Ida Bobach har stoppet sin landsholdskarriere for i stedet at fokusere på rollen som mor og klubarbejdet. Orientering har sat hende stævne til en tour de force gennem hendes glorværdige karriere.
Tekst: Helge Lang Pedersen. Foto: Helge Lang Pedersen og Kell Sønnichsen
Ida Bobach fylder ikke meget i landskabet, men at det er en af de allerstørste danske orienteringsløbere, som stoppede sin landsholdskarriere i efteråret 2018, er få i tvivl om. Syv juniorverdensmesterskaber og to seniorverdensmesterskaber er toppen på en kransekage, der indeholder rigtigt mange ringe. Ingen har vundet så mange medaljer ved junior-VM som netop Ida. Ida ser nu frem til at blive mor i maj måned og starte en ny fase i livet sammen med kæresten Søren. Orientering har talt med Ida om hendes enestående karriere.
Hvordan gik det til, at du startede til orienteringsløb?
”Det var mine forældre, der tog mig med, så jeg havde ikke rigtig noget valg,” griner Ida. ”I starten var det egentlig ikke så meget sporten, der fyldte. Men der gik ikke lang tid, før jeg fik gode venner i klubben, og så kom jeg på ungdomskurser og fik også venner dér. Og vi havde det rigtigt sjovt. Der var en god stemning på kurserne. Vi havde nogle unge og gode ledere, som gjorde, at jeg altid glædede mig til det næste kursus. Jeg tænkte egentlig ikke så meget på deres kvalifikationer som o-løbere, men de skabte et godt sammenhold, så alt det omkring træningerne blev rigtigt sjovt.”
Hvordan havde du det med bom i dine ungdomsår?
”I starten var det ikke noget, jeg tænkte så meget over, men efterhånden kunne der godt komme løb, hvor jeg blev rigtigt frustreret og sur på mig selv i nogen tid, og jeg havde svært ved at lægge det fra mig, når jeg lavede fejl. Men særligt da jeg kom på juniorlandsholdet, var det noget, jeg kom til at arbejde med, så jeg efterhånden fandt gode måder at håndtere de situationer.”
Du var første gang på juniorlandsholdet i 2006 som bare 15-årig. Hvordan husker du den oplevelse?
”Det var en stor overraskelse for mig at blive udtaget. Dengang vidste jeg ikke rigtigt, hvad eliteorientering var for noget. Jeg havde ikke gået så meget op i eliten, og jeg vidste ikke, hvem der var gode. Men jeg syntes, det var vildt inspirerende at være med. Det tændte nogle drømme. Jeg kunne godt se, det så fedt ud at stå deroppe på podiet og være blandt de bedste. Jeg var overrasket over at blive nummer 20 på mellemdistancen til mit første Junior-VM, og så tænkte jeg: ’OK, jeg har måske et potentiale.’ Derefter fik jeg nogle mere faste rutiner omkring træning, men det var egentlig først i de sidste juniorår, at min træning for alvor blev struktureret.”
I dine tre sidste år ved Junior-VM vandt du medalje, hver gang du stillede op. Hvad gav det afgørende ryk?
”Jeg havde altid været god teknisk, men i de år skete der også noget mentalt og fysisk. I de første år på juniorlandsholdet troede jeg ikke så meget på min fysik og pressede nok mig selv ud i nogle dumme bom. I 2008 og 2009 gik den fysiske træning godt, og det betød, at jeg fik mere ro i min orientering. Og blev meget mere bevidst om, at jeg kunne styre min præstation mentalt. Det handler om at finde hver post godt. Og når det lykkes mig at fokusere på det, så bliver præstationen også god.”
Er der én medalje fra Junior-VM, du husker særligt tydeligt?
”Den første guldmedalje, som jeg vandt på langdistancen i Italien i 2009, vil nok altid stå som noget særligt. Jeg havde vundet sølv på sprinten og havde ikke de store forventninger til den lange distance. Så at stå og være verdensmester føltes helt vildt specielt. Men guldet på mellemdistancen i Polen i 2011 var også noget særligt, da jeg på hjemmebane året før havde vrikket om ved opvarmningen til mellemdistancen og derfor gik glip af den distance. Så jeg gik hårdt efter også at vinde den sidste distance, som jeg manglede, og det var fantastisk, at det så lykkedes i mit sidste år som junior.”
