Akut sygdom og ulykker kan altid forekomme. Også til orienteringsløb. Derfor har Søllerød OK lavet en vejledning til, hvordan man tænker førstehjælp mere ind i større stævner.
Tekst: Kirsten Møller, Henrik Molsen og Julius Molsen
Vi betragter ikke vores sport som særlig risikofyldt, men hvor der er mennesker, er der risiko for akut sygdom, ulykker og tilskadekomst. I Søllerød OK har vi gennem de seneste år oplevet nogle kritiske hændelser, som har inspireret os til at arbejde med at formulere en beredskabsplan for stævner og konkurrencer. Vi har involveret erfarne læger og samaritter blandt medlemmerne i arbejdet. Vi prøvekørte planen delvis i løbet af 2016 og med den fulde model ved DM Nat i Jægersborg Hegn i marts 2017.
Her kommer de syv vigtigste punkter. Læs den fulde vejledning på DOF’s hjemmeside.
Beredskabskort
Ved en hændelse i skoven har vi fundet, at orienteringskortet i sig selv ikke altid giver tilstrækkelig information til at sikre, at den rette hjælp kommer frem til rette sted. Vi har derfor valgt at skabe et såkaldt beredskabskort. Som grundlag for beredskabskortet har vi brugt ”alle-post-kortet”, hvor alle postplaceringer med kontrolnumre er angivet.

Koordinatsystem
For at undgå misforståelser, som kunne opstå ved en opringning: ”Vi er nord for den store mose”, har vi inddelt beredskabskortet i et koordinatsystem af felter på 250 x 250 meter.
Man vil så kunne angive positioner med meget større præcision som for eksempel: ”Vi er i koordinat H9 lige nord for mosen”.
Adgangs- og køreveje
På beredskabskortet er tilføjet information om, hvor en ambulance vil kunne køre ind i skoven. Ofte er adgangsveje til skoven blokeret af bomme, store sten eller låger. Det er derfor vigtigt, at man på forhånd har overblik over, hvor man kan køre ind i skoven.
Det er ikke alle stier og veje, der kan køres på med almindelige biler. Vi har angivet, hvilke veje i skoven, der er anvendelige til ambulancekørsel, så ambulancen kan komme frem så tæt på skadestedet som muligt.
Flyvere
Til vores stævner er lavet en gruppe såkaldte ”Flyvere”. Den består typisk af 2-3 O-løbserfarne unge mennesker med mountainbikes. Flyvernes opgaver er at løse diverse praktiske problemer som måtte opstå på stævnepladsen eller i løbsområdet under stævnet. Desuden indgår flyverne også som en vigtig brik i beredskabet. Ved en alvorlig hændelse kan en flyver sættes til at bringe en hjertestarter frem til et skadested, mens en anden flyver sendes direkte til et mødepunkt for at møde ambulancen og vise denne vej til skadestedet ved hjælp af beredskabskortet.

Mødepunkter
En tilkaldt ambulance kan i princippet kun køre til en adresse eller et vejkryds. Hvis man bruger en 1-1-2 app på mobiltelefonen, vil den sende koordinaterne til alarmcentralen, men ambulancen vil stadig kun køre til nærmeste adresse. I en skov kan det jo godt være et langt stykke væk. Vi har brugt websiden danmarksadresser.dk til at finde velegnede mødesteder, som har en postadresse. Mødestederne er valgt, så de ligger nær adgangsveje ind i skoven og dækker hele løbsområdet inkl. stævneplads og løbernes rute til start.
Kontaktinformationer
På beredskabskortet er angivet vigtige telefonnumre til nøglepersoner. Det kunne være stævnelægen, stævnelederen, funktionslederen for parkering og funktionsleder for vejpassage.
Hemmeligholdelse af beredskabskortet
Da beredskabskortet er lavet på baggrund af alle-post-kortet, skal det selvfølgelig holdes hemmeligt for løbets deltagere. Vi vil anbefale, at man helt fra starten af planlægningen laver en aftale med stævnekontrollanten om proceduren. Under DM Nat blev der lavet en nøjagtig liste over, hvem der skulle have et beredskabskort.
Huskeliste for funktionen førstehjælp
- Tænk / tal proceduren for mulige alvorlige hændelser igennem.
- Lav plan for, hvem der gør hvad.
- Lav et beredskabskort.
- Bestil kredsens hjertestarter til stævnet.
- Informer alle officials om stævnelægens mobilnummer og om at kontakte denne i tilfælde af sygdom / tilskadekomst.
Huskeliste til beredskabskortet
- Brug alle-post-kort som basis.
- Adresser på mødepunkter.
- Angiv kørbare indgange til skoven.
- Angiv skovveje anvendelige til ambulancekørsel.
- Koordinatsystem.
- Vigtige telefonnumre.
Procedure ved alvorlig hændelse i skoven
- Opkald til stævnelæge om hændelsen.
- Skadestedet identificeres på beredskabskort.
- Flyver 1 sendes til skadestedet med rygsæk og hjertestarter.
- Ambulance tilkaldes til passende mødepunkt.
- Flyver 2 sendes til mødepunkt for at tage imod ambulance.
- Hvis det skønnes, at der er behov for umiddelbar lægehjælp på skadestedet, kører stævnelæge dertil efter at have informeret stævneleder.
- Stævnelægens assistent overtager førstehjælpsfunktion på stævnepladsen.
Seriøst arbejdet og god inspiration! Tak for det.
LikeLike