Adventskalender Portræt

”Det sværeste er at bede om hjælp”

Når Torbjørn Gasbjerg kører adventurerace, er han afhængig af sit holds hjælp. Det at bede om hjælpen er ikke blevet lettere gennem de sidste 20 år, han har dyrket sporten, men han er blevet mere bevidst om, hvor vigtigt det er. Ikke kun når løbet er i gang, men også i hverdagen.

ADVENTSKALENDER – I fire adventsartikler bringer Orientering Online et portræt af fire spændende personligheder i Orienteringsdanmark. Læs om Torbjørn Gasbjerg, Andreas Duc, Nina Hoffman og Charlotte Thrane, så bliver ventetiden til juleaften lidt kortere.

Af Camilla Bevensee

Et par lyseblå øjne kigger frem under nogle alvorlige, buskede bryn. Blikket er roligt, og manden, der sidder i det grå kontorlokale, har et venligt drag om munden. Smilet er lidt på sned, men ordene er velovervejede, når adventureracer Torbjørn Gasbjerg, fortæller om sin passion for den ekstreme og multidisciplinære sport. De fleste kender ham som landstræner eller tidligere eliteatlet inden for MTB-O, men Torbjørn ser frem for alt sig selv som adventureracer.

”For mig er adventurerace en arena, hvor jeg bliver udfordret på nogle parametre på en måde, jeg ikke oplever i andre sammenhænge. Man bliver sat i nogle ekstreme situationer, som man skal håndtere som en del af et hold, og det er virkelig spændende,” fortæller Torbjørn Gasbjerg, der til hverdag er ansat som landstræner for seniorlandsholdet i Dansk Orienterings-Forbund. Han har tidligere dyrket MTB-O på verdensklasseniveau, og det er også i høj grad konkurrenceaspektet af adventurerace, der har været afgørende for den tidligere verdensmester.

”Jeg er et konkurrencemenneske, og det aspekt betyder rigtig meget. Det, at adventurerace ikke bare er en tur i skoven, der er gjort ekstrem, men i høj grad handler om at være bedst, har gjort, at det er lige præcis det her, jeg dyrker, frem for mange andre ekstreme sportsgrene,” forklarer Torbjørn, der udover tre guldmedaljer til VM i MTB-O, har flere flotte placeringer i adventurerace blandt sine meritter.

Torbjørn og Team Yeti kommer i mål som vindere af World Series advetureracet “Raid Gallaecia” i Spanien i maj. Foto: Enrique Blanco

Torbjørn kører adventurerace på holdet Team Yeti, der udover ham selv, består af to tidligere orienteringsløbere, Henrik Jørgensen og Bjarke Refslund, samt tidligere atletikløber Laura Lambæk Knudsen.

Læs Orientering Onlines artikel om Møns Klint Adventure Race, hvor Team Yeti også deltog.

I foråret vandt Torbjørn sammen med sit hold et ”World Series” adventurerace i Spanien.

”Det er nok den bedste præstation, vi har lavet på holdet nogensinde,” konstaterer Torbjørn om det flotte resultat og fortæller, at et godt samarbejde på holdet er afgørende for, hvordan man kommer igennem et race.

”I adventurerace er det fuldstændigt tydeligt, at man er afhængig af de andre på holdet, og man bliver nødt til at bede om hjælp på et eller andet tidspunkt undervejs. Det er nogle meget konkrete ting, man beder om hjælp til, men alligevel er det noget af det sværeste at gøre,” fortæller Torbjørn, der mener, at det er vigtigt at turde at bede om hjælp i mange af livets aspekter.

Modet til at bede om hjælp

”I min rolle som træner, og egentlig i mange andre sammenhænge også, tænker jeg, at jeg skal være på samme måde, som når jeg er en del af mit hold til adventurerace. Jeg skal have holdet til at fungere, og derfor bliver jeg nødt til at være ærlig og være i stand til at modtage og give hjælp, når der er brug for det,” fortæller Torbjørn, der er uddannet cand.scient. i idræt med sidefag i psykologi. Han er i høj grad fascineret af den barriere, man skal bryde, før man tør opsøge andre for at få hjælp.