Ida vandt hele 3 guldmedaljer ved Junior-VM i Danmark i 2010.
Tre af dine guldmedaljer ved Junior-VM blev vundet på hjemmebane i 2010, så du kender om nogen til at opleve presset ved at skulle præstere på hjemmebane. Kan du videregive noget af den oplevelse til de danske juniorløbere, der i disse måneder glæder sig til Junior-VM på hjemmebane i Silkeborg til sommer?
”Ja, det var en helt vildt fed oplevelse at løbe junior-VM i Danmark. Det var i Nordjylland, så jeg trænede ikke i den type terræn til dagligt, men blot det, at man kender landet, man kender sproget og området, det giver mulighed for at have en ro omkring sin forberedelse. Vi fik noget hjælp til, hvordan vi skulle håndtere hjemmebanepresset. Vi skulle ikke føle det som et pres, når folk havde forventninger til os. Det er et tegn på, at vi har vist, at vi kan gøre det godt, og at de tror på os, og de vil en det bedste. Jeg fik vendt det til noget rigtigt godt, og det føler jeg også, at de andre på holdet gjorde. Og løbene og banerne var jo ikke anderledes end det, vi var vant til. Det var en mega fed oplevelse at kunne vinde sådan et sted, hvor der var så mange, der heppede.”
Omkring den tid løb du, Maja Alm og Signe Klinting stafetter sammen med nogle af tidens største stjerner i Ulricehamns OK i Sverige. Kan du fortælle, hvad det betød for dig?
”Ja, det var helt vildt inspirerende at være på hold med både Simone Niggli og også med Jenny Johansson, som også havde været rigtigt, rigtigt god i starten af 00’erne. Det var fedt at mærke, at de også blev nervøse, når vi løb de helt store stafetter, Jukola og Tiomila. De var åbne om, at det var virkeligt nervepirrende at stå der på startstregen og vide, at man måske skulle ud og afgøre det. Så jeg fik en forståelse af, at det er i orden at blive nervøs. Det bliver de bedste også. På den måde blev det lettere at tackle mine egne følelser omkring det. Det var en periode, hvor jeg var på rigtigt mange samlinger med junioreliten, så jeg var ikke på så mange træningsture med Ulricehamns OK, men det var inspirerende at se, hvilken tilgang de havde til konkurrencerne. Jeg lærte at være på et hold, hvor vi, hvis vi præsterer godt, ja, så kan vi vinde. Det var godt for mig rent mentalt at skulle bevise over for de allerstørste stjerner, at jeg også godt kan løbe godt.” (I 2009 og 2010 blev det til en førsteplads og to andenpladser i Jukola og Tiomila – de to største klubstafetter i verden, red.)
Du kom også med til senior-VM i Norge i 2010 allerede som næstsidsteårs junior. Hvordan oplevede du det?
”Det var jo igen noget helt nyt, men jeg var heldigvis afsted med flere, som jeg havde været på juniorlandsholdet sammen med. Men det var en ny træner og nye måder at gøre tingene på, og jeg kunne godt lige få tanken ”Er jeg nu seriøs nok?”. Men folk var rigtigt søde, og det var virkelig spændende. Og jeg præsterede rigtig godt på mellemdistancen, hvor jeg blev nr. 13. Og jeg havde endda overset en overgang til sidst, så jeg var rigtigt tæt på top 10. Det gav noget selvtillid og en tro på, at seniortiden nok skulle blive god. ”
Og du var stadig junior, da du vandt sølv på mellemdistance ved VM året efter i Frankrig?
”Ja, det var helt vildt,” fortæller Ida med et stort smil. ”Jeg vidste, at jeg var rigtigt dygtig i det terræn, da vi også havde løbet en World Cup i det efteråret inden. Jeg kan huske, jeg startede relativt tidligt, da jeg ikke havde løbet alt for godt i kvalifikationsløbet. Så det var en nervøs venten, som tiden gik, og jeg kunne se, at det kunne række til en medalje. Det var rigtigt fedt.”
Det blev ikke til medalje i 2012 og 2013, men så vandt du hele to VM-medaljer i 2014. Hvad skete der?
