Elite Landshold MTBO

Optakt til VM i MTBO på hjemmebane

MTBO-rytter fra hele verden kommer til Viborg-egnen for at få kåret de bedste. Camilla Søgaard og Thomas Steinthal er gode danske bud på medaljetagere på henholdsvis senior- og juniorsiden. Hør om deres forventninger og favoritdistancer.

Tekst, foto og video: Erling Thisted

Søndag d. 28. juli begynder sommerens andet store internationale mesterskab på dansk jord, når verdens bedste MTBO-ryttere ruller ud på sprintdistancen i Viborg. I de følgende dage skal der kåres verdensmestre i både senior- og juniorklassen i yderligere fire discipliner: Mellem, Lang, Massestart og Stafet.

Camilla Søgaard og Thomas Steinthal har kørt en stor del af den imponerende danske medaljehøst ved de seneste års internationale mesterskaber hjem – og derfor er der også grund til at håbe på flotte præstationer fra blandt andre deres side i VM-ugen.

Camilla Søgaard er regerende verdensmester i massestartsdisciplinen – som hun også vandt EM-guld på så sent som i pinsen. For Thomas Steinthal er 2019 sidste år i juniorklassen, som han allerede har haft succes i med fem VM-medaljer i de seneste to år – tre af dem er af guld.

VIDEOVEJVALG – Hør Camilla Søgaard fortælle om sit vinderløb på EM i massestart.

Orientering Online mødte de to medaljeslugere nogle uger før VM for at høre om forventninger, favoritværdighed og betydningen af at skulle køre VM på hjemmebane.

Q&A: Camilla Søgaard

VM er på hjemmebane i Danmark i år – hvilken rolle spiller det?
Jeg tænker meget på det, og at jeg ikke skal lade mig presse af, at det er på hjemmebane. Men omvendt så er det bare noget andet, når det er på hjemmebane, og jeg vil gerne gøre det rigtig godt. Der kommer mange tilskuere og kigger, så der er nogle forventninger, jeg gerne vil leve op til.

Du har lige vundet to medaljer ved EM i Polen, guld på massestarten og sølv på sprint. Hvad betyder det for dine forventninger?
Det betyder, at jeg ved, at jeg har farten, og jeg ved, at jeg kan vinde. Men det handler også om at ramme dagen. Til EM følte jeg, at fordi der var nogle, der manglede (verdensmestrene Martina Tichovska og Olga Shipilova-Vinogradova stillede ikke til start, red.), burde jeg nærmest vinde. Så jeg følte et pres, jeg ikke har følt før, fordi de ikke var der.

Jeg synes, at Lasse (Brun Bonne, landstræner, red.) fik sagt nogle gode ting inden starten til EM. Han plejer tit at spørge inden start: ”Hvad skal der ske nu?” Så begyndte jeg at sige: ”Jeg skal sikkert til post 1, og jeg skal huske at læse frem.” Så stoppede han mig og sagde: ”Jeg ved, at du har styr på det o-tekniske. Du skal fokusere på at køre det gode løb og ikke tænke så meget på, hvad de andre gør.” Det var godt, for jeg havde sommerfugle i maven – specielt til massestarten, hvor jeg vandt.

Hvor meget betyder det, at I skal køre i dansk terræn?
Jeg tror, det er en fordel, for det ligner noget, vi kender. Når jeg tænker på nogle af terrænerne, så kan jeg godt se kortet for mig oppe i hovedet. Men der er bygget nye spor i nogle af skovene, så jeg kan ikke bare køre på en sti og tænke: Jeg ved lige præcis, hvor den knækker, og hvor krydsene er. Så jeg skal være 110% med på kortet.

Med både VM-guld og EM-guld inden for det seneste år lader det til, at du har løftet dit niveau i forhold til tidligere. Oplever du det også selv på den måde?
Ja, men jeg kan ikke sætte fingeren på noget specielt og sige, at det er lige dét, der er sket. Efter EM sidste år, hvor jeg kørte dårligt, fik jeg flere gange en god snak med vores eliteansvarlige Bjarne Hoffmann. Jeg vil gerne køre stærkt, og tidligere har jeg fået at vide, at jeg ikke skulle fokusere på farten, for jeg kørte stærkt nok. Nu har vi accepteret, at jeg gerne vil køre stærkt – men så skal jeg også være bedre til at se de steder på kortet, hvor jeg ikke skal køre så hurtigt og tilpasse farten efter orienteringen. På lange stræk med nem orientering har jeg også tidligere været knap så aktiv på kortet, og hvis der så kommer et par korte eller tekniske stræk bagefter, har jeg glemt at være opmærksom på dem. Da jeg vandt VM-massestarten sidste år, drønede vi afsted alle sammen, og så lavede jeg en fejl på post 2. Så sagde jeg til mig selv: ”Der er mega mange mennesker rundt omkring mig, men jeg må bare lukke det ude og fokusere på mit eget løb.” Det har jeg taget med videre.

