Frivillighed Inspiration

Orienteringsklubberne bliver stadig synligere på Facebook

I 2019 fortsatte de danske orienteringsklubber fremgangen på Facebook. Opslag fik flere interaktioner, og der kom flere svar på rekrutterende Facebookbegivenheder. Begge dele øger kendskabet til orienteringssporten.

Tekst: Jakob Lind Tolborg

Kan potentielle medlemmer lære din klub at kende, inden de melder sig ind, eller skal man være medlem for at blive klogere på, hvad klubben foretager sig? Det sidste er noget møg. Hvis klubben vil have flere medlemmer, er det en god ide at gøre det nemmere for udefrakommende at blive klogere på klubbens aktiviteter. Og her er Facebook et stærkt værktøj.

Lad os kigge på udviklingen generelt og på hvilke orienteringsklubber, der er mest effektive med opslag og begivenheder på Facebook. Men først skal vi have styr på, hvorfor det overhovedet er vigtigt, og til sidst kigger vi på, om det også giver nye medlemmer.

Potentielle nye medlemmer kan selvfølgelig læse om klubben på hjemmesiden, men det er yderst begrænset, hvor mange der selv finder frem til den, og indholdet på de fleste hjemmesider er både statisk og faktaorienteret. Den afgørende årsag, til at folk melder sig ind, er næppe klubhusets beliggenhed, hvilke ugedag man træner, eller hvem der sidder i bestyrelsen.

To forskellige måder nye medlemmer kan opleve en forening.

Det er heller ikke nok at have en Facebookgruppe. Ret få mennesker opdager den, og da en gruppe har karakter af et klubhus og kræver medlemskab, holder potentielle medlemmer sig typisk ude af gruppen.

I det hele taget kan vi ikke forvente, at potentielle medlemmer er aktivt søgende efter en orienteringsklub. Det er derfor, vi skal være skarpe på at nå ud til dem, mens de sidder hjemme i sofaen. Det kræver en Facebookside til at sprede de nuværende medlemmers begejstring for klublivet og/eller Facebookbegivenheder til at invitere folk tættere på. Andre kommunikationskanaler som lokalavisen og mund-til-mund-metoden kan naturligvis supplere.

I dag har alle de 36 største danske orienteringsklubber en Facebookside, og det samme har mange mindre klubber. Hele 53 klubber er repræsenteret i Facebookgruppen Dansk Orienterings-Forbund og Facebook, hvor klubberne får inspiration og deler erfaringer. Hop med ind i gruppen, hvis du også er interesseret i at følge med og eventuelt deltage i snakken.

Opslag på Facebooksider: Fortæl om klublivet og del jeres begejstring

Orienteringsklubberne bliver mere synlige år for år, ikke mindst fordi flere klubber bliver bedre til at bruge deres Facebooksider. Når man sammenligner en måned med samme måned året tidligere, er der næsten altid fremgang. I 2018 og 2019 er det gået frem i 23 ud af 24 måneder, som vist på billedet herunder.

Fremgangen er baseret på et stigende antal synes godt om, delinger og kommentarer på opslagene på klubbernes Facebooksider, da det er nogle af de afgørende parametre for, hvor mange mennesker, Facebook viser opslagene til.

Helt lavpraktisk har klubberne fået point for hvert synes godt om (1 point), deling (3 point) og kommentar (5 point) på hvert opslag. Det har resulteret i 30% fremgang fra 2018 til 2019 – og 77% i forhold til 2017.

Top 5 klubber i 2019

  1. FIF Hillerød Orientering (6.083 point)
  2. Odense Orienteringsklub (4.615 point)
  3. Orienteringsklubben PAN Aarhus (3.775 point)
  4. OK Sorø (3.763 point)
  5. Horsens Orienteringsklub (3.053 point)

Mange andre klubber har også bidraget til den positive udvikling. Se den fulde liste nederst i artiklen.

Facebookbegivenheder: Inviter potentielle medlemmer tættere på

Facebookbegivenheder er fantastiske til at invitere potentielle medlemmer til at deltage i aktiviteter med et orienteringskort i hånden – ikke mindst hvis de i forvejen har fulgt med på Facebooksiden og lært klubben lidt at kende. 

Selv små aktiviteter med få deltagere når nemt ud til flere tusinde mennesker i lokalområdet, så i rækkevidde trumfer begivenheder meget ofte opslag på Facebooksiden. Det kræver lidt mere viden og erfaring at optimere brugen af Facebookbegivenheder, men et stigende antal orienteringsklubber har fokus på det og benytter det med stor succes.

