Historie Inspiration

Sådan trænede de danske orienteringsløbere i 70’erne og 80’erne

Tidligere eliteløber Klavs Madsen giver indblik i en periode i dansk orientering, der bedst beskrives som en pionertid med en ualmindelig stor talentmasse og løbstider, der stadig står til troende.

Startlisterne i 1980’erne var imponerende lange. Lars Konradsen, der opnåede en 8. plads ved VM i Schweiz i 1981, var blot én af mange stærke løbere. Her ses han på stafetstarten ved et større løb i Australien 1984.

Tekst: Klavs Madsen

Omkring 1970, hvor orienteringssporten endnu ikke havde opfundet sprint og mellemdistance, var der få danske orienteringsløbere, der trænede systematisk og intenst. Men netop den tid blev en brydningstid for dansk eliteorientering.  Inspirationen kom primært udefra og især Arthur Lydiard, New Zealandsk atletiktræner, fik stor indflydelse på dansk træningskultur i atletik og orientering i den periode.

I Aarhus blev der i disse år skabt et træningsmiljø af de mange o-løbere, der kom til byen for at studere. I slutningen af 1960’erne havde PAN stort set ingen eliteløbere, men de mange tilflyttere fik opbygget et miljø med klubhuset Silistria som omdrejningspunktet for hård træning. Anført af brødrene Flemming og Leif Nørgaard, Kurt Jensen, Ivan Christensen, Kurt Lynggaard og mange andre, blev der flittigt diskuteret træningsprincipper, og ofte var det Lydiards koncept, der blev fulgt.

I Odense var der stærke altetikløbere, og flere lokale orienteringsløbere fik også fart i træningsskoene i denne periode. En person, der fik stor indflydelse på det odenseanske orienteringsmiljø, var Timo Peltola, der kom til byen og blev direktør for en odenseansk konservesfabrik i 1971-1975. Timo var finsk orienteringsløber, og han havde en helt anden træningsbaggrund og blev hurtigt en stor inspirationskilde for de lokale o-løbere. Ser man i træningsdagbøgerne for nogen af de gode herreløbere på den tid, så viser det en brat ændring fra 2-3 gange træning til 8-12 træninger per uge omkring 1971.

I Holte, centreret omkring Rudegård Stadion og Rude Skov, trænede mange dameeliteløbere fra Nordsjælland og København under ledelse af Helge Pedersen fra OK 73. I 1971 førte til den første internationale sejr for et hold, idet et dansk damehold vandt en 4-landskamp i Sverige i foråret. Arbejdet i Holte var startet allerede i midten af 60’erne og fulgte de samme principper, med mere og mere systematisk løbetræning, især med intervaltræning og langdistanceløb.

Artiklens forfatter Klavs Madsen ved DM i 1985, hvor det blev til en andenplads, 12 sekunder efter klubkammeraten Jens Hansen. I dag er Klavs institutleder og professor i arbejds- træningsfysiologi på Norges Idrettshøgskole i Oslo. Resultater: 4 guld og 4 sølv i DM-klassisk, 6 guld og 4 sølv i DM-stafet; 5-plads i en world cup afdeling, 3 gange nummer 19 ved VM; 5-plads ved VM-stafet. Tidligere personlig træner for nuværende landsholdsløber Tue Lassen.

Lydiards træningsprincipper

Det var en spændende periode, hvor erfaring og viden var begrænset, så træningsfilosofi blev debatteret i stor stil. Mange blev inspireret af Lydiard og fulgte hans råd, specielt fordi hans meritter som træner var imponerende. Men ikke alle læste på lektien og troede Lydiards filosofi kun handlede om stor mængde. Det var ikke tilfældet. Det var stor mængde, markant periodisering af træningen, og specialiseringsperioder med megen intensiv træning.

I dansk og international orientering blev Lydiards principper fremherskende. Lydiard var ofte i Skandinavien og inspirerede specielt atletikløberne, hvor han blev personlig træner for Loa Olofsson, Københavns IF (uofficiel verdensrekord på 10.000 m med tiden 31,45 og uofficiel VR på 5.000 m med 15,08  i 1978). Han var også i kontakt med de danske orienteringsløbere og kom med ideer og gode træningsråd målrettet orientering.

To forskellige træningsfilosofier

I den periode kan man kan sige, der opstod to markante og ret forskellige træningsfilosofier. Én, hvor det handlede om mange træningstimer, men hvor intensitet også var en væsentlig faktor. En anden model, hvor det handlede om ekstremt mange timer med meget lav intensitet.

