Det startede i 1985 som et program, der kunne printe postbeskrivelser – i dag kan manden bag det hele fejre frigivelsen af Condes 10, og at hans idé er blevet til et af verdens førende banelægningsprogrammer. Få hele historien om, hvordan Condes blev til.

Tekst og foto: Iben Valery
Kalenderen viser 1985, og Orienteringsklubben Pan Aarhus skal arrangere et åbent løb, hvor den dengang 25-årige Finn Arildsen har fået fornøjelsen af at være banelægger. Den unge Finn har altid været interesseret i teknologi, og idéen om at kunne printe postbeskrivelser har rumsteret hos ham i noget tid. Han har tidligere erfaring med at lave beregningsprogrammer til orienteringsløb, så da han får chancen, låner han en printer med hjem fra arbejdet og får fikset et postbeskrivelsesprogram til lejligheden.
En hurtigt voksende succes
”Det ligger til mig,” forklarer Finn om teknologien, og han er da også uddannet ingeniør og arbejder med det fuldtid. Men selvom idéen med printeren var ment som et fritidsprojekt, skulle hans kreativitet hurtigt vise sig at blive populær.
Den unge Pan-løber blev allerede samme år kontaktet flere gange af folk, der ville gøre brug af hans program. ”Første gang var i forbindelse med DM-stafet, hvor banelæggerne skulle bruge mange forskellige posteskrivelser på grund af gaflinger, og det kunne da være sjovt nok lige at prøve,” siger han beskedent om oplevelsen.
Men beskedenheden må Finn Arildsen pakke væk, for snart var det ikke kun danskerne, der skulle have glæde af opfindelsen. Senere på året i forbindelse med VM blev han nemlig kontaktet, da Flemming Nørgaard og Poul Erik ”Røde” Birk Jakobsen skulle til VM i Australien som kontrollanter.
”Kortene blev offsettrykt, postbeskrivelserne blev printet hjemme i Danmark, klippet ud og klæbet på kortet,” fortæller Finn om VM i 85, da hans idé, nærmest fra den ene dag til den anden, voksede fra at være en kreativ tanke, til at være et produkt, der blev brugt af verdenseliten.
Eftersom programmet indtil videre havde vist sig at være en succes, valgte Finn Arildsen at stille op i en IOF-konkurrence året efter. Konkurrencen gik ud på at præsentere den bedste software, der kunne bruges i orienteringssporten, og Finn Arildsens program placerede sig på en andenplads efter engelske Jim Morris, der, ironisk nok, havde lavet et banelægningsprogram.

Starten på Condes
Udover at IOF-konkurrencen skabte opmærksomhed til Finns produkt, blev konkurrencen, næsten vigtigst af alt, afgørende for, at programmet fik det navn, som vi alle kender det for i dag. I denne sammenhæng skulle programmet have et engelsk navn, og eftersom computerprogrammer i tidernes morgen maksimalt kunne have otte bogstaver, blev det til en sammentrækning af de to engelske ord ’control description’. Heraf navnet: Condes – og det har hængt ved lige siden. ”Før konkurrencen hed det sikkert ’postbesk’”, fortæller programmøren og griner over sin egen opfindsomhed. Men på trods af mindre kreative idéer, når det kommer til navngivning, er der ikke nogen grænser for kreativiteten, når det kommer til programudvikling.
Senere begyndte Finn Arildsen at lege med idéen om at udvikle Condes til et banelægningsprogram. Den umiddelbare reaktion fra folk omkring ham var, ”at det kunne man da ikke”, hvortil svaret fra Finn lød, ”at det kunne man godt”, og stædighed og vilje beviste dette i 1997, da den første version af Condes som banelægningsprogram så dagens lys.
Det var da også Finn Arildsen, der i 1989 havde udviklet det beregningsprogram, der blev brugt i DOF (med det opfindsomme navn ”løb”), og i en periode på et par år fra 1997-1999 brugte Finn meget tid på både beregningsprogram og Condes. Men ting tager tid, og man bliver nødt til at prioritere, så til sidst måtte beregningsprogrammet se sig slået, og Condes fik Finns fulde opmærksomhed – og det er vi nok mange, der er glade for i dag.