I rækkevidde trumfer begivenheder meget ofte opslag.

Hvis en aktivitet også er for ikke-medlemmer, bør det fremgå tydeligt af billedet og/eller titlen på Facebookbegivenheden. Det er nemlig kun det, man ser i første omgang, hvis man ikke selv klikker videre ind på begivenheden. Ikke-medlemmer forventer ikke, at de er inviteret, hvis det hedder Klubtræning, og så er det lige meget, om der står i beskrivelse af begivenheden, at andre også er velkomne.

Eksempler på alternativer kan være Familie- og motionsorientering eller Åben træning. Man kan eventuelt tilføje:

  • … Kom og prøv
  • … Kom og vær med
  • … Prøv orienteringløb

Jeg har valgt at kalde det en rekrutterende Facebookbegivenhed, når potentielle medlemmer tydeligt kan se, at aktiviteten også er for dem. Et stigende antal klubber laver rekrutterende Facebookbegivenheder, og de bliver stadig bedre til det. Derfor er der også hvert år flere, der trykker Deltager eller Interesseret på Facebookbegivenhederne.

Udviklingen taler for sig selv med 47% fremgang fra 2018 til 2019 og 220% i forhold til 2017.

Top-5 klubber i 2019

  1. AMOK – Amager Orienteringsklub (1.643 svar)
  2. OK73 Orientering (1.101 svar)
  3. Aalborg Orienteringsklub (1.098 svar)
  4. Tisvilde Hegn OK (1.091 svar)
  5. Horsens Orienteringsklub (725 svar)

Mange andre klubber har også bidraget til den positive udvikling, og hele listen kan ses nederst i artiklen.

Hvad så i 2020?

Kan klubberne fortsætte udviklingen? Jeg er usikker på, om de bedste klubber kommer til at gøre det ret meget bedre end nu, men der er mange klubber i midten og i bunden af listen, som har meget at hente. Der er endda enkelte klubber, der endnu ikke har en Facebookside.

Det er typisk små justeringer i dagligdagen, der gør en stor forskel. En forståelse for hvad der virker, og hvad det er værd at fokusere på, har allerede rykket mange orienteringsklubber. 

OK Roskilde gik fra 1.207 point i 2018 til 2.595 point i 2019 (+115%). Årsagen er primært, at en stor del af medlemmerne fik en kollektiv forståelse for muligheder og virkemidler efter et oplæg på en klubaften.

Amager OK fik 62 svar på deres rekrutterende Facebookbegivenheder i 2018 og 1.643 i 2019 (+2.550%). Klubben afholdte fire såkaldte Metr-O-Cup-løb i 2019, som stod for størstedelen af fremgangen, men selv uden de løb, ville klubben være nummer syv sammenlignet med alle andre orienteringsklubber.

Giver det så også medlemmer?

Amager OK oplevede en markant medlemsfremgang (+21%) efter AMOK Metr-O-Cup-løbene, men det hører faktisk til undtagelserne, at indsatsen på Facebook påvirker medlemstallet så direkte.

Der skal typisk også andre ting til for at få medlemstallet til at stige. Potentielle medlemmer skal have tid til at kaste sig over en ny idrætsgren. Der skal være aktiviteter til deres alder og niveau. Klubben skal være god til at tage imod nye medlemmer. Og en masse andre ting.

Det starter dog med synlighed og kendskab til klubben og sporten. Uden det bliver det rigtig svært. Det er de indledende trin, Facebook er god til, og det er det, mange klubber bliver bedre og bedre til at udnytte. Derudover er nøgleordene nok tålmodighed, tilgængelighed og nemhed.

Hvis din klub har behov for inspiration, peptalk, kursus eller hjælp i et helt fjerde format, så fang mig på jlt@do-f.dk. Jeg kommer rundt i landet, og jeg kommer også gerne forbi jer, hvis I giver en kop kaffe. 

Start gerne med at melde dig ind i Facebookgruppen Dansk Orienterings-Forbund og Facebook for at få løbende inspiration og praktiske fif.

Hele listen over klubbernes opslag på egen Facebookside. 1 point for synes godt om, 3 point for deling og 5 point for hver kommentar (5 point) på opslag på klubbens Facebookside i 2019. I parentes klubbens placering i 2018 og 2019.

Hele listen over klubbernes svar (Deltager eller Interesseret) på rekrutterende Facebookbegivenheder:

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s