Bredde Verden

Min orienteringsoplevelse i Korea

Orienterings korrespondent, Iben Valery, er taget til Sydkorea for at tage temperaturen på orienteringsløb på Koreahalvøen, hvor man løber med brystnummer, selvom der ikke er speakning, og opvarmningskortet består af poster, man senere skal have på sin bane.

Tekst og foto: Iben Valery

Jeg er på vej ud til mit første orienteringsløb i Sydkorea. Metroen kører næsten lige dertil, og efter lidt over en time på farten ankommer jeg til stationen. Herfra skulle der være ti minutters gang til stævnepladsen, men præcis hvor jeg skal gå hen, er jeg er ikke helt sikker på. Der går ikke længe med at være i tvivl, for hurtigt får jeg øje på to ældre herrer, der står ud af en bil. Begge i farverigt og slidt sportstøj, den ene med en O-ringen-kasket på. ”Denmarké!” udbryder de, da de får øje på mig.

De kan ikke et ord engelsk, men jeg gætter på, at startlisten, hvor mit navn og klub som det eneste ikke var skrevet med koreanske tegn, har afsløret, at jeg ville dukke op. Jeg følges med dem til stævnepladsen, og inden længe har den ene af de to ældre herrer fundet et kort frem fra tasken, hvor navnet på kortet er identisk med det, der står på min klubdragt: ”Tisvilde Hegn.”  Direkte importeret fra WMOC 2018 i Danmark. På trods af kulturchok og sprogbarrierer som Sydkorea indtil videre har budt på, føler jeg mig lige pludselig hjemme!

Mit første o-løb

Jeg var taget til Korea i forbindelse med udveksling på studiet, men selvfølgelig skulle jeg også ud og afprøve de koreanske terræner med kort og kompas. Det første løb, jeg deltager i, afholdes i et område, der hedder ”Si-Heung Si”, og stævnepladsen består af en målpost og et bord med aflæser, der er placeret under et tempellignende halvtag. Her får vi udleveret løse definitioner, opvarmningskort og brystnumre. Hvad brystnumrene skulle bruges til, er jeg stadig ikke helt sikker på, og det ved jeg heller ikke, om koreanerne er. Der var ikke antydning af speakning, og vi blev da også bedt om at aflevere numrene efter løbet, så de kunne genbruges. Men jo, det føles da lidt sejere at løbe med brystnummer!

Inden løbet falder jeg i snak med en koreansk landsholdsløber, Geun Hee, den eneste der kunne snakke engelsk. Han fortæller mig, at orienteringsløb i Korea er en meget lille sport, at landsholdsløberne træner alene, og at de selv må betale, hvis de vil til VM. Jeg har mange spørgsmål, men han er bekymret for, at jeg ikke når min starttid, så det må vente til efter løbet. Med brystnummer og opvarmningskort begiver jeg mig ud mod start. Opvarmningsbanen består af to poster, og jeg undrer mig over, at der er enheder på. Det viser sig senere, at de to opvarmningsposter, er mine to sidste poster på konkurrencebanen. Min orienteringsoplevelse i Sydkorea vil jeg indtil videre beskrive som interessant.

Den 3,6 km lange bane byder på tætte kurver og brombærkrat, der lægger op til lange udenomsvejvalg. Det der er karakteristisk for terrænet, er en masse små ”gravhøje”, der er tydelige og nemme at orientere efter. Da jeg efterfølgende snakker med Geun Hee, fortæller han, at ”gravhøjene” er et sikkerhedsnet, de bruger i orienteringen. Grinende indrømmer han, at koreanerne ikke ligefrem er de bedste orienteringsløbere, og at de mange ”gravhøje” nok ikke gør det bedre.

Geun Hee er en af de få landsholdsløbere fra Korea, hvor man selv betaler for at komme til VM og hvor næsten alt træning som eliteløber, gøres alene

En anderledes oplevelse

Jeg nåede at deltage i tre af disse ”venskabskonkurrencer”, som bliver afholdt anden søndag i måneden for klubber i Seoul-området. Selvom det føltes hjemligt, da jeg endelig kom afsted og fik luftet o-skoene i de sydkoreanske skove, så var vejen dertil lidt mere besværlig end forventet. Koreanerne på min egen alder havde aldrig hørt om orienteringsløb før, og selvom en veninde tilbød at ringe til det koreanske orienteringsforbund, efter jeg forgæves havde forsøgt med google oversæt, er der ting, der går tabt i oversættelsen, når hun ikke har noget kendskab til orienteringsløb overhovedet. Til sidst fandt jeg facebooksiden ”Orienteering in Korea”, hvor hende der administrerede facebooksiden heldigvis kunne engelsk og var rigtig sød til at svare på de mange spørgsmål, jeg havde.

Efter første løb gik det hele lidt lettere, og jeg forstod efterhånden systemet, hvor tilmeldingen hver gang foregik gennem et google-spørgeskema, som blev lagt op på deres facebookside. Der var mulighed for at vælge tre forskellige niveauer, og uden at have tilbragt så megen tid i skoven i perioden, inden jeg ankom til Sydkorea, krydsede jeg fingre og tilmeldte mig eliteklassen. På trods af mangel på både fysisk og teknisk træning, lykkedes det mig alligevel at indtage førstepladsen til alle tre løb – og så endda med koreanske landsholdsløbere på startlisten.

Det tager jeg med mig..

Orienteringsløb i Korea er en lille sport med ét årligt nationalt mesterskab, og natløb og stafet er ikke noget, de løber regelmæssigt. På trods af det findes der ildsjæle, der brænder for sporten lige så meget, som vi gør i Danmark. De har allerede vist, hvor meget man kan få ud af få ressourcer, og de arbejder på at skabe opmærksomhed omkring orienteringsløb ved blandt andet at udarbejde materiale til skolerne, så børn kan lære o-løb i idræt og ved at forsøge at få større orienteringskonkurrencer til Korea.

Med mig fra Korea tager jeg oplevelsen af orienteringsløb i en helt anden skala, at en snak om vejvalg kan blive mere interessant, når man ikke taler samme sprog og ikke mindst, at manglen på tilslutning til sporten på ingen måde begrænser energisk hepning på ægte koreansk manér.

Se flere af Ibens flotte billeder fra Korea her overnfor

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s