Man skal følge med udviklingen
”Det startede jo med mindre funktionalitet end i dag,” siger Finn, og meget må siges at være sket med både teknologien og Condes siden 1997, hvor mulighederne dengang var nogle helt andre.
En af udfordringerne var blandt andet, at mange ikke havde farveprintere, så kortene blev trykt i offset, hvorefter banerne blev trykt på kortet med en stempelmaskine.
Men nu udvikler vores digitale verden sig snart så hurtigt, at Condes-udvikler Finn Arildsen knap nok kan følge med:
”Ønsker og idéer kommer strømmende hele tiden. Jeg har en kæmpe lang liste, og jeg er jo ked af at skuffe folk, men jeg kan simpelthen ikke nå hele vejen rundt.”
Ikke nok med at den teknologiske udvikling giver mulighed for flere funktioner i Condes, men det giver også mulighed for, at folk kan skrive en mail eller give et kald, hvor eller når der opstår en krisesituation.
Han fortæller om et år, hvor O-track var det helt nye, og de filer man bruger til O-track er hentet fra Condes, hvorfor programmet spiller en central rolle i O-track. Det skulle tages i brug for første gang til et stort stævne, og lige inden stævnet modtog Finn et opkald fra arrangørerne, mens han var på hotel. Der lød et nødråb om, at O-track ikke fungerede, som det skulle, og trofast Condes-mand, som han er, har Finn computeren med sig i nødstilfælde som dette, og det blev fikset i sidste øjeblik.
Er der én, der ringer og konstaterer et problem, går der ikke lang tid, før Finn sidder ved computeren: ”Når én har problemer og melder det, er der garanteret også andre, der har,” og som Condes-udvikler, har man også et ansvar at leve op til. Men det er altid let at brokke sig, når man sidder som bruger, og tingene ikke fungerer, og noget af det, man tit glemmer, er, at det er et stort arbejde både at udvikle og samtidig holde det eksisterende ved lige.
”Nu bliver det meget teknisk,” advarer Finn, men prøver alligevel at forklare, hvordan det hele hænger sammen. ”Som tiden går, og programmerne bliver større, bliver der også mere vedligeholdelse.”
Finn sammenligner programmeringen med dét at bygge et hus: ”Man kan ikke blive ved med at bygge ovenpå, så vælter det til sidst. Nogle gange bliver man nødt til at skrotte det hele og lave et nyt,” fortæller han og henviser til hver gang, der udkommer en ny version.
Artiklen fortætter under boksen.
Tidlinje
- 1982: Finn Arildsen udvikler et beregningsprogram, der bliver et engangsprodukt.
- 1985: Første postbeskrivelser bliver printet til et åbent løb arrangeret af OK Pan Aarhus.
- 1985: Finn Arildsen står for at printe postbeskrivelser til DM-stafet.
- 1985: Der printes postbeskrivelser til VM-stafetten på bestilling af Flemming Nørgaard, og de bliver fragtet til Australien.
- 1986: Finn Arildsen og postbeskrivelsesprogrammet Condes bliver placeret som nummer 2 til en IOF-konkurrence.
- 1989-1999: Finn Arildsen programmerer beregningsprogrammet ”Løb” og står for det i en periode på 10 år.
- 1997: Finn Arildsen lancerer første version af banelægningsprogrammet Condes.
- 1999: Beregningsprogrammet bliver lagt på hylden, og Condes får al opmærksomhed.
- 2013: Condes 9 lanceres.
- 2019: Condes 10, den hidtil nyeste version udkommer.
Tilbagemeldinger betyder alt
Selvom programudvikling kan være en tidssluger, og der til tider dumper frustrerende mails ind i indbakken, er henvendelserne uundværlige: ”De er alfa og omega. Det er jo de idéer, jeg bruger til at arbejde videre på.”
Samtidig har Condes været medvirkende til at skabe relationer, der har betydet meget for Finn personligt. ”Jeg synes da også, jeg har haft glæde ved de kontakter, jeg har med folk, der bruger programmet. Det er jo sådan set folk over hele verden, som er blevet mine gode venner. Det, synes jeg da, er en af de positive ting.”
Om det er et enkelt opkald eller en personlig relation, er brugerne essensen i udviklingen, og Finn forsøger at hjælpe, når der er brug for det. Det hænder, at de henvendelser, han får, kan være svære at gøre noget ved: ”Det, der er mest frustrerende, er, når man får en mail, hvor der står, ’det virker ikke’. Hvad er det lige, der ikke virker?” Og for at gøre det hele lettere for sig selv og dem, der måtte have spørgsmål, har Finn udviklet en formular på sin nye hjemmeside, som han har udgivet i forbindelse med Condes 10, og opfordrer folk til at bruge.
Ja, idéer og input fra brugerne er der nok af, og de fleste af dem er konstruktive, men det er ikke altid, at udvikleren ser dem som lige nødvendige: ”Der er nogle gange nogen, der foreslår ting, hvor jeg tænker, det er så eksotisk, at det vist kun er dig, der har brug for det.” Men selvom man er hjernen bag programmet, kan man blive overrasket over, hvad ens eget program egentlig kan bruges til, griner Finn og forklarer:
”Nogle gange til Pan-træning har de lavet kortene helt om. Der bliver brugt en masse forskellige funktioner, hvor jeg nogle gange tænker, ’nå’ kan det også bruges på den måde. Det er sjovt at se, hvordan folk tænker i andre baner.”

Condes i dag
Nu, 22 år efter den første bane blev lagt i Condes 1, kan Finn Arildsen fejre udgivelsen af version 10 af banelægningsprogrammet. Meget er sket siden, og både nye funktioner, men også nye styresystemer har vundet frem. En af de ting, der har ændret sig, er, at Apples styresystem iOS har vundet ind på markedet, men Condes er et program lavet til Windows, og så længe det kan lade sig gøre, vil det blive ved med at være sådan, fortæller Finn:
”Det vil være meget omkostningskrævende og arbejdskrævende at flytte det til noget andet. Så længe det kan køre på Windows, og folk har pc’ere med Windows, så fortsætter det på den her måde, men på et eller andet tidspunkt ændrer verden sig så meget, at det dør ud. Sådan er det med alting.”
Forespørgsler som denne er der mange af, og nogle gange kan det til tider virke som et fuldtidsarbejde at være ene mand om et af verdens største banelægningsprogrammer. Selvom det til tider ville være klogt at holde en pause fra stress og henvendelser, er det ikke en beskæftigelse, der bliver lagt på hylden lige foreløbig.
Det kræver vilje og lyst til at blive ved med at udvikle, og som han selv udtrykker det: ”Det er ikke noget, man skal gøre for at leve af det.” Men samtidig er der ikke udsigt til, at han løber tør for idéer for, hvad der kan bygges på, fortæller han:
”Lige nu skal jeg have kigget på en version til dem, der ikke bruger det så tit. Det har egentlig været et ønske længe, men der har altid været noget andet.”
Måske den forenklede version i virkeligheden skal være en modernisering af den første Condes-version, og imens Finn Arildsen får idéudviklet på det, må vi andre i mellemtiden nyde godt af de nye funktioner, der hele tiden bliver udviklet for at tilgodese vores mange andre ønsker og behov.