En af de stærke norske orienteringsløbere fra den tid, Jan Fjærestad, var kendt for at træne meget, og træningsbøgerne viste ofte mere end 400 km om ugen. Men han havde en markant skelnen mellem langsom træning og intensiv træning. Han fortalte, at langpassene ofte gik i “rigtigt daffe tempo, så langsomt, at det var pinligt at blive set”. Fjærestad blev blandt andet nummer 2 ved VM i Danmark 1974 og opnåede også imponerende resultater på bane og maraton.

Jan Fjærestad, norsk orienteringsløber i 1970’erne

Fjærestad løb utroligt mange kilometer og med et tempo, hvor pulsen ikke var meget over 100. Han opnåede alligevel imponerende resultater i orientering og i atletik, også på de lidt kortere distancer som 3 og 5 km. I orientering blev det til en 2. plads ved VM 1974 i Danmark, hvor han endda var juniorløber. Derudover var han med på det norske stafethold der blev henholdsvis nummer 3, 2, og 1 i VM stafet 74, 76, og 78. Hans personlige rekorder var

  • 3000 m: 7.57
  • 5000 m: 13.37
  • 10 000 m: 28.25
  • Maraton: 2.13.31

I den ”modsatte” lejr så man for eksempel Grete Waitz, norsk maratonløber, der havde mange træningspas, men den samlede volumen var væsentlig lavere. Der var en del intensive træninger året rundt, og træning med lav intensitet lå ofte omkring 4.00 min/km. Grete Waitz vandt blandt andet New York Marathon 9 gange.

Elitemiljøet i dansk orientering

Som nævnt blev dansk orienterings træningskultur bygget med inspiration fra internationale toporienteringsløbere, fra atletikløbere og fra Lydiard med hans markante og inspirerende træningsprincipper. Flere af o-løberne havde også rødder i atletikken, og det satte sit præg på træningen.

De danske seniorløbere fra starten af 1970’erne fik skabt en stærk kultur og opnåede gode resultater. Men den meget hårde træning blev for fleres vedkommende startet i en relativ sen alder. Flere af de unge, danske orienteringsløbere hoppede med på træningsbølgen fra 15-16 års alderen og nåede at få endnu bedre udbytte af anstrengelserne.

I slutningen af 70’erne og starten af 80’erne var der overraskende mange danske orienteringsløbere, der trænede flittigt – specielt på herresiden. Ser man på startfeltet til de danske mesterskaber i den periode, så var der begrænsning på 80 herreløbere og med flere på reservelisten, hvis nogen skulle melde afbud. DM-stafet kunne være med 45 hold a 3 løbere i H21. Odense Orienteringsklub deltog et par gange i 1980’erne i et stort atletikløb, 10 gange 10 km i Marselisborgskoven med stor succes. Der var hårde udtagelsesløb, og det var ikke let at komme på klubbens 10-mandshold. En af de daværende landsholdsløbere kvalificerede sig som sidste mand, og det var nødvendigt at løbe 33-34 min på 10 km bane for at komme med på holdet. Det fortæller noget om den enorme brede og løbskapacitet, der var i nogle af de danske o-klubber på det tidspunkt.

Det var også tiden med stor landsholdstrup. Dengang man kunne køre 30 timer i bus til Ungarn for at løbe et stort internationalt løb med ankomst fredag nat, en ungarsk pølse til morgenmad efterfulgt af 16 km o-løb med 1000 m stigning, stafet søndag og direkte tilbage til Danmark. I bussen var der i øvrigt fire danske o-løbere, som i løbet af firserne løb maraton på 2.13-2.16, og som stadig figurerer i top-20 på alletiders danske maratonrangliste.

To af dem, John Skovbjerg og Henrik Albahn er gode eksempler på to forskellige træningsfilosofier som omtalt tidligere.

Billede 1: Henrik Albahn (124) og Keld Johnsen (125) ved starten på førstetur under en landskampstafet november 1980 i Ungarn. Billede 2: Tre danske hold var til start på kvindesiden med Karin Jexner forrest, Hanne Birke og Dorte Hansen.

To eksempler på ugentlig træning

Nedenfor ses eksempler på en træningsuge for Henrik Albahn og for John Skovbjerg. Det er vigtig at bemærke, at træningsugerne er eksempler, og at der, specielt i Henriks tilfælde, var en markant periodisering. Henriks træningspas var ikke kun lange og langsomme. Da han løb sine tre hurtigste maratonløb, trænede han ofte med høj intensitet og havde et snit på 160 km per uge over de sidste tolv uger op til konkurrencen.

