Hvad betyder det, at VM nu skifter hvert andet år mellem et skov-VM – som i år – og et sprint-VM? Orientering Online satte sig under VM-ugen på terrassen hos landsholdet for at snakke lidt om muligheder og udfordringer.

Tekst og foto: Kell Sønnichsen
Til VM har landsholdet traditionelt fundet en hytte langt fra alting, hvor de kan forberede sig og hvile ud mellem konkurrencerne uden distraktioner. Hytten i år ser da også meget idyllisk ud, men skindet bedrager. Den ligger på en campingplads, og motorvej E6 er lige bag plankeværket, og vi kan hele tiden høre bilerne suse forbi, mens vi sidder og snakker udenfor ved grillen. Det er ikke det eneste, der både er det samme, men så alligevel ikke, ved dette års VM.

Både de garvede – Cecilie Klysner og Søren Bobach – og de nye – Emil Øbro og Line Cederberg – er til stede sammen med landstrænerne Torbjørn Gasbjerg og Kenneth Buch. Trænerne er enige omkring, at der har været en forskel omkring selve VM-forberedelserne.
”Det har været enklere med henhold til oplæg og sted, nu hvor vi ikke har skullet lave to meget forskellige oplæg til skov og sprint eller tage hensyn til løbere, der skulle løbe enten det ene, det andet eller begge dele,” fortæller Torbjørn, og fortsætter: ”Men det har givet nogle udfordringer i det daglige arbejde i EC (EliteCenter red.), hvor nogle løbere ikke satser på skov. Vi har forsøgt at have to adskilte spor, men der er alligevel en kvalitet i at have fælles træninger. Det har vi så gjort under grundtræningen i vinter og først blevet mere VM-specifikke hen på foråret.”
“Egentlig har vi stort set gjort som før – bare uden sprint,” supplerer Kenneth. “Vi har prøvet at være innovative, men i virkeligheden ikke ændret så meget.”
“Det er jo også, fordi vi har haft held med den måde at gøre det på,” skyder Torbjørn ind.
Som følge af fokuseringen på skov-VM i år har det været Kenneth, der har været landsholdets ansvarlige fra påske og fremad, mens Thorbjørn mere har været assistenttræner. Den rolle bliver byttet om nu, hvor fokus vender mod VM næste år på hjemmebane – samt mod World Cup-runderne i Schweiz og Kina. Kenneth kigger så frem mod EM næste år i Estland, der vil være et skov-EM og VM 2021 i Tjekkiet og har dertil specielt fokus på de løbere, der ikke satser på sprint og dermed ikke på VM i 2020.
Løberne har også kunnet mærke en forskel.
“Det har været lidt anderledes, når hele holdet skal fokusere på skov. Så har alle i højere grad kunnet træne sammen,” fortæller Emil Øbro. Søren har gjort samme observation, og specielt for Cecilie har det været anderledes:
“Jeg har tidligere været specialiseret på sprint-distancerne, men det har været fedt at kunne fokusere på at løbe i skov denne gang. Vi har trænet utrolig meget teknik på vores træningslejre her, for vi er ikke særlig erfarne i norsk terræn sammenlignet med de øvrige lande. Så vi har løbet højintensivt teknisk træning med fuldt set-up – startbokse, SI Air, store postskærme og det hele. Ikke noget med løbe- og intervaltræning.”
Søren gør opmærksom på en anden ændring end blot terræn og træninger.
“Det har været et mindre hold. For eksempel har hverken Maja Alm og Jakob Edsen været med. Det har betydet, at man har været mere sammen med de samme – og det stiller nogle større krav, når man er afsted på træningslejre i tre uger i alt.”
Hvad med fremtiden?
Landstræner-duoen pointerer, at det først er om et par år, at vi får at se, hvad betydningen af opsplitningen i skov- og sprint-VM kommer til at betyde. Vil der hos nogle af de “store” lande mon komme en skarpere prioritering og satsning fra løbernes side på enten sprint- eller skov-distancer?
“I år har der kun manglet nogle enkelte løbere,” gør Torbjørn opmærksom på. “Det interessante bliver at se, hvem der ikke kommer til næste år.”
“Vi ved endnu ikke, om de løbere, der fokuserer med en to-årig horisont på enten skov- eller sprint-VM vil have en fordel og distancere sig fra ‘all round’-løberne,” forklarer Kenneth Buch. “På det danske landshold arbejder vi ikke med en specialisering af de unge løbere – de skal løbe begge dele. Kommer man op i top-20, kan vi se på, om det kan have en virkning at specialisere sig. Og modsat bør man kunne skifte fokus fra år til år, når man kommer op på et niveau, hvor der er medaljer på spil.”
Om de danske løbere også vil specialisere sig? Det er der delte meninger om.
Line: “Jeg har mest løbet skov og ikke ret meget sprint. Men nu må vi se i fremtiden.”
Emil: “Jeg satser på begge dele. Mit mål er både at gøre det godt i 2020 og 2021.”
Cecilie: “VM her har været mål for min genoptræning. VM på hjemmebane næste år er mit store mål. Så jeg tager en blød overgang i efteråret til hårdt underlag, og så bliver det fuld sprint-satsning!”
Søren: “Tjah, jeg stopper på landsholdet nu, så det er ikke aktuelt.”
Ja, Søren annoncerede på denne måde i sin helt egen stil, sådan en passant, at han stopper på landsholdet her efter VM. Så næste års VM på sprint-distancerne bliver uden sprint-verdensmesteren fra 2014 – medmindre han da dukker op som ekspertkommentator på TV2 Sports direkte udsendelser fra Kolding, Fredericia og Vejle.