Hvordan skal du præstere til VM, før du er tilfreds?
Jeg vil helst gerne vinde – i hvert fald én konkurrence. Uanset om jeg kører rigtig gode løb, så tror jeg, at jeg bliver skuffet, hvis jeg ikke vinder én af konkurrencerne. Der kommer nok flest og kigger på den første dag, hvor vi kører sprint i Viborg. Så det kunne være megafedt at vinde dér, men det er samtidig også den første dag og føles på den måde lidt sværere.

Hør Camilla Søgaard fortælle om forventninger og favoritdistancer til WMTBOC på hjemmebane:

Q&A: Thomas Steinthal

Hvordan er dine forberedelser gået til VM?
Jeg synes, at mavefornemmelsen er rigtig god. Jeg er begyndt at køre mere landevejscykling, og det har givet mere power i benene. Jeg har jo ikke nogen tal på det, men jeg synes, jeg kan mærke, at der er ved at være hul igennem. Siden pinsen har jeg trappet ned på træningen for at give kroppen tid til at komme sig, og det har givet noget krudt.

Hvad betyder det, at VM skal køres i danske terræner?
Danmark er noget særligt, fordi vi bygger så mange mountainbike-spor. I udlandet kører vi mere på naturspor. Så herhjemme har vi flere kringlede og komplekse stiforløb, hvor stierne godt kan dreje rundt og komme tilbage igen. Det kender vi jo fra Silkeborg og Nordsjælland, så det tror jeg vil give en fordel, at vi er vant til det.

Hvor meget har du forberedt dig?
Tidligere gjorde meget ud af at tegne kort selv, lave baner og forberede mig teoretisk på baneforløbet. Det har jeg haft succes med, men det har også taget rigtig meget tid. Og nu har jeg erkendt, at jeg gør det stort set lige så godt uden den forberedelse. For man kan ikke sidde og fokusere på samme måde herhjemme, som man gør under en konkurrence i skoven. Og jeg tror på, at når først jeg er i skoven og i det rigtige ”mode”, så træffer jeg også de rigtige beslutninger.

Der er jo fem konkurrencer i løbet af VM-ugen. Er der nogle af dem, du har særligt øje på?
Uden at det skal lyde alt for overmodigt, så talte jeg med Lasse (Brun Bonne, landstræner, red.) efter sidste sæson for at finde ud af, hvad målsætningen skulle være. Selvfølgelig skal vi prøve at vinde en guldmedalje, men ikke på nogen særlig distance. Så som udgangspunkt går jeg efter sejren på alle distancer, og jeg tror også, at jeg har chancer på alle distancerne. Jeg vil helst vinde massestarten eller stafetten, hvor vi har et rigtig stærkt junior-herrehold i år.

Og du er ikke bange for, at du risikerer at misse en guldmedalje, fordi du satser på det hele?
Min træningsplan giver mig to ugers restitution op mod mesterskaberne – og det er gået godt med at ramme den rigtigt ved de seneste mesterskaber. Og jeg synes, at adrenalinen når så højt et niveau under et mesterskab, at jeg ikke kan mærke forskel på tempoet fra første til sidste dag. Samtidig har jeg en forestilling om, at hvis jeg satser på én distance, så knækker det mig mere, hvis det ikke lykkes. Det oplevede jeg sidste år, hvor jeg var opsat på at vinde VM-massestarten. Da jeg så kiksede totalt, skulle jeg bruge lidt tid på at komme op igen.

Det er dit sidste år i juniorklassen, og med 10 mesterskabsmedaljer på to år kan du jo ikke undgå at være blandt favoritterne. Hvad tænker du om det?
Selvfølgelig er forventningerne der, men jeg synes ikke de påvirker mig så meget, som man måske kunne tro. Jeg har selvfølgelig også læst artikler, hvor jeg får favoritværdigheden, og jeg tror også, at jeg har rigtig gode muligheder til VM. Der er mange af mine konkurrenter, der går meget op i at få den perfekte opvarmning, spise helt korrekt og passe alle rutinerne. Omvendt jeg har haft succes med at gøre det lidt ”loose” for mig selv og tage mig god tid i forberedelserne. Og i stedet for at tænke for meget over, at jeg skal ud at vinde, så sige, at ”selv om det er VM, så bliver det fedt at skulle ud og køre.”

Hvad skal gå i opfyldelse, før du kan sige, at det har været et godt VM?
Indtil VM er begyndt, og jeg har dannet mig et indtryk, så er målet at vinde det hele. Men ubevidst har jeg det mere sådan, at jeg skal kunne stille op til alle fem distancer og køre en præstation, som jeg selv er godt tilfreds med. Sidste år kørte jeg en VM-langdistance, hvor det hele kørte perfekt og uden fejl. Så da jeg kom i mål, tænkte jeg, at det kunne der ikke være nogen, der havde slået, og så var der alligevel en tjekke, der var bedre. Og det er svært at være utilfreds, når man har kørt så godt, som man kan.

Hør Thomas Steinthal fortælle om mavefornemmelser og dansk terræn:

Få et overblik over hele det danske VM-hold her, og læs mere om VM i MTBO på stævnets hjemmeside.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s