John vandt Berlin Marathon i 1984, hvor han løb 2.13.34 og slog nogle af verdens bedste maratonløbere. Året efter blev Henrik nummer 2 i 2.13.47. Tiderne figurerer i øvrigt som 6. og 7. bedste danske maratontider nogensinde.

Eksemplet illustrerer godt, at der var en benhård træningskultur i dansk orientering, men også at de bedste løbere fik gode resultater med meget forskellige træningsmodeller. Det var gældende, både når man vurderede altetikpræstationerne og resultatlisterne fra o-løbene.

Der var flere løbere som trænede væsentligt mindre (7-10 timer per uge) og med megen intensitet. Nogle af dem blev gode, men ikke topløbere.

John Skovbjerg er første fra venstre. Sammen med Kent Hansen, Lars Konradsen og Henrik Albahn kom han på forsiden af O-posten i august 1982 efter en bronzemedalje til en landskamp.

John Skovbjerg er født i 1956 og tidligere dansk langdistanceløber og orienteringsløber i OK Pan. Skovbjerg er den første og hidtil eneste danske vinder af Berlin Marathon, som han vandt i 1984 i tiden 2:13.35, en tid, som på dette tidspunkt var uofficiel løbsrekord. Han har to guld i DM-stafet i 1982 og 1989. Dansk mester i maraton 1983 og bronze på 10 km i 1987. Det er stadig muligt at møde John til orienteringsløb, men gamle skader gør det vanskeligt at løbe, så det er primært til MTB-Orientering, at man kan se ham.

Henrik Albahn på sidsteposten ved påskeløbene 1980.

Henrik Albahn er født 1960 og tidligere dansk langdistanceløber og orienteringsløber i Lillerød IF m.fl. Albahn har en række imponerende resultater på halvmaraton og maraton og flere DM-medaljer individuelt og i stafet. Man ser stadig Albahn til orienteringsløb, og han er en flittig deltager både i danske og internationale løb.

Ny viden, forskning og empiri

Igennem de senere år har flere videnskabelige træningsstudier og empiri givet et godt billede af, hvad der er mest effektiv træning for udholdenhedsatleter. Studierne peger på, at stor mængde og intensiv træning er en forudsætning for at opnå topresultater, også når det drejer sig om konkurrencetider på 15-20 min. Der er flere gode artikler om ”den nødvendige mængdetræning” (se for eksempel Den nødvendige distansträningen, svensk idrottsforskning 3/2014). Man kan altså ikke klare sig med den intensive træning, uden at der også er stor mængde. Et andet budskab er, at den store mængdetræning med meget lav intensitet ikke ser ud til at give en særlig gevinst. Modellerne kan beskrives med nedenstående illustration, hvor den ”sorte” model altså ikke umiddelbart anbefales, den ”blå” model er effektiv, men tidskrævende og altså ikke mere effektiv end den grønne model. Langt de fleste udholdenhedsatleter praktiserer den ”grønne” model, og der er generel konsensus om polariseret træning med mange timer med lav intensitet (70-75% af træningen), få timer med moderat intensitet og 20-25% af træningerne med høj intensitet. Det er en model, som specielt norske udholdenhedsatleter benytter sig af. Den ”røde” model er ikke så udpræget i dag, men der er gode eksempler på, at dette også er en effektiv model, som blandt andre Grete Waitz og John Skovbjerg anvendte tidligere.

Illustration over forskellige typer træningsfilosofi.

Egne erfaringer

For mit eget vedkommende begyndte jeg med mere systematisk træning i 1973 som 15-16 årig. Det var den tidlige start på generel seriøs træning i dansk orientering og meget spændende, fordi der var forskellige og markante holdninger, uden at nogen rigtigt kunne fortælle, hvad der var godt og skidt. Min træning foregik ofte med Per Oluf Andersen, Bent Jensen og Timo Peltola fra orienteringsklubben i Odense. De var ti år ældre end jeg og havde taget mængdetræningen til sig.

Vintertræningen foregik som regel på de mørke landeveje, og det var ture på 12-30 km i pænt tempo. Løb i terræn forekom meget sjældent, og teknisk træning var henlagt til nogle få, årlige weekendkurser og en sommeruge i norsk eller svensk terræn. Træningen var periodiseret med stor mængde og meget få intensive træninger i perioden december-marts. Herefter blev mængden reduceret, og intensiteten gradvist øget i april og maj for at få en topform sidst på foråret. Samme model gentog sig hen mod den primære formtop i september, hvor der var DM.