”Man skal have tillid til, at det man beder om hjælp til, er der andre, der kan løse på en god måde. I mange sammenhænge ses det som en svaghed, at man ikke kan løse opgaven selv, men har brug for andres hjælp,” mener Torbjørn, der ikke kun ser en tendens inden for elitesport, men også kan nikke genkendende til, at det er svært at bede om hjælp i hverdagen generelt. Han mener, at de fleste er tilbageholdende, fordi der er risiko for, at svaret er nej.

”Risikoen er nok ikke så stor, som man selv tror, men det er alligevel en risiko, der er der. Jeg tror, det er en kulturel ting, at man ikke tænker på den måde, men i højere grad har et billede af sig selv som et selvstændigt individ,” forklarer Torbjørn, der tror på, at det er en fordel, hvis man er god til at række ud efter andres støtte, især i sportens verden.

Holdmentaliteten fra adventurerace tager Torbjørn i høj grad med sig ind i sit virke som landstræner, hvor hans filosofi bygger på, at man kommer længst som en del af et stærkt fællesskab i hverdagen, også selvom man dyrker en sportsgren, hvor man konkurrerer individuelt.

Torbjørn tror på, at man skal træne sammen og bruge hinanden for at blive allerbedst.
Foto: Jeppe Ruud

”Det er klart, at når man konkurrerer i en individuel sportsgren og står til en konkurrence, hvor der ikke er nogen at spørge om hjælp, så er man nødt til at løse udfordringerne selv. Det mener jeg er vidt forskelligt fra den måde, man skal agere uden for konkurrencearenaen, hvor jeg tror, man bliver nødt til at række ud til andre for at tingene lykkes,” fortæller Torbjørn, der har erfaret, hvordan det påvirker landsholdet positivt, at de træner sammen hver dag i Elitecenter Orientering i Aarhus.

”Når vi står til et mesterskab med løbere, der til hverdag er en del af elitecenteret, er det tydeligt, at det er lettere for dem at støtte hinanden, fordi den interne konkurrence i høj grad er afmystificeret gennem den daglige træning. De ved godt, hvordan de andre har trænet, og de har brugt hinanden hver dag. Det bliver mere naturligt at støtte hinanden, og med støtte fra holdet bliver det lettere for dem at præstere hver især,” fortæller landstræneren, der forsøger at facilitere et miljø, hvor det er legitimt at bruge hinanden.

”Jeg vil gerne understøtte modet til at opsøge hjælp hos atleterne på landsholdet, for jeg tror, at det er svært for dem at have modet til at stå ved, at der er noget, de ikke lige ved, hvordan man gør,” fortæller Torbjørn.

”Det er meget få atleter, der formår at have et fuldstændig individuelt projekt og stadig få den hjælp fra ressourcepersoner, der skal til for at hæve den enkeltes niveau. Der tror jeg, det er lettere at være i en gruppe, hvor der er mulighed for at dele sit projekt med nogle, der er på vej samme vej, og få hjælp med selv helt små ting,” forklarer Torbjørn. Han mener, at landsholdet i højere grad vil kunne være et rum for en sådan kultur fremover.

Større konsensus i de nye landsholdsgrupper

I november blev en ny struktur for DOF’s landsholdsarbejde offentliggjort, og udover at flere løbere end nogensinde får muligheden for at være en del af det danske landshold fra januar, er strukturændringerne også et udtryk for troen på, at det er vigtigt at være i det rette træningsmiljø for at udvikle sig.

”Den nye struktur sætter fokus på, hvad der er det vigtigste for den enkelte lige nu og her i forhold til den videre udvikling,” forklarer Torbjørn, der erkender, at der på landsholdet tidligere har været for langt mellem atleterne.

Læs om den nye landsholdsstruktur på DO-F’s hjemmeside.

”Tidligere har det været en udfordring, at vi havde fokus på det næste mesterskab, og de medaljer vi skulle tage der. Men samtidig havde vi løbere, der ikke var der i deres udvikling, hvor det fokus gav mening. Forhåbentlig er der en større fællesnævner i de grupper, vi har udtaget nu,” uddyber landstræneren, der sammen med de andre trænere har udtaget et hold på i alt 30 løbere fordelt på de tre nye landsholdsgrupper.

Læs nyheden om udtagelsen af landsholdsgrupperne for 2020 på DO-F’s hjemmeside.

