav en tredobling af beløbet.

Hvor synes du selv, du har sat nogle “fingeraftryk”?

Det var en turbulent tid, lige før min formandstid, hvor økonomien var udfordret. Mit største fingeraftryk var nok dels økonomiomlægningen og at forhandle en redningsplan for DOF’s økonomi efter underskuddet ved VM i 2006. Den indebar bidrag fra både IOF og Sport Event Danmark.

Et andet fingeraftryk var at få samlet dansk orientering i forhold til rekruttering, synlighed og internationalt, ikke mindst at få DOF gjort synlig ude i klubberne. DOF er klubberne.

Hvordan kom det på tale, at du skulle være formand?

Helge Søgaard havde prikket til mig gennem længere tid, men jeg havde sagt nej. Over et glas rødvin fik han mig til sidst overtalt til at stille op. Jeg skulle dog gennem en udvælgelsesproces samt vælges på repræsentantskabsmødet. Det havde jeg egentlig ikke en formodning om at kunne komme igennem med min – i orienteringssammenhænge – lidt svage baggrund. Men det kunne jeg.

Hvad var det vigtigste, der skete i o-sporten i din tid som formand?

Danmark er nu kommet på landkortet internationalt med resultater på eliteplan og engagement i IOF. Vi er et anerkendt forbund i IOF.

På hjemmefronten er det vigtigste børne- og ungearbejdet samt breddearbejdet, men det var der også gang i før min tid. For eksempel Find Vej-projektet kørte jo for fuld drøn, allerede da jeg blev formand.

Hvad var den vigtigste enkeltbegivenhed i din tid som formand?

At vi i 2015 fik vedtaget ny organisationsstruktur og strategi for DOF og stod “fadder” for Plan 2020. Den var der stor opbakning til i både Hovedbestyrelsen og i klubberne, selv om det organisatorisk betød en kæmpeomstrukturering af DOF. Retrospektivt var den nok vel rigeligt ambitiøs.

På den negative side er der selvfølgelig, at vi måtte afbryde samarbejdet med vores sportschef i slutningen af 2019. Den sag havde jeg gerne været foruden. Og lige nu har vi Corona-krisen, der blandt andet betyder, at der ingen arrangementer er i foråret. Det giver et stort økonomisk problem for forbundet, idet en stor del af økonomien er baseret på løbsafgifter, som vi jo ikke får nogen ind af. Jeg oplever dog stor opbakning fra både klubber og Hovedbestyrelsen i forhold til at finde løsninger.

Var der særlige emner til diskussion i din tid som formand?

Hele TBU-projektet har været et kæmpe diskussionsemne. Ikke så meget indholdet, men der har været mange forskellige ønsker – fra eliterettet træning til øvelseshæfter – og prioriteringer, der skulle tages hensyn til undervejs. Det har givet nogle diskussioner hele vejen rundt i forbundet og orienteringsverdenen med mange interessenter.

Hvor synes du selv, du har sat nogle “fingeraftryk”?

Det er på DOF’s struktur og organisation.

Dertil dansk orienterings engagement internationalt. Det var en overraskelse, at Danmark fik fire VM’er på tre år, men vi har også vist, at vi kan magte det. I IOF-sammenhæng har DOF holdt fanen højt omkring at slå hårdt ned på doping – en indsats, som også har markeret os stærkt i forhold til DIF.