”Jeg tror, historien fra juniortiden lidt gentog sig. Jeg var nok lidt efter de bedste fysisk og mentalt. I 2011 var historien ligesom, at fordi det var så svært teknisk, så lykkedes det for mig. Så præcis som i juniortiden fik jeg ligesom overgjort præstationen og fik stresset min orientering, fordi jeg følte mig bagefter fysisk. I forsøget på at gøre alting optimalt blev det det modsatte. Men med god træning og bedre fysik blev jeg også stærkere mentalt, og det var ligesom det, der skulle til. ”
Så når vi frem til det fantastiske VM i Skotland i 2015, hvor Maja, du og Emma vandt en knusende sejr i stafetten, hvor I førte fra første til sidste meter. Hvad havde I egentlig aftalt om den stafet?
”Jeg kan huske, vi havde talt om, at det var et terræn, der ikke var så fjernt fra Danmark, så vi skulle virkeligt ud og bruge vores styrker. Maja løb førstetur; hun havde det fysiske overskud, og hun vidste, hvordan hun skulle orientere. Vi havde en aggressivitet og en tro på os selv. Og både jeg og Maja havde kikset mellemdistancen dagen før, så vi var opsatte på at gå ud og vise, hvad vi kunne. Det var helt specielt, at det lykkedes. Maja og Emma havde jo allerede en stafetguldmedalje fra tidligere på ugen (i sprintstafetten, red.), men vi tre havde løbet sammen et par år – først, hvor vi endte lige uden for medaljerne og så i 2014, hvor vi var i spurtopgør omkring guldet. Det var en kæmpe forløsning, at vi faktisk tog guldet, og det var vildt fedt at kunne dele det med hinanden. Stafet er noget meget specielt – det er så fedt, når det lykkes sammen. Man kan nyde det med hinanden, man gejler hinanden op, og det er faktisk en bedre følelse at fejre det sammen, end når man har vundet individuelt.”
Ved VM i Skotland i 2015 var Ida både med til at vinde guld på stafetten, sammen med Maja Alm og Emma Klingenberg, og den første dansker nogensinde der vandt guld på langdistance.
Dagen efter var der VM i langdistance ude i det skotske højland, og du blev den tredje dansker i historien, som har vundet guld på den distance. Fortæl, hvad der bare lykkedes den dag.
”Jeg havde forberedt mig rigtigt godt. Vi havde været rigtigt meget i Skotland, og jeg havde fået træningen til at køre rigtigt godt. Og jeg havde vundet World Cup’en i Norge på langdistance et par måneder før, og der havde jeg slået Tove (Alexandersson, red.), så jeg havde virkelig noget selvtillid. Jeg havde forberedt mig rigtig meget mentalt på, hvordan jeg ville gennemføre løbet – jeg havde en rigtigt god plan for, hvordan jeg skulle komme igennem denne her langdistance. Jeg havde en ro i orienteringen, holdt hovedet koldt og fik taget tiden til at tage alle de gode valg. Det var en fantastisk dag, som jeg sent vil glemme.”
Så blev du desværre ramt af skader, men det lykkedes alligevel for Signe Klinting, dig og Maja Alm at vinde sølv ved VM-stafet i 2016. Kan du fortælle om den periode?
”Ja, det var ikke nogen god optakt. Efter EM i maj havde jeg holdt en ret lang pause på 4-6 uger. Derefter en stille og rolig genoptræning, hvor jeg ikke løb særligt meget i terræn og heller ikke havde løbet særligt meget i Sverige. Så jeg havde ikke den store selvtillid inden. Men Signe, Maja og jeg fik talt godt om, hvad der skulle til, for at vi præsterede godt. Og både Signe og jeg var trygge og rolige ved, at vi på sidsteturen havde Maja, der var virkelig godt løbende. Så vi leverede begge gode og stabile præstationer. Jeg fik lavet en fejl, men så hurtigt de andre på turen igen, så jeg vidste, det ikke var helt slemt, og jeg bare skulle arbejde videre. Vi fik lagt et godt grundlag, og så leverede Maja en fremragende præstation.”
Efter endnu nogle tunge år med skader, kom du endnu en gang tilbage og var med til at vinde bronze ved EM-stafet i 2018. Hvordan lykkedes det for dig?
