Tre unge mænd, én mikrofon og deres fælles passion for orienteringsløb er grundlaget for podcasten: POST CAST. Et frirum, hvor intet er for stort eller småt til at blive vendt – gerne i selskab med gæster.
Tekst: Mads Kruse Juhl
Aflagte studiebøger på gulvet og en gammel slidt reol fyldt med ting, der kæmper om at være så uinteressante som muligt. Her i “Hulen” bliver jeg placeret i smørhullet ved at gammelt bord, der egentlig burde have aftjent sin værnepligt, foran en mikrofon og en computer, hvor lydbølgerne allerede er begyndt at slå ud på skærmen, i takt med vi får skramlet stoleben på plads.
To af podcast’ens tre faste stemmer – Jonas Munthe og Eskil Schøning – har for en aften forladt værtsrollen og skal i stedet for være gæster, for at fortælle om POST CAST, der stadig kun har få måneder på bagen. “Hulen” er dagens studie og er egentlig Jonas’ loftrum, hvor de har fundet ud af, at lyden bliver bedst.
Selvom rollerne er byttet om, bliver hele interviewet udgivet som en podcast special, i forbindelse med at magasinet Orientering udkommer, og herunder kan du læse lidt af det, jeg nåede at spørge dem om.
Hvorfor valgte I at lave en podcast om orienteringsløb?
Jonas: Det var Jeppe Ruud og mig, der synes, det kunne være sjovt at lave. Vi hører selv podcast og kunne ikke rigtigt finde nogen om orienteringsløb. Og så er det jo et relativt let medie at gå til. Det koster ikke noget at udgive det. Og så tænkte vi, at vi havde noget at bidrage med, og som nogen måske synes ville være sjovt at høre. Om ikke andet, så ville vi selv synes, at det var sjovt at lave.
Hvorfor spurgte I, om Eskil ville være med?
Jonas: Eskil ville være god til det her program, fordi han kan bidrage med en masse gode kommentarer. Jeg er for ordentligt et menneske, og Jeppe er bundet på arme og ben, fordi han er ansat af Dansk Orienterings-Forbund. Så vi skulle have en, der kunne udtale sig helt frit.
Eskil: En form for menneskelig skraldespand, der bare lukker lort ud.
Jonas: Så derfor tænkte vi, at vi supplerede hinanden godt.
Hvilke tanker gjorde I jer om, hvordan programmet skulle være?
Jonas: Jeppe og jeg lavede en liste over mulige emner, vi kunne snakke om i programmet. Og da vi hurtigt kunne finde 10 ting, så tænkte vi, at der helt sikkert var nok til at lave en podcast. Hen over sommeren har det været meget om eliteorientering. Og det er også meningen, at vi gerne vil brede vores viden om eliteorientering ud til andre. Men så vil vi også gerne, at programmet skulle bygges op om spændende gæster, der er med i de forskellige programmer. På sigt skulle det gerne betyde, at der kommer mange forskellige gæster, så der også er andet end bare eliteorientering. Blandt andet er vi i gang med en serie om sportsskader. Vi har snakket med en sportslæge i et afsnit, og så håber vi at få en fysioterapeut med i et senere afsnit. På sigt vil vi gerne lave afsnit om eksempelvis, hvordan man tegner kort eller sætte fokus på børne- og ungdomstræning.
Hvordan bliver et program til?
Eskil: Det er faktisk ret simpelt. Vi bygger det op om en samtale. Det skulle gerne være næsten lige som, vi tre sidder og snakker en hvilken som helst aften over en øl eller to. Vi har ikke forberedt så sindssygt meget, inden vi starter med at optage. Det er meget en fri snak eller diskussion, hvor det godt kan udvikle sig i en retning, vi ikke havde tænkt over inden.
“Det skulle gerne være lige som, vi tre sidder og snakker en hvilken som helst aften over en øl eller to.”
– Eskil schøning
Hvad føler I, at det giver til programmet?
Eskil: Personligt kan jeg godt lide, at vi ikke helt ved, hvor vi bevæger os hen i et program. Vi lytter til hinanden, og det bliver så mere den her diskussion eller meningsudveksling, hvor der er frit i forhold til, hvis hele programmet er planlagt ned til mindste detalje. Det er nok også det, podcast-mediet er godt til. Vi kan nå at sige ret meget i forhold til en artikel eksempelvis.
Jonas: Lyden giver også en personlighed til de folk, der er med. Et er, hvad folk siger. Noget andet er, hvordan de siger det. Vi kan få noget ironi med, som man måske let kan komme til at misforstå, hvis man bare læste det. De gæster, vi har med, kender folk nok også af navn og ved, hvordan de ser ud. Men, hvem de egentlig er, ved alle måske ikke lige. Så synes jeg, at det bliver lidt hyggeligt, at man selv kan høre dem, og for os bliver det som om, lytteren sidder i sofaen sammen med os.
I laver programmet frivilligt, og fordi I synes, det er sjovt at lave. Forsøger I at få lidt økonomi ud af det på det ene eller anden måde til at få dækket de basale udgifter?
Eskil: Drømmen er et fuldtidssponsorat. Millioner, der bare vælter ind. Men det tror jeg ikke, vi skal regne med. Vores budget er nærmest ikke eksisterende. Der er 0 kroner i udgift og 0 kroner i indtjening.
Jonas: Den eneste egentlige udgift er til vores mikrofon. Og så den arbejdstid, vi lægger i det. Men den tror jeg aldrig, vi får dækket. Men vi synes, det er sjovt, det vi laver, så det er ikke rigtigt arbejde. Det vi lidt har i tankerne er, at vi godt kunne tænke os at få noget bedre lydudstyr. Derfor har vi tænkt os at søge midler hos nogle fonde, eller få lidt penge ind fra lyttere, der har lyst til at støtte os med det, de synes, at vi er værd. Vi vil gerne holde os fri fra direkte forbundsstøtte, fordi vi hurtigt kan komme i clinch med de holdninger, forbundet har. Det samme gælder partnerskaber med virksomheder eller brands.
Eskil: Jeg har ellers hørt rygter om, at der er nogle store firmaer, der er interesseret i at støtte os. Vi snakker Amazon og den type…
Det er altid godt at drømme stort!
Du kan høre meget mere til både Eskil Schøning og Jonas Munthe i interviewet, som du allerede nu kan gå ind og høre som et afsnit af deres POST CAST. Blandt andet om deres roller i programmet og den sagnomspundne praktikant.
Find podcasten på iTunes, på Spotify eller din podcast app.
Orientering Online 