Det var en periode, hvor løbsformen blev grundlagt, og der var ingen tvivl om, at det var en fornuftig træning, der var fundamentet for at kunne tåle store træningsbelastninger i de efterfølgende år. Løbskapaciteten blev god, specielt på vej og stier, og bakketræningen viste sin effektivitet på de hårde, kuperede baner.

Det var også ”learning by doing”, og jeg lavede mange fejl. En klar mangel var den sporadiske terræntræning (mulighederne var dog stærkt begrænset i Odense på den tid), der specielt kom til udtryk, når vi løb i nordisk terræn. En af de største fejl i træningen var den markante periodisering, og specielt hvordan vi praktiserede den intensive træning i opkøringen frem mod formtoppen. Denne træning foregik ofte på bane for at få højest mulig fart. Det var en brat overgang fra den tunge vintertræning, hvor man efter nogle uger fik et par ekstra gear i tempoet. Det var fint at kunne løbe 1000 m intervaller på 2.45 og føle sig flyvende på fint underlag. Men i skoven kunne teknikken slet ikke følge med den fine fart, og det var let at konstatere, at der blev bommet mest i den intensive konkurrenceperiode. 

Efterhånden erfarede jeg, hvad der virkede og ikke virkede, og frem til 1985 blev træningen mere og mere effektiv. Træningen blev stadig periodiseret med tanke på to formtoppe per år, men i grundtræningen blev der lagt mere intensiv træning og overgangen mellem de forskellige perioder blev mindre markant. Landevejstræningen blev minimal, og terræntræningen blev fremherskende, hvor de længste ture gik i et godt tempo i 2-3 timer. Den intensive træning blev praktiseret som en blanding med løb på vej for at få høj speed og løb i terræn for at få de specifikke muskulære tilpasninger. Den intensive træning i opkøringsperioden foregik ofte som o-intervaller, så man fik teknikken justeret til den højere fart.

Træningsmodellen lignede mest ovenstående ”røde” model med en ugentlig træningsmængde på 12-17 timer. Langture med lav intensitet lå typisk omkring 4.00 min/km på god vej, og den intensive træning udgjorde cirka 20% af den samlede træningstid.

Det var en periode, hvor vi indså, at træning i nordisk terræn og træning med de bedste o-løbere i verden var en forudsætning for at kunne hævde sig internationalt. I starten af 80’erne var der for første gang flere danske løbere, som søgte mod Norge og Sverige for at træne i en længere periode. To af de helt store danske profiler i den periode, Lars Konradsen og Jens Hansen, fik kontrakter i IFK Gøteborg i 1982, og samtidigt tog jeg et halvt år i Nydalen, Oslo. Senere fulgte mange andre danskere, og selv om der ikke var uddelt begejstring i DOF i starten, var det et helt afgørende element for den udvikling danske orienteringsløbere gennemgik i 80’erne og 90’erne.

Artiklen fortsætter under billederne.

I 1974 vandt Mona Nørgaard VM i orientering som den første dansker. Kvindestafetholdet tog Danmarks anden VM-medalje i Ungarn i 1983, hvor det blev til en sensationel tredjeplads. Fra venstre, Hanne Birke, Karin Jexner, Mette Filskov, Dorte Hansen.
Ivan Christensen var en sublim teknikker og fik flere danske mesterskaber i 1970’erne på individuel og stafet, og var med på stafetholdet der opnåede en 5. plads ved VM i 1979 i Finland, hvor holdet længe lå til en bronzemedalje.
Charlotte Trane opnåede en imponerende 7. plads ved VM 1985 i Australien. Her er hun under et løb i forbindelse med en knap tre uger lang træningslejr i 1984.

Træningen i 90’erne, kort fortalt

I 1990’erne fortsatte den stærke træningskultur, og specielt kom der en afgørende periode med Olli Pekka Kärkkäinen (OP) som landstræner 1993-1998. OP forstod at skabe en træningskultur, der sprængte rammerne, og gav løberne en selvtillid og vilje til at blive bedst i verden. Der var også et godt fundament med mange talenter på herresiden, Allan Mogensen, Carsten Jørgensen, Chris Terkildsen, Flemming Jørgensen, Torben Skovlyst, Thomas Hjerrild, Thomas Nielsen og senere Rene Rokkjær, Morten Fenger med flere. Det var ubetinget den gyldne periode for dansk orientering på herresiden. Allan blev verdensmester 1993 i USA i et af de mest teknisk krævende VM’er nogensinde, stafetholdet fik guld i Norge i 1997, Carsten vandt VM-bronze i 1995 (i 1997 blev Carsten europamester i terrænløb, i 1998 satte han dansk rekord på 10 000 meter med tiden 27.54, og samme år satte han dansk rekord på halvmaraton med tiden 1.01.55), både Chris Terkildsen og stafetholdet vandt world cuppen samlet i 1998. I det sidste world cup-løb i et særdeles krævende teknisk og fysisk terræn i Finland var kravet til Chris en sejr. Det lykkedes, og det var nok også historisk, at der var fire danske herrer i top 20 den dag.

