Guldmedaljer, nomineringer og spotlight i bedste sendetid har givet orienteringsløb et ansigt udadtil. Sporten er ikke længere perifer, og det er især på grund af Maja Alm, der må leve med, at hun er omdrejningspunktet på den røde løber.
Tekst: Mads Kruse Juhl
Seks orienteringsløbere med VM-meritter ankommer til Sport 2018 i Boxen i Herning. Fem af dem går upåagtede rundt blandt pinger, pressen og resten af de personer, der skal ind og spise, inden showet starter. Den sidste – eller første om man vil – er blevet et velkendt ansigt og bliver stoppet mange gange på den røde løber for billeder og interview.
Det er selvfølgelig Maja Alm, for hvem, det er blevet helt normalt at stå badet i blitzlys.
I år er første år, hvor hun egentlig kan slappe af til prisfesten. Også selvom det er fjerde år i træk, hun er nomineret til én eller flere priser. I år er hun ikke blandt de tre finalister til hverken B.T. Guld eller Årets Sportsnavn, men var blandt de ti nominerede. Ligesom hun også ved tidligere sports-gallashows har været på scenen for at overrække en pris.
“Det er en aften, der betyder rigtig meget. Vi får lov at feste med de andre atleter efter et langt sportsår. Det er sporten, der er i fokus, og man får lov at føle sig som en stjerne i pænt tøj,” siger Maja Alm.
Og der er langt fra tights og pigsko til de store balkjoler og jakkesæt, som landsholdet møder op i. Hele pressekorpset står klar med kameraer og mikrofoner, som Maja Alm ikke får lov til at gå ubemærket forbi.
“Især de år, jeg var nomineret, har der været meget stor opmærksomhed på mig. Det var der egentlig også i år, selvom jeg ikke var blandt de sidste tre nominerede til showet. Det er meget sjovt, at pressen står klar ved den røde løber. Da jeg vandt VM i 2018, ringede Liga på P3 efterfølgende, og jeg var med i radioen. Så der er helt sikkert sket nogle ting, og det er et kæmpe skulderklap til mig og sporten generelt,” siger Maja Alm.
Atletiske venner
Orienteringsløberne er efterhånden blevet fast inventar til det årlige show, der hylder de ypperste atleter, Danmark har at byde på. Det er et show, du gør dig fortjent til at komme med til. Som atlet skal du have vundet medalje eller have betegnelsen ‘verdensklasseatlet’ hos Team Danmark.
Maja Alm har været en fast deltager gennem årene med sine mange medaljer. Og i takt med de mange guldmedaljer, der er blevet hængt om halsen på hende, var det ikke længere kun et show, hun kunne nyde fra salen med resten af landsholdsløberne.
Hun har både overrakt priser, været med i åbningsnummeret, gjort sig som sketchskuespiller og selvfølgelig været nomineret.
“For et par år siden skulle jeg overrække prisen for Årets Jubelscene, hvor Casper U. Mortensen (håndboldspiller red.) ikke kom op og hentede prisen. Der stod vi lang tid i rampelyset, og jeg kan huske, at de viste det i TV Avisen dagen efter. Jeg har gået i gymnasieklasse med ham og havde inden showet snakket med ham om, at det kunne være sjovt, hvis han vandt,” fortæller Maja.
Men der var en god forklaring på, at Casper U. Mortensen ikke dukkede op: En mand var faldet om på toilettet, mens håndboldspilleren var derude, og han havde måttet yde assistance.
De mange år til idrættens gallashow har efterhånden ført til gode bekendtskaber. Maja og de andre løbere har siddet til bords med Guldfireren i flere år. Andre år har hun haft lejlighed til at snakke med nogle af de andre atleter, når de har siddet i et baglokale og ventet på at skulle på scenen.

Foto: Patrick Møller, MinByViborg.dk
Første parket
Til showet i år sidder Maja sammen med landsholdskollega Amanda Falck Weber ved allerforreste bord. Her kan de sidde og nyde det hele og holde andre stjerner som håndboldspilleren Jesper Nøddesbo med selskab.
“Det første år, jeg var nomineret, var jeg også med i åbningsnummeret. Det betød, at jeg skulle være der til generalprøve om eftermiddagen. Og til spisningen nåede jeg lige at tage desserten med i hånden, fordi jeg skulle stå klar til showet skulle gå i gang. Det var sjovt at prøve, men jeg så ikke særlig meget af showet. Så det var rart at prøve, også bare at kunne nyde det i år,” siger Maja Alm.
Med skærm- og scenetiden er hun blevet et kendt ansigt, der bliver lagt mærke til. Måske også på grund af hendes mange flotte præstationer, hvor blandt andet Peter Gade og Kronprins Frederik har været henne og rode hendes præstationer.
Til festen efter showet kan rosen også komme fra lidt ukendte kanter, som Maja fortæller her:
“Jeg var ovre for at få taget en selfie med Inger Støjberg. Og uden at nævne, hvem jeg var, sagde hun tillykke, og vidste godt, hvem jeg var. Der har været en del, hvor jeg er blevet overrasket over, at de vidste, hvem jeg var. Måske kunne de genkende kjolen, de havde set mig i på scenen,” siger hun.
God reklame
De mange klip, der er rullet over danskernes skærme, har været godt for mere end bare orienteringsløb som helhed. Det er også blevet til flere personlige sponsorater for Maja Alm, der hjælper hende til at kunne fokusere på træningen.
Salling Fondene donerede eksempelvis 250.000 kroner til hendes projekt om at stå på det olympiske stadion i Tokyo næste sommer. Derfor spiste Maja Alm heller ikke med resten af landsholdet til Sport 2018 inden showet. Hun sad til bords med cheferne fra supermarkedskoncernen, der støtter hendes sportslige ambitioner.
Samtidig har hun sin egen bil, der er sponsoreret af en bilforhandler i Kolding, der i mange år har støttet hende.
“Der er da mange ting, der er gået nemmere, efter jeg er blevet mere synlig. Dermed er der også flere, der er interesseret i at samarbejde med mig. Men det er ikke bare sponsorpenge, jeg får. Jeg skal altid yde noget den anden vej. Så jeg skal tænke over det, inden jeg siger ja til det hele. Men generelt er det jo fedt, at jeg får de muligheder,” fortæller hun.
Derfor har Maja Alm også lært at sætte pris på opmærksomheden, hun får. Selvom hun egentlig ikke bryder sig om at stille sig selv foran resten af landsholdet.
“Det er svært, at pressen kun vil have fat i mig. De vil gerne høre om mig. Jeg vil hellere tale om, hvad vi skal som hold. Men sådan er det, og så må jeg leve med at sætte mig selv i centrum. Men jeg er ikke misundelig på, at de andre undgår rampelyset. Flere af de andre, vil sikkert give deres højre arm for at være, hvor jeg er. Men i sidste ende er det jo noget, jeg har kæmpet mig til, og det skal jeg også huske at nyde,” siger hun.