Elite Landshold

Verdensmester i at være skadet

Landsholdsløberen Josefine Lind er efter tre år med uvished, løb i vand og tilbagevendende smerter endelig på den anden side af et skadeshelvede, der startede helt tilbage i juniortiden.

TEMA: Skader er noget de fleste orienteringsløbere før eller siden løber ind i. I et tema på tre artikler møder Orientering Online tre, der har prøvet at være skadede; landsholdsløber Josefine Lind, H60-løber Jess Rasmussen og ungdomsløber Anders Secher Thomsen.

Tekst: Camilla Bevensee

For landsholdløberen Josefine Lind fra Vejle var det ikke let at gå fra at være en eliteløber, der trænede to gange om dagen, til at være skadet og ikke kunne træne overhovedet. Det var svært at give slip på det billede, hun havde af sig selv som seriøs atlet, når hun ikke kunne løbe orienteringsløb på det niveau, hun gerne ville og i lange perioder måtte lade løbeskoene blive i skabet.

”Måske har jeg gjort det hårdere, end det behøvede at være, men det var lettere at tage de rigtige valg, når jeg stadig så mig selv som en eliteatlet, men bare en skadet eliteatlet,” fortæller Josefine.

Josefine på fortræningslejr i Finland, to måneder inden hun løb sit sidste Junior-VM.
Foto: Camilla Bevensee

Hun tog nogle svære valg. Hun sagde sit sabbat-års-job op og flyttede i en periode væk fra det træningsmiljø, hun ellers var flyttet til Aarhus, for at være en del af. I stedet tog hun tilbage til de trygge rammer hjemme i Vejle.

”Jeg besluttede mig for, at hvis jeg ikke kunne blive verdensmester i orienteringsløb, ville jeg være verdensmester i at være skadet,” fortæller Josefine, der satte alt ind på at skabe de optimale forhold for sig selv og skaden, så hun kunne komme så godt igennem skadesforløbet som muligt. Hun optimerede på restitutionen og kosten, og prioriterede udstrækning og mental afkobling, men hun var alligevel igennem en lang proces, der var fyldt med usikkerhed.

Stor uvished

De fysiske problemer startede i december 2016, hvor Josefine pludselig mærkede en skarp smerte i sin fod, da hun løb en kort bakkespurt. Spurten var en del af afslutningen på et længere intervalpas med Elitecenter Orientering i Aarhus. Da smerten hurtigt fortog sig igen, gennemførte Josefine de sidste bakkespurter og løb hjem. Senere samme dag kunne hun mærke, at det ikke havde været en god beslutning, da smerterne i foden kun blev værre. Det gjorde så ondt, at Josefine valgte at tage en pause med løbetræningen, indtil det var klart, hvad der havde forårsaget smerterne i foden.

”Der gik lang tid, uden at der var nogen, der kunne finde ud af, hvad det var, der gjorde ondt. Hverken min fysioterapeut hjemme i Vejle, eller dem jeg var hos i Aarhus kunne forklare smerterne,” fortæller Josefine om starten af det skadesforløb, der skulle ende med vare næsten tre år.

Josefine blev ved med at veksle mellem at løbe en lille smule og holde pause, da smerterne ikke gik væk. På trods af at det stadig var uvist, hvad der var årsagen til smerterne i foden, tog Josefine i februar 2017 med juniorlandsholdet på en ugelang samling i Portugal.

”Jeg tænkte, at jeg altid kunne hvile og komme mig, når jeg kom hjem igen, men det blev ikke bedre af at være på træningslejr.” Josefine skulle have været til en MR-scanning, da hun kom hjem fra Portugal, men kom ikke til lægen og fik den henvisning, hun skulle bruge.

”Det hele blev lidt langtrukkent, og jeg fik ikke en scanning før april. Da svaret kom, var det ikke helt klart, hvad scanningen havde vist, men det virkede på lægen som om, at det ikke var noget særligt. Så vi besluttede, at jeg skulle løbe Junior-VM i Finland den sommer.”

Et smertefuldt sidste Junior-VM

På trods af en minimal mængde løbetræning tog Josefine til JWOC 2017 i Tampere i Finland med et mål om medaljer. Hun havde trænet godt, selvom hun ikke havde løbet så meget, men hun måtte sande, at målsætningen om medalje ikke kunne indfries, og at hun måtte nøjes med placeringer i top-10.

”Jeg havde trænet godt, selvom jeg ikke havde løbet så meget, men det gik ikke så godt i Finland,” husker Josefine tilbage. Hun husker også et mesterskab, der var præget af mange smerter undervejs, men hvor hun kæmpede sig igennem alle fem løb.

”Jeg haltede næsten til sidst på mesterskabet, og jeg skulle nok ikke have løbet stafetten, som var den sidste distance. Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke noget,” fortæller Josefine, der ikke lod trænerne, der var med i Finland, vide, hvor skidt det stod til.

Da hun kom hjem fra Finland, kunne Josefine ikke løbe, og hun havde smerter i sin fod, når hun gik. Hendes fysioterapeut i Vejle vidste stadig ikke, hvad der var galt, men en ny MR-scanning og en mere dybdegående knoglescanning viste, at der nok var tale om et træthedsbrud.