Hvis man ser på løbernes træningsdagbøger fra dengang, så er det kendetegnende, at den hårde træningskultur fra 1980’erne blev fortsat, samtidigt med at træningen blev endnu mere effektiv med ny viden og ikke mindst med en bedre økonomi til at skabe perfekte rammer for teknisk og fysisk træning i relevante terræner. Dagbøgerne viste ofte 15-20 timers træning per uge, inkluderet flere intensive træninger.

Nutidens orienteringsløbere

Der findes mange sjove historier om de gode gamle dage, og hvor hårdt man trænede dengang i forhold til dag. En af dem kan man læse i Politikken fra 2016.

Tallene taler sit tydelige sprog, hvor 9 af de 10 bedste tider på listen med alletiders danske maratontider er fra 1980’erne. Kun Abdi Ulad har sneget sig ind som nr. 9 i 2016. Det er dog vigtigt at skelne mellem maratonløbere og orienteringsløbere. Dansk atletik var i en længere periode præget af en anden træningsfilosofi med korte, intensive træninger i fokus, og som tidligere beskrevet har det ikke været en optimal model, hvis tanken var at blive maratonløber på internationalt niveau.

Når man ser på dagens danske orienteringsløbere, er det vigtigt at medtage specialiseringen med sprint, mellem og lang. Det gør naturligvis, at træningen på nogen områder adskiller sig fra tidligere. Men det danske landshold har den samme hårde træningskultur som i de beskrevne årgange. Samtidigt træner de smartere og bedre end tidligere.

Landsholdstrænerne har været dygtige til at udnytte den enorme viden og de forskningsresultater, som er blevet tilgængelig. Det har betydet mere kvalificeret træning, bedre forebyggende træning, teknisk træning, terræntræning og ikke mindst, minutiøse forberedelser frem mod de vigtigste konkurrencer.

De mange VM-medaljer i de sidste år er et klokkeklart bevis på det. Konkurrencen i international orientering er blevet hårdere med endnu flere løbere fra flere nationer, der satser hårdt. Alligevel har Danmark formået at tage mange VM-medaljer de seneste år, og i 2016 blev Danmark bedste nation med fire guldmedaljer. Det er primært sket på kvindesiden, men også herrerne har fået flere medaljer.

Ser man på Maja Alm og Tue Lassens træning, så minder den meget om den træning, der blev praktiseret i sidste århundrede. Den er blot blevet forfinet og effektiviseret. Generelt har dagens danske topløbere et højere niveau i skoven end datidens danske o-løbere, men generelt ikke samme niveau på bane og landevej, fordi træningen er blevet så specialiseret i dag.

Den helt store forskel på dengang og i dag er, at der er blevet færre orienteringsløbere på højt niveau i Danmark som beskrevet tidligere. I årets DM var der for eksempel blot tilmeldt 31 i herreklassen og 18 stafethold. Det er DOF’s helt store udfordring, når man taler om fremtidens landshold. Landsholdstræningen har aldrig været bedre, og ressourcerne er imponerende med Team Danmarks økonomiske støtte og ikke mindst med et stærkt støtteapparat af psykologer, fysioterapeuter og læger. Men der skal være flere klubmiljøer, som kan levere talentfulde løbere til landsholdet. Ellers giver det ikke megen mening at have så stærkt et landsholdskoncept. Heldigvis er der flere lyspunkter, som tydeligt kan ses på resultatlisterne ved de international ungdomsmesterskaber.

2 kommentarer

  1. Hvor er det sjovt at læse. Mange minder fra min ungdomstid i O-sporten dukker op. Hanne Birke var en af dem, jeg kæmpede med som pigeløber i O-63. Mange navne dukker op, det var en sjov tid med mange oplevelser. Hilsen Jannie Brandt Andersen (tidl. Jakobsen)

    Like

  2. Fin artikel!
    Dog er jeg ikke enig i afsnittet om nutidens orienteringsløbere. Der er i dag på ingen måde: ” (…) den samme hårde træningskultur som i de beskrevne årgange.”
    Mit bud er, at års-gennemsnittet for de danske herreorienteringsløbere, der træner mest i dag, ligger på ca. 100 km. om ugen.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s