”Ja, jeg havde faktisk fået trænet mig godt tilbage efter et tungt 2017, men så to uger før EM begyndte jeg at mærke noget i min ankel. Så jeg havde svært ved at løbe. Og Cecilie (Friberg Klysner red.) havde det lidt på samme måde, så vi var et lidt skrantende hold. Men dagen før så vi hinanden i øjnene: – Skal vi løbe, eller skal vi ikke? – og vi blev enige om, at det skulle vi. Cecilie og jeg skulle ud og levere nogle gode stabile præstationer, og så havde vi igen Maja” (stort smil!). ”Og så ved man jo, at alt kan ske, når hun er i rigtig god form. Maja hentede et par pladser og sikrede os en medalje.”
Når man ser på tiden siden 2015, hvor det to gange er lykkedes dig at komme tilbage og vinde stafetmedalje, hvad, tror du så, har været udslagsgivende for, at det er lykkedes?
”Jeg tror, at stafetterne har været rigtig vigtige for mig. Nogle gange har jeg måske også ofret lidt for meget for dem, men det er dem, jeg har set frem til. Det at løbe sammen med nogen og ikke mindst at vide, at man har et godt hold, har været en stærk drivkraft. Og så har jeg haft et godt team omkring mig, der har hjulpet mig med at strukturere det hele og i de tunge perioder har hjulpet mig til at se, at det godt kunne lykkes.”
Det er i hvert fald imponerende. Tænker du over, at der sikkert er en del, der ser op til dig som rollemodel?
”Ja – både og. Jeg tænker over det, når jeg er i klubben og er til træninger, og andre måske kigger efter mig og ser, hvordan jeg gør tingene. Og jeg bidrager og svarer på spørgsmål, så godt jeg kan. Men jeg lægger også vægt på at være mig selv og gøre, hvad jeg føler er rigtigt, så jeg ikke tager en rolle på mig, som jeg ikke hviler i.”
“Jeg er blevet opdraget til, at det ikke er præstationer, der skal definere mig som person.”
Du og din kæreste Søren venter barn her til maj. Er I begyndt at tale om opdragelse?
”Ja, vi håber, vi kan inspirere ham til at dyrke en masse sport. Det behøver bestemt ikke at være orienteringsløb, men det er jo noget, vi synes, er sjovt, så han bliver nok hevet med ud til nogle orienteringsløb. Jeg tror, vi begge er bevidste om, at vi ikke vil pace. Jeg er blevet opdraget til at have mange valg, og at det ikke er præstationer, der skal definere mig som person – og det er noget, jeg gerne vil give videre. Og så vil jeg gerne skabe rammerne for, at han kan gå efter det, han gerne vil og gå efter de drømme, som han måske får.”
Du er jo et aktivt medlem i OK Pan Aarhus, og det ændres jo ikke af et landsholdsstop. Har du gjort tanker om din rolle i klubben fremover?
”Jeg håber i hvert fald at komme i klubben og tage aktivt del i træningerne. Og så har jeg lige meldt mig ind i træningsløbsudvalget. Jeg håber også at kunne være en stor del af Pan Elite. Der bliver jo ikke så meget løb det her forår, men jeg vil gerne bidrage til ture, og hjælpe så godt jeg kan. Og næste år vil jeg rigtig gerne være med til at skabe et godt træningsmiljø frem mod Tiomila og Jukola og se, om vi ikke kan lave nogle rigtig gode præstationer der. ”
Ida har været med til at tage alle de store internationale stafettitler med hjem til OK Pan Aarhus, og vil stadig være en del af klubbens elite afdeling, selvom hun ikke længere løber på landsholdet.
Hvis nu der går nogen derude med en drøm om at opnå noget af det, som du har opnået, hvad kunne du så tænke dig at sige til dem?
”Jeg vil sige, at man skal gå efter sine drømme. Men man skal også være tålmodig. Det har jeg nok ikke altid været. Når trænerne har sagt, jeg skulle se langt, så har jeg tit tænkt – Jamen, det er jo det her, jeg vil. Og det er faktisk en balancegang, for man skal gøre det, der motiverer en og gøre de ting, der er mega fede. Men også kunne træde et skridt tilbage og se perspektivet. Og måske melde afbud til et løb, når man er lidt skadet, selvom man har glædet sig helt vildt til det. I det lange løb skal man gøre det, der er sjovt. Det må godt være surt en gang imellem, men ikke for længe ad gangen. Det vigtige er, at man finder glæden i dagligdagen.”
Orientering Online 