”Senere har vi fundet ud af, at der nok ikke har været et direkte brud, men en række mindre frakturer i flere af fodrodsknoglerne i min fod. Det var flere knogler, der var i stykker, og derfor var smerten også ret diffus,” forklarer Josefine.

Josefine er endelig tilbage i landsholdsdragten og har fået mange erfaringer med fra skadesforløbet. Foto: Jeppe Ruud.

En ny start som senior

Mesterskabet i Finland var Josefines sidste Junior-VM, men i november 2017 blev hun udtaget til seniorlandsholdet, hvor hun kunne få hjælp fra Team Danmarks eksperter.

”Da jeg efter november kom i gang med et forløb hos Team Danmarks fysioterapeut Alejandro (Martinez Bugge, red.) og læge Thøger (Persson Krogh, red.), kan de godt se, at den er helt gal.”

Sammen med Team Danmarks behandlere får Josefine lavet en plan, der starter med, at hun skal aflaste foden mest muligt, og hun begynder derfor at gå med krykker.

”Da jeg fik krykkerne, var det mere end et år siden, jeg begyndte at have smerter.”

Efter tre måneder på krykker er smerterne i foden uændret, men i løbet af april begynder det at løsne lidt op. Josefine får lov til langsomt at prøve at løbe. Vi er nu i maj 2018. Siden november har Josefine ikke trænet noget, hvor hun havde vægt på sine ben.

”Jeg svømmede, løb i vand og lavede styrketræning, hvor jeg ikke brugte mine ben. Jeg blev student i 2016, men jeg kunne ikke arbejde, fordi jeg skulle aflaste foden og ikke kunne stå op så længe af gangen eller gå så meget, så jeg lavede virkelig ikke særligt meget i den tid.”

I løbet af sommeren får Josefine trænet sig op til at kunne løbe en halv time i træk, men pludselig gør det ondt i foden igen. Hun får foretaget en ny omgang scanninger.

”Scanningerne viser ikke noget, og lægerne er enige om, at det nok skal hele. Det kommer bare til at tage lang tid, og jeg skal ikke regne med at komme i gang med at løbe i 2018.”

Josefine skal væbne sig med tålmodighed, og det gør hun.

”Jeg starter forfra med at aflaste foden og træner ikke andet end svømning to gange om ugen, hvor jeg ikke belaster benene, og styrketræning to gange om ugen, hvor jeg slet ikke støtter på min fod. Frem til november er det den eneste træning, jeg laver.”

Denne gang går genoptræningen godt, og i starten af 2019 kommer en længe ventet forløsning.

”Den 9. januar 2019 løber jeg fem minutter på græsset foran mit kollegie. Derfra er jeg blevet ved med at kunne løbe mere og mere,” fortæller Josefine, der nu er oppe på en løbemængde, der ligner den, hun trænede, inden hun blev skadet.

Godt givet ud

”Jeg er blevet meget mere bevidst om min egen krop, og jeg kender den på en helt anden måde, end jeg gjorde, inden jeg var igennem så langt et skadesforløb. Jeg kan mærke meget bedre efter, og jeg passer bedre på min krop og lytter til den,” fortæller Josefine, om hvordan skadesforløbet påvirker hendes tilgang til skader og smerte nu.

Selvom Josefine har lært meget af at være skadet, har det selvfølgelig også været svært at være skadet.

”Det har været svært at håndtere den uvished, der har hersket omkring, hvad der var galt, og hvornår jeg kunne begynde at løbe igen. Det blev ikke lettere af, at jeg ikke var begyndt at studere endnu og ikke kunne passe et arbejde. Jeg flyttede til Aarhus, imens jeg var skadet, hvor alle bare trænede virkelig meget, og der var et fedt miljø, som jeg ikke kunne være en del af, når jeg var skadet. Derfor flyttede jeg også i en periode tilbage til Vejle, for jeg kunne ikke holde ud at blive konfronteret med alt det, jeg ikke kunne, men så gerne ville, hver gang jeg gik uden for en dør,” fortæller Josefine. Set i bakspejlet er der et par ting, hun godt ville have gjort anderledes.

”Jeg har lært meget af at være skadet, men jeg tror det kunne have været undgået, hvis jeg havde været i stand til at se min træning i et lidt større perspektiv og havde ladet være med at blive ved med at løbe, selvom jeg havde ondt,” reflekterer Josefine. Modet til at turde tænke langsigtet er endnu en lærestreg, Josefine tager med sig fra et forløb, der heldigvis ikke har påvirket hendes motivation.

”På en måde er jeg også glad for at have været igennem sådan et forløb, for det er gået op for mig, hvor meget det betyder for mig at være eliteorienteringsløber, og hvor stor en del løb er af mig. Det er selvfølgelig træls, at jeg ikke har kunnet træne og udvikle mig i tre år, men på den lange bane tror jeg, at det har været godt givet ud.”

Josefine havde sin debut i landsholdsdragten på seniorniveau ved den netop overståede World Cup-finale i Kina, hvor hun løb sig til en 46. plads på mellemdistancen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s