Et ekstremt pusterum

Med et stort ansvar som landstræner og mange opgaver, der skal løses, er der ikke meget tid tilovers til at træne. Torbjørn ser dog stadig sig selv som adventureracer, på trods af hvor lidt sporten fylder i hverdagen.

”Jeg kunne nok godt tænke mig at dyrke mere adventurerace på et eller andet tidspunkt, men det betyder ikke, at jeg ikke har ambitioner og gerne vil gøre det godt til de konkurrencer, jeg skal køre,” fortæller Torbjørn, der sammen med Team Yeti har VM i Paraguay som det helt store mål næste år. Adventurerace er præget af et krav om en høj grad af erfaring, hvis man vil gøre det godt, og de bedste atleter i sporten er derfor også ældre, end man ser det i næsten alle andre sportsgrene. Torbjørn, der næste år runder 40 år, er derfor heller ikke på nogen måde på vej på pension.

Torbjørn er ikke bleg for at løbe med på træningerne, når landsholdet er i gang. Her ses han i fuld fart på en stafettræning i Portugal i februar.
Foto: Jeppe Ruud

”Hvis ikke jeg er på toppen nu, så er jeg i hvert fald tæt på. Jeg har den mentale modenhed, erfaringen og en solid udholdenhed, som jeg har trænet op igennem de sidste 20 år med sporten,” forklarer Torbjørn. Selvom at konkurrenceelementet er vigtigt, og Torbjørn erkender, at det kunne være sjovt at tage en medalje til VM, giver de mange timer på et race ham også meget mere end det sportslige.

”Det giver mig noget andet at dyrke adventurerace, fordi jeg virkelig er til stede i lang tid, uden den støj der ellers er i ens hverdag, med forpligtelser og tusinde forskellige ting, man hele tiden skal forholde sig til. Det handler udelukkende om at løse de udfordringer, man står over for sammen med holdet, og på den måde er det næsten meditativt at være i gang,” forklarer Torbjørn, hvis længste gennemførte løb var på 132 timer – altså 5,5 dage.

Fokus er blevet en mangelvare

Torbjørn er ikke i tvivl om, at den ro og det fokus man har under et adventurerace, er vigtigt at opsøge, men at det efterhånden er blevet en mangelvare i et hektisk og omskifteligt samfund.

”Det her med at koble helt ud og fokusere på nuet i så lang tid, som når man kører et adventurerace, er helt klart noget, vi har mistet lidt i den måde, vi lever på,” konstaterer Torbjørn. Han ser det både som en udfordring for den enkelte, men også for sport på eliteplan i almindelighed.

”Jeg tror, det er noget af det, der udfordrer elitesport, fordi det kræver et dedikeret fokus, hvis man vil til tops, både på længere sigt, men også i den enkelte træning. Samfundet i dag indeholder rigtig mange forstyrrende elementer, som det kan være svært ikke at blive distraheret af,” uddyber Torbjørn.

”Det vigtigste i en sportspræstation er for mig at se, at man er god til at fokusere på det, man er i gang med lige nu, og det er noget, vi i højere og højere grad mister i vores hverdag. På den måde får vi ikke øvet os i at fokusere på en enkelt opgave, og så kommer det ikke helt så naturligt til os i træning og konkurrence,” fortsætter Torbjørn, der dog håber, at han gennem sin indsats som landstræner kan hjælpe atleterne med at finde det fokus, der skal til, så de kan præstere bedst muligt. 

HVAD ER ADVENTURERACE?
– Adventurerace er en sport, hvor deltagerne skal forbi en række checkpoints.
– Undervejs kombineres flere forskellige discipliner for at komme mellem checkpointsene.
– Typiske discipliner er o-løb, cykling, klatring, skydning, svømning, sejlads eller samarbejdsøvelser.
– Der konkurreres i hold på 3-4 personer i klasserne Dame, Herre og Mix.
– Distancerne varierer, men løbene har vindertider på alt fra 3 timer til mange dage.
– Holdene er selvforsynende og må ikke få hjælp udefra. De har al mad med selv og kan kun tanke vand i udvalgte skiftezoner.
– Sporten startede i New Zealand i slutningen af 90’erne og blev udbredt, efter at Discovery Channel